Læsetid: 3 min.

Det generøse internet

Internettet er i tre årtier blevet båret frem af en begejstringskultur, der har lovet mere demokrati og større frihed - og internettet er blevet udlagt som en trussel mod enhver diktator. Men hvad ville der ske, hvis man evaluerede internettet på de faktiske forhold? Hvilket diktatur har indtil videre bøjet sig for presset fra de bloggende masser?
21. februar 2007

Da der for nogle år siden var indkaldt til et FN-topmøde i Tunis, handlede det om kontrollen med internettet. En bred koalition havde vendt sig mod det faste greb, som de mente, USA havde om denne altafgørende del af videnssamfundets infrastruktur. FN's daværende generalsekretær, Kofi Annan, skrev et læserbrev i Washington Post. Han takkede USA for at have udviklet internettet, men tilføjede, at det var som med en teenager på vej ud af puberteten: Det var på tide, at forældrene gav slip.

"At forsvare internettet," fortsatte han, "er at forsvare friheden selv." Og det er en rammende formulering, som indfanger mange års forestillinger om internettets potentiale. Et nedslag i Informations arkiv tydeliggør pointen.

I 1984 var der voldsom debat om 'hybridnettet'. Det var en ambitiøs plan om at føre optiske kabler ud i hver enkelt danske husstand. Det var før internettets tid, og før forestillingen om et globalt netværk havde opnået en bredere appel. Så havde det ikke været fordi, kablerne også kunne føre udenlandske tv-kanaler ud til de danske husstande, havde interessen været lig nul. Nu var den kun lille, og de som troede på netværkets velsignelser, var fru-strerede over en offentlighed, der ikke forstod det store potentiale:

"Pressen har ikke formået at slå igennem og informere folk om, hvad bredbånds-teknologien egentligt betyder," mente således professor på DTU, Dines Bjørner, som efterlyste informationer om bred-båndsnettet "som en frihedsmaskine, en uundværlig faktor i stevnsbåndets ophævelse omkring arbejdspladsens form og indhold."

Medieæra

En frihedsmaskine. Ophævelse af stevnsbåndet. Er det sådan din arbejdsplads ser ud i dag? Som noget, der har været turen igennem en frihedsmaskine?

Man kan jo synes, det er sjovt, når folk sådan i gamle dage trak en pointe helt op. Men den samme retorik går igen tyve år senere. Eksempelvis da Time under stor opmærksomhed udnævnte 'dig' til årets person. I den ledende artikel skrev redaktør Rick Stengel, at 'du' er blevet en engageret borger i 'et nyt digitalt demokrati'. "Den nye medieæra, Web 2.0, er kun truende, hvis man mener, at en overflod af demokrati er vejen til anarki. Det gør jeg ikke," motiverede Stengel valget af årets person. Men Time gør sig ikke umage med at beskrive, hvordan denne 'overflod af demokrati' kommer til udtryk. De mener formentligt blot: Flere stemmer = mere demokrati. Og det er denne mærkelige kvanti-ficering af demokratiet, der igen og igen lader internettet fremstå som friheden selv. For ser man på de 30 år, internettet har udviklet sig i, er det jo ikke entydigt, at der er kommet mere demokrati i det omkring-liggende samfund. Måske endda tværtimod.

Og hvad skete der faktisk i år 2006, det år hvor du - i betydningen: dit digitale alter ego - blev årets person? Irak, Sudan, krig i Libanon, bombe i NordKorea - og så blev der skabt en helt ny og bredere opmærk-somhed omkring klima-forandringerne. Det blev kaldt 'den grønne bølge'. Men så kunne man vel have udnævnt 2006 til damebladenes år. For var det ikke snarere på forsiden af Vanity Fair end på forsiden af YouTube, at den grønne revolution tog fart?

En social mekanisme

Et tilbageblik på det sprog, der er blevet brugt til at beskrive internettet som en revolution af snart alle livsområder, afslører en spøjs detalje: At forestillingen og vi-sionen om Web 1.0 (altså internettet i 1990'erne) ligner forestillingen og visionen om Web 2.0 til forveksling. Hvor Web 1.0 blev tabt i udviklingen af det kommercielle internet (90'ernes endte vel snarere som Amazons og internetbankens årti), er det stadig et åbent spørgsmål, om Web 2.0 har det i sig at levere andet end det, vi kendte i forvejen, blot hastigere.

Internettet tager i stadig stigende omfang form som endnu en distributionsform for etablerede medier. Og derfor bliver det stadigt sværere at pege på internettets egenart - og stadig mere interessant. Et bud er dette: Det er ikke internettet som en frihedsmaskine, men som social mekanisme, der er interessant.

Det er sært nytteløse ting, som er det mest charmerende ved den digitale revolution. Folk, der går til konference eller forlæsning, skriver noter og lægger dem ud på sin blog. Det er der måske to, der har glæde af, måske ingen. Men som en stillingtagen til vidensdeling er der langt mere revolution i sådan en generøs gestus end i forestillingen om internettet som en frihedsmaskine.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her