Læsetid: 3 min.

Genforening som en etisk fordring

6. november 2006

Selv for en gammel, hærdet kriger kan indholdet af den offentlige debat i dette land synes forunderligt. Se nu blot til den leder, som Torben Krogh skriver i Information den 2. november om Sydslesvig og mig. Jeg har af gode grunde et vist kendskab til sagens realitet. Det har Torben Krogh ikke. Men hans manglende kendskab til sagen og til det, jeg har sagt, afholder ham ikke fra at kaste sig ud i alskens halsbrækkende påstande og fabuleringer. Hvis jeg i al stilfærdighed og ydmyghed må fortælle ham og læserne, hvad det hele drejer sig om:
Jeg er medlem af Folketingets Seksmandsudvalg som repræsentant for Dansk Folkeparti. Dette udvalg står for Danmarks forhold og støtte til danskheden i Sydslesvig, blandt andet uddelingen af en betragtelig sum til det danske arbejde syd for grænsen. Uddelingen af de økonomiske midler besluttes på et møde i Flensborg i marts. Og som en forberedelse afholdes i slutningen af februar et møde på Jaruplund højskole, det såkaldte Klausurmøde, hvor vi mødes med repræsentanter for de ledende foreninger i Sydslesvig for at få overblik over situationen inden for danskheden. I år fandt Klausurmødet sted den 25. februar.

At være dansk

Vi lyttede med interesse til deres redegørelser, og da formanden for Sydslesvigsk Forening Dieter Küssner til sidst tog ordet for at forelægge et problem, han fandt alvorligt, lyttede jeg med særlig interesse. Dieter Küssner var nemlig som dansk bekymret for danskhedens fremtid. Det sker gang på gang, sagde han, at de forældre, der melder deres børn ind i danske skoler og børnehaver, slet ikke er interesseret i det danske. Det er for dem noget rent pædagogisk. De vil ikke være medlemmer af vore foreninger. De interesserer sig ikke for det danske sprog.
Hvorledes opretholder vi danskheden i Sydslesvig på disse konditioner?
Jeg lyttede som sagt med interesse, og på et tidspunkt bad jeg om ordet og sagde, at efter min mening kan danskheden kun opretholdes i Sydslesvig, hvis den bygger på genforeningshåbet. Ikke folklorisme a la folkedans og træsko. Ikke æstetik i stil med poetisk udfoldelse og kunstneriske oplevelser. Men en dansk identitet, der som sådan holdes fast og levende ved at bygge på håbet om en genforening med Danmark.
Det var mit indtryk, at Dieter Küssner og en del andre forstod, hvad jeg sagde: At dette var ikke politik, ikke overvejelser om muligheden af en grænseflytning, m.m., men at det handlede om, hvad det er at være dansk. En etisk fordring, ikke ideologisk eller æstetisk tøjeri. En etisk fordring, et genforeningshåb, der gav danskheden substans og kontur.

Politisk sensation

Vi skiltes efter mødet, men ulykken var, at chefredaktøren på Flensborg Avis, Bjarne Lønborg, havde deltaget i mødet, og for denne politiserende sjæl lød dette som en politisk sensation, ikke sandt, at jeg krævede grænseflytning, Danmark til Ejderen, krig med Tyskland osv. osv. Han slog derfor min tale om genforeningshåbet op på forsiden af sin avis og sendte en journalist til Kiel for at forelægge mine rystende udtalelser for CDU-politikere, som naturligvis var forfærdede over en sådan tale og fandt det uhørt, at en dansk politiker…osv.,osv.
Sådan kørte historien. Det lykkedes mig efterhånden at gøre Flensborg Avis begribeligt, hvad jeg havde sagt, hvorefter sagen faldt til ro, om end jeg ikke har glemt og ikke har tilgivet chefredaktøren hans optræden – og hvorfor han efter sigende for fremtiden er adgangsforment til Klausurmøder. Men da jeg forleden havde besøg på Christiansborg af en journalist fra Radio Syd, der spurgte til forårets ophidsede diskussion, kom vi ind på sagen igen, og så kørte den samme journalistiske tåbelighed naturligvis igen, for heller ikke han fattede, hvad jeg sagde.
Det har Torben Krogh altså heller ikke gjort. Ikke en snus.
Han har ikke hørt mig selv udtale mig om sagen – at det handler om et etisk, ikke et æstetisk spørgsmål, osv.. Men Torben Krogh farer fort på rygternes, misforståelsernes, sladderens grund.
Det stempler efter min mening Torben Krogh. Så overfladisk og uvidende kan ingen lederskribent tillade sig at være. Jeg ved ikke, om han herefter skammer sig. Han burde gøre det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her