Firmaerne trækker sig ud, opsynskontorerne lukkes, og en række projekter er opgivet på halvvejen. Tre et halvt år efter invasionen af Irak er den amerikansk-ledede genopbygningsindsats - den største siden Marshall-planen - på tilbagetog.
Frederick Barton, som er leder af programmet for forskning i post-konflikt-situationer og genopbygning ved den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies, har fældet dommen:
"Det er en noget underraporteret historie - men vi har jo stoppet genopbygningen," sagde han for nylig til avisen San Francisco Chronicle.
"Der er nogle ting, vi stadig er i færd med at gøre færdige. Men vi er ved at pakke sammen og trække os tilbage. Det er virkelig en tragedie," sagde genopbygningseksperten, der tidligere har påpeget, at de 50-60 milliarder dollar, der siden 2003 er blevet brugt på genopbygningen, aldrig rigtig er "dryppet hele vejen ned" til irakerne.
Til sammenligning har USA i alt brugt 3,5 milliarder dollar på genopbygning i Afghanistan.
Lyset slukkes
I erkendelse af Irakkrigens dalende popularitet er præsident George W. Bush holdt op med at bede om de store genopbygningschecks fra kongressen. Således har hans regering kun bedt om 771 millioner dollar i 2007 - et beløb langt under de to-cifrede milliardbeløb, den har brugt de øvrige år.
Samtidig er Bush og verdenssamfundet begyndte at slukke lyset hos de opsynsinstanser, der har holdt øje med anvendelsen af pengene. Ganske vist forsøger demokraterne nu at stoppe en ny lov fra Bush's hånd, der vil lukke Det hvide Hus' egen revisionsinstans, SIGIR (Special Inspector General for Iraqi Reconstruction, Stuart Bowens kontor), fra næste oktober. Men også FN-kontoret International Advisory and Monitoring Board for Iraq (IAMB) kan se frem til, at dets budget og mandat ophører ved udgangen af 2006. IAMB, som for nylig udgav en rapport om, at selskabet Halliburton har opkrævet alt for høje benzinomkostninger på sine mange irakiske kontrakter, venter at holde sit sidste møde om et par uger.
Milliarder uden effekt
Tilbage står et Irak, hvis basale fornødenheder er dækket dårligere ind end under Saddam.
"De fleste af de planlagte projekter inden for kloakering, vanding, afløb og dæmninger er blevet opgivet," forklarede SIGIR i en rapport i oktober, hvor kontoret gennemgik en række nu opgivne genopbygningsprojekter, der har kostet irakerne og amerikanerne milliarder uden noget resultat.
Et eksempel er et børnehospital i Basra, der skulle bygges af firmaet Bechtel for 50 millioner dollar og stå færdigt ved udgangen af 2005. Seks måneder senere gav den amerikanske ambassade ordre til at stoppe byggeriet; det havde på daværende tidspunkt kostet 150 millioner.
Et andet var et fængsel i Nasiriya, der blev stoppet, da det havde kostet 49,1 millioner dollar, men var to år bagud i byggeplanen og ville koste mindst 20 millioner ekstra.
"Det er en læk, som jeg må stoppe," sagde den ansvarlige, generalmajor William H. McCoy, dengang til New York Times. En række andre projekter har måttet opgives, fordi budgetterne blev omdirigeret til sikkerhedsudgifter.
Professor og ekspert i udlicitering ved Baltimore School of Law Charles Tiefer mener, at problemet startede allerede i den relativt fredelige sommer i 2003, hvor det ikke lykkedes firmaet Bechtel at få elektricitetsnettet op at køre:
"Dengang startede den voksende fornemmelse hos den irakiske befolkning af, at amerikanerne var en inkompetent besættelsesmagt snarere end effektive befriere," forklarede Tiefer til L.A. Times og konkluderede: "Amerikanske virksomhedsdrevne genopbygningsforsøg har været en større fiasko i Irak end det amerikanske militær."
Andre eksempler er rørledninger og beskyttelsen af dem, som amerikanerne har brugt hundredevis af millioner på, men nu opgivet og overladt til irakiske myndigheder.
