Læsetid: 3 min.

Genkendelsens glæde - eller sorg

Et vigtigt spørgsmål i anledning af den pt. grasserende 1980'er-revival
6. maj 2005

Hvornår begyndte rocken at køre i loop? Spørgsmålet er mere relevant end nogensinde, eftersom vi er inde i en grum byge af det-har-vi-alt-sammen-hørt før. Pt. blaster det drabeligt hypede debut-album med The Bravery ud af højttalerne her i stuen, og det kan godt være, det blev indspillet noget i retning af i forgårs, men det bringer saftsuseme minder frem, hvis man som denne lytter bevidnede postpunken og new wave-musikken i perioden 1978-84, sådan cirka. Allerede med første nummers åbenlyse New Order-reference - og har New Order egentlig nogensinde været hottere end lige nu? - kører det lille poptog rask væk på godt slidte skinner mod station Genkendelsens Glæde. Eller stille sorg.

Fra sin spæde start i 1950'erne genbrugte rocken stilgreb fra andre genrer og mindede konsekvent om noget andet, samtidig med at den i høj grad var helt sin egen. Blues, country, rhythm'n'blues, gospel, folk, vokalgruppemusik, popschmaltz og mange andre ingredienser indgik, da rockens ursuppe bryggedes, og de blev alle med ved at give mere eller mindre genlyd ned gennem årene. Alligevel antog rocken hurtigt sin egen umiskendelige identitet via et unikt udtryk og en fuldstændig uimodståelig energi. Omkring 1960 lanceredes begrebet oldies, der ofte udmøntede sig i opsamlingsalbums med gårsdagens hits, men det var først sidste i 60'erne, at en egentlig revival så dagens lys. At 50'er-rocken blev genoplivet - tænk på det skamløse retro-outfit Sha-na-nas optræden i filmen om Woodstock - på et tidspunkt, hvor rocken gjorde nogle af sine største stilistiske landvindinger, er både sært og naturligt; når musikken bevæger sig i nye, uventede og ligefrem komplekse retninger, hægtes en del uvægerligt af og begynder fluks at spejde efter noget mere umiddelbart genkendeligt; og hvad er så tryggere end musik, der allerede er blevet fordøjet en gang?

Normen er åbenbart, at der skal gå en 10-15 år, før ældre stilarter tages til nåde og på ny indarbejdes i et kontemporært udtryk; vi sad således en aften og tale om, hvornår det ville have et hipt nostalgi-skær at fyre numre med f.eks. Spice Girls og Aqua af til en fest og ikke bare fremstå som kørt bag om dansen, men i stedet opnå den der særlige aura, det giver at påpege noget gammelt lorts klassikerpotentiale. Det tog således både The Beach Boys og Abba længere end forventet at blive en del af populærmusikkens kanon, men nu er de der altså.

Og i 90'erne blev det mondænt at namedroppe mange tidligere dubiøse 70'er-ting til højre og venstre, ikke mindst inden for dansemusikken, der på alle måder var en videreudvikling af den en gang så udskældte diskomusik med rigelige lån fra bl.a. funk og soul. De må have os undskyldt, hvis ikke vi var ved at gå bag over af benovelse over flertallet af 90'ernes udladninger indenfor den boldgade, selvom mange af dem bestemt gjorde sig godt på et dansegulv. Men der var også langt mellem overraskelserne, idet rigtig meget af det simpelt hen var hørt før - om ikke lige frem bedre, så i det mindste mindst lige så godt. Bare indspillet og udsendt 20 år tidligere.

Lige nu og her kører to parallelle retrobevægelser, og undskyld, vi smider tøjet af glæde og løber hujende rundt i gader og stræder for at bekendtgøre det for alverden. Den ene bølge tager udgangspunkt i 60'ernes tilsyneladende uopslidelige garagerock og parrer den med en smule punksensibilitet. Resultatet lyder som ... garagerock med et punkislæt! Surprise! Det forventes vi så i ramme alvor at behandle, som om det var nyt og spændende frem for den gennempulede fraseologi, der rent faktisk er tale om. At nogle af navnene i denne bevægelse går endnu længere tilbage - til (garage-) rockens rødder, såmænd - gør dem ikke i højere grad end andre til rockens frelsere. Snarere er der tale om noget sådan lidt auditivt Frilandsmuseum over store dele af det.

Og så er der den nuværende længsel efter 80'erne, der af musikpressen hypes som det hotteste shit siden yoyoen. Som tilfældet var med den 70'er-bølge, der prægede 90'erne, er det en temmelig selektiv affære, hvilket selvfølgelig er fint nok, men til gengæld fattes der i dén grad kunstnere, som kan andet end lyde som om. Hvis ikke en sådan fortidsfetichisme benyttes som springbræt til noget originalt, vil den aldrig rigtig kunne slippe af med sin gennemtrængende museale fims, der må være noget nær rockens modsætning. Traditionsbevidsthed er fint nok, but this is ridiculous.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu