Læsetid: 12 min.

Genopbygning er vejen til en ny kolonialisme

14. maj 2005

I en døsig augusts medieslummer blev Bush-regeringens doktrin om præventiv krig sidste sommer udvidet med et lidet bemærket, men afslørende tiltag. Den 5. august 2004 oprettede Det Hvide Hus et nyt regeringsorgan: Kontoret til Koordination af Genopbygning og Stabilisering. Udpeget som dets chef blev Carlos Pascual, en tidligere amerikansk ambassadør i Ukraine, og dets opdrag blev at udarbejde detaljerede 'post-konflikt'-planer for op til 25 lande, der kan anses for potentielle konfliktzoner. Ifølge Pascual vil kontoret være i stand til at koordinere tre storstilede genopbygningsoperationer i forskellige lande på samme tid i over fem til syv år.

At en regering, der har viet sig selv til vedvarende forebyggende dekonstruktion, har fået et permanent beredskabskontor til vedvarende forebyggende rekonstruktion, er for så vidt meget passende.

Forbi er åbenbart de dage, hvor man var nødt til at vente på, at krigene brød ud, før tiden var inde til at lægge ad hoc planer om, hvordan skårene kunne klinkes igen. I nært samarbejde med Det Nationale Efterretningstjeneste skal Pascuals kontor sætte højrisikolande på sin observationsliste og sammenstykke hurtige udrykningshold, der kan tage fat på at planlægge allerede i en førkrigsfase, og siden hurtigt sættes ind, så snart en konflikt er raset ud. Disse hold består typisk af private selskaber, NGO'er og eksperter fra tænketanke. Nogle af disse aktører, oplyser Pascual, får sågar mulighed for at sikre sig på forhånd udfyldte kontrakter på at genopbygge lande, der endnu ikke er blevet smadret. Ved således at have ordnet en mængde papirarbejde på forhånd, skulle det være muligt at fremskynde genopbygningsprocesserne med op til seks måneder.

Som han selv har forklaret i en tale, han i oktober holdt i Center for Strategic and International Studies, går de planer, som Pascuals hold udarbejder i dette lidet kendte kontor under USA's udenrigsministerium, grundlæggende ud på at forandre "selve en nations sociale struktur". Kontorets opgave er ikke at genskabe gamle statsstrukturer, som de så ud før, men at opbygge "demokratiske og markedsorienterede" stater fra grunden af. Eksempelvis - og dette eksempel er sikket helt tilfældigt - fremhævede Pascual, at hans 'udrykningsgenopbyggere' vil kunne hjælpe den pågældende nation med "at frasælge statsejede virksomheder, der har bidraget til at skabe en ikke-levedygtig økonomi". For som han præciserede: "Nogle gange betyder at genopbygge at nedrive det gamle."

Få ideologer kan modstå den renvaskede tavles dragende magt. Således var kolonialismens forførende løfte, at man kunne 'opdage' nye lande, hvor utopier forekom mulige. Nu er kolonialismen officielt erklæret død. Der findes ikke flere nye områder tilbage at opdage, intet terra nullius (ingenmandsland, red.) - det var der i øvrigt aldrig - ikke flere blanke sider, hvorpå, som Mao engang sagde, "de nyeste og smukkeste ord kan nedskrives". Der er imidlertid masser af ødelagte lande, der er smadret til ruiner - enten som følge af såkaldte Guds-handlinger eller som følge af Bush-handlinger (som jo også er på ordre fra Gud). Og hvor der er ødelæggelse, er der også genopbygning og en chance for at sætte ind over for "den forfærdelige goldhed", som en FN-embedmand for nylig beskrev ødelæggelsen i Aceh i Indonesien, og udfylde den med de mest fuldkomne, vidunderlige planer

"Før havde vi vulgærkolonialisme," siger Shahmali Guttali, indisk forsker ved den globaliseringskritiske NGO Focus on the Global South. "Nu har vi fået sofistikeret kolonialisme - de kalder det bare 'genopbygning'".

Det ser unægtelig ud, som om stadig større dele af kloden er under en aktiv genopbygning, hvis drivende kraft er en parallelregering, der består af den velkendte alliance af profitbegærlige konsulentfirmaer, mega-NGO'er, regerings- og FN-agenturer og internationale finansinstitutioner. Og fra befolkningerne, der lever i disse genopbygningszoner - fra Irak til Aceh, fra Afghanistan til Haiti - kan man da også høre et enslydende kor af beklagelser: Arbejdet skrider alt for langsomt frem, hvis det overhovedet er kommet i gang. Udenlandske konsulenter lever på stor fod med udgiftskonti og lønninger på op til 1.000 dollar om dagen, mens de lokale udelukkes fra hårdt tiltrængte job og fra uddannelse og beslutningsdeltagelse. Eksperter i 'demokratiopbygning' belærer regeringer om vigtigheden af gennemsigtighed og god regeringsførelse, samtidig med, at udenlandske entreprenører og NGO'er nægter at åbne deres bøger for de selv samme regeringer, endsige give dem kontrol over, hvordan deres egne penge skal bruges.

Tre måneder efter, at tsunamien ramte Aceh, kørte New York Times en deprimerende historie om, at "genopbygningen næsten ingen vegne er kommet". Samme melding kommer fra Irak, hvor Los Angeles Times for nylig kunne berette, at de vandværker, som storkoncernen Bechels skulle forestille at have genetableret, nu er begyndt at bryde sammen, det ene efter det andet i en endeløs jammerdal af genopbygningsskandaler. Den kunne også være kommet fra Afghanistan, hvor præsident Hamid Karzai for nylig tordnede mod korrupte udenlandske selskabers "uansvarlige ødselhed med Afghanistans knappe hjælperessourcer". Eller fra Sri Lanka, hvor 600.000 mennesker, som mistede deres hjem i tsuanimen, stadig må vansmægte i midlertidige lejre. 100 dage efter kæmpebølgerne slog til, sendte Herman Kumara, leder af en solidaritetsbevægelse for srilankanske fiskere, en desperat email ud til kolleger verden over: "De midler, vi har modtaget til at hjælpe ofrene, bliver brugt på at begunstige de priviligerede få og kommer ikke de virkelige ofre til gode," skrev han. "Vores stemmer bliver ikke hørt. Vi får ikke lov til at komme til orde."

At genopbygningsindustrien er så forbløffende dårlig til at gennemføre en reel genopbygning kan imidlertid meget vel hænge sammen med, at genopbygning ikke er dens hovedformål. Ifølge Guttal, "er målet slet ikke at at genopbygge, men at omforme alt". Om noget tjener korruptions- og inkompetenceskandalerne til at tilsløre den egentlige skandale: Fremkomsten af en en rovglubsk katastrofekapitalisme, som udnytter den desperation og frygt, som er skabt af katastrofer, til at engagere sig i en dybtgående social og økonomisk ingeniørkunst. Og det er på denne front, at genopbygningsindustrien arbejder så hurtigt og effektivt, at privatiseringer og jordovertagelser når at blive til fuldbyrdede kendsgerninger, før det går op for de lokale befolkninger, hvad der ramte dem. I en anden email advarer Kumara om, at Sri Lanka nu er ved at blive overskyllet af en ny tsunami: de store selskabers globalisering, der potentielt er endnu mere ødelæggende end den første. "Vi ser nu udfoldelsen af en handlingsplan, der skal udnytte tsunamikrisen til at overdrage havets ressourcer og Sri Lankas kystlinje til udenlandske selskaber og turistindustrien."

Som amerikansk viceforsvarsminister blev Paul Wolfowitz hovedansvarlig for at udforme et lignende projekt i Irak. Ildebrandene efter bombardementet af Bagdad var end ikke slukket, før amerikanske besættelsesembedsmænd havde omskrevet Iraks investeringslove og fastslået, at landets statsejede selskaber ville blive privatiseret. Nogle har henvist til dette synderegister som argument for, at Wolfowitz er uegnet til at lede Verdensbanken. Men faktisk kunne intet have forberedt ham mere optimalt til sit nye job. I Irak gjorde Wolfowitz jo bare det, som Verdensbanken allerede gør på talrige måder i næsten hvert eneste krigshærgede og katastroferamte land i verden, om end med færre bureaukratiske omsvøb og højere ideologisk cigarføring.

'Post-konflikt'-lande modtager nu 20-25 procent af Verdensbankens totale lån imod 16 procent i 1998, der igen repræsenterede en 800 procents forøgelse i forhold til 1980, viser en undersøgelse bestilt af den amerikanske kongres. Hurtige reaktioner på krige og naturkatastrofer har traditionelt været en opgave for FN-agenturer, som samarbejdede med NGO'er om at fremskaffe nødhjælp, indkvarteringsmuligheder osv. Men nu har genopbygningsarbejdet vist sig at være en overordenlig lukrativ industri, der er for vigtig til at overlade til FN's godgørenhedsfolk. Så i dag er det Verdensbanken, der allerede har helliget sig princippet om at afbøde fattigdom igennem profitskabelse, der fører an.

Og der kan ikke herske tvivl om, at det er muligt at skabe sig store profitter i genopbygningsbranchen. Milliardkontrakter er i spil for entreprenører og leverandører - f. eks. har Halliburton i Irak og Afghanistan fået kontrakter til over 10 milliarder dollar. 'Demokratiopbygning' er i den grad eksploderet til at blive en milliardindustri, og tiderne har aldrig været bedre for de konsulentvirksomheder og private firmaer, der rådgiver regeringerne til at sælge ud af deres statslige aktiver og ofte selv overtager udførelsen af disse offentlige tjenester via underselskaber. Bearing Point, et af det førende af disse firmaer i USA, oplyser således, at intægterne for dets offentlige sektor-division er blevet firedoblet på kun fem år - og profitterne er enorme: 342 millioner dollar i 2002 - en avanceprocent på 35.

Men ødelagte lande er også af en anden grund tiltrækkende for Verdensbanken: De er nemme at få til at makke ret. Efter ødelæggende katastrofer vil regeringer i reglen gøre, hvad det skal være for at få hjælpedollar - også selv om det måtte indebære, at de kommer til at oparbejde store gældsbyrder og må indvilge i omfattende politiske reformer. Og så længe lokalbefolkningen har nok at gøre med bare finde husly og mad, må en politisk organiseret modstand imod privatisering forekomme som en urealistisk luksus.

Hvad der fra et bankperspektiv er endnu bedre, er, at mange krigshærgede lande befinder sig i en tilstand af 'begrænset suverænitet'. De betragtes som for ustabile og inkompetente til selv at administrere de hjælpepenge, der strømmer ind, så derfor overlades dette ofte til en særlig fond, som Verdensbanken forvalter. Dette er tilfældet i Østtimor, hvor banken kun udbetaler penge til regeringen, i det omfang den kan vise, at den bruger dem ansvarligt. Åbenbart menes der hermed nedlæggelse af job i den offentlige sektor (den østtimoresiske stat er nu kun halvt så stor, som den var under Indonesiens besættelse) og udbetaling af ødsle lønninger til de udenlandske konsulenter, som banken insisterer på, at staten ansætter. Ben Moxham fra Focus on the Global South, refererer således, at "en enkelt international konsulent ansat af et østtimoresisk ministerium tjener det samme om måneden, som hans 20 timoresiske kolleger til sammen tjener på et helt år."

I Afghanistan, hvor Verdensbanken også administrerer landets hjælp via en fond, har den allerede formået at privatisere sundhedsvæsenet ved at nægte det afghanske sundhedsministerium midler til selv at opbygge hospitaler. I stedet har den uddelt pengene direkte til diverse NGO'er, som driver deres egne private klinikker på treårs-kontrakter. Den har også krævet "en øget rolle for den private sektor" i Afghanistans vandvæsen, telekommunikation, olie-, gas- og minedriftserhverv og presset den afghanske stat til at "trække sig ud af elsektoren og overlade denne til udenlandske private investorer." Disse omfattende forandringer af det afghanske samfund er aldrig blevet diskuteret eller belyst offentligt, eftersom kun få uden for Verdensbanken overhovedet vidste, at de fandt sted. Forandringerne blev fastsat i et 'teknisk tillæg' til de retningslinjer, der blev formuleret for at yde nødhjælp til Afghanistans krigshærgede infrastruktur - to år før landet havde fået en folkevalgt regering.

Historien er forløbet omtrent på samme måde i Haiti, efter at præsident Jean-Bertrand Aristide blev afsat. Til gengæld for et lån på 61 millioner dollar kræver banken partnerskaber mellem det offentlige og det private, og at den får en styrende rolle i uddannelses- og sundhedssektoren - dvs. får mulighed for at overlade til private selskaber at drive skoler og hospitaler. Roger Noriega, amerikansk viceudenrigsminister, har gjort klart, at Bush-regeringen deler disse mål. "Vi vil opfordre Haitis regering til at omstrukturere og privatisere nogle af dens offentlige sektors virksomheder, så snart tiden er moden", sagde han til American Enterprise Institute den 14. april 2004.

Dette er kontroversielle planer i et land, hvor socialistiske sympatier traditionelt har stået stærkt, og banken indrømmer da også, at det netop er derfor, den presser så hårdt på for at få planerne gennemført, mens Haiti stadig er underlagt noget, der ligner et militærstyre: "Overgangsregeringen giver os et vindue af muligheder for at implementere økonomiske reformer... som det vil blive vanskeligt for fremtidige regeringer at gøre om."

For haitianerne er dette en særligt bitter ironi. Mange beskylder de multilaterale institutioner, deriblandt Verdensbanken, for at have forværret den politiske krise, der førte til Aristides afsættelse ved at holde lovede lån til hundredvis af millioner dollar tilbage. Under pres fra USA's udenrigsministerium gjorde Den Interamerikanske Udviklingsbank gældende, at Haiti var ikke var tilstrækkeligt demokratisk sund til at kunne modtage pengene og henviste til mindre uregelmæssigheder ved et parlamentsvalg. Men nu, da Aristide er væk, er Verdensbanken kun alt for glad for at kunne operere i en demokratifri zone.

Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har tvunget chokterapi ned over adskillige lande i løbet af de sidste tre årtier, især efter Latinamerikas militærkup og Sovjetunionens sammenbrud. Ikke desto mindre siger mange iagttagere, at vore dages katastrofekapitalisme først for alvor begyndte at rulle sig ud efter orkanen Mitch. I løbet af en uge i oktober i 1998 fejede Mitch over Centralamerika, hvor den jævnede talrige landsbyer med jorden og dræbte over 9.000. Allerede forarmede lande var desperate efter genopbygningshjælp - og den kom, men med vedhæftede krav. I de to måneder, efter Mitch slog til, og mens landet endnu var knædybt begravet i murbrokker, lig og mudder, iværksatte den honduranske kongres, hvad Financial Times kaldte "hurtige frasalg efter stormen". Den vedtog love, der tillod privatisering af lufthavne, havne og motorveje, og hastede planer igennem for at privatisere det statslige telefonselskab, det nationale elselskab og dele af vandsektoren. Den omstødte tidligere jordreformlove og gjorde det lettere for udlændinge at købe og sælge ejendom. Det var i meget høj grad det samme billede i nabolandene. Inden for de samme to måneder bebudede Guatemala, at det ville sælge sit telefonvæsen, og Nicaragua gjorde det samme med sit elselskab og sin oliesektor.

Alle privatiseringsplanerne blev aggressivt tvunget igennem af the usual suspects. Ifølge Wall Street Journal, "lagde både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond deres fulde vægt bag salget af telefonvæsenet", og gjorde det til en betingelse for at udbetale de omkring 47 millioner dollar hjælp årligt over tre år og knyttede det til en gældslettelse på 4,5 milliarder dollar for Nicaragua.

Nu bruger banken den asiatiske tsunami til at gennemtvinge samme slags politik. De mest ødelagte lande har næsten ingen gældslettelse set, og det meste af Verdensbankens nødhjælp er blevet ydet i form af lån, ikke donationer. Snarere end at understrege behovet for at hjælpe de små fiskerisamfund, hvor over 80 procent af kæmpebølgernes ofre skal findes, presser banken på for ekspansion af turistsektoren og industrielle fiskefarme. Hvad den ødelagte offentlige infrastruktur såsom veje og skoler angår, vurderer banken, at en genopbygning af denne, "kan presse de offentlige finanser" og anbefaler derfor, at regeringerne overvejer privatiseringer (ja, de har simpelt hen ikke andre ideer på repertoiret). "For visse investeringer", fastslår banken i sin tsunami-genopbygningplan, "kan det være passende at anvende private finansieringer"

Som i andre genopbygningsområder fra Haiti til Irak har tsunaminødhjælpen ikke bidraget stort til at genskabe det, der gik tabt. Mens genopbygningen af hoteller og industri allerede er godt i gang på de tsunamihærgede kyststrækninger i Sri Lanka, Thailand, Indonesien og Indien, har de pågældende landes regeringer vedtaget love, der hindrer tusindvis af familier i at genopbygge deres kysthjem. Hundredtusinder af mennesker er blevet tvangsforflyttet til det indre af landet, til miltærkaserner i Aceh eller til præfabrikerede betonelementboliger i Thailand. Kystsamfundene med deres små fiskerlandsbyer bliver ikke genopbygget, som de var. I stedet opbygger regeringer, internationale koncerner og udenlandske donorer området, som de gerne vil have det: Strandene skal være legepladser for turister, oceanerne vandveje for store fiskeriflåder, og begge serviceres af privatiserede lufthavne og motorveje bygget for lånte penge.

I januar vakte det forargelse, da Condolezza Rice betegnede tsunamien som "en storartet chance for at udvikle nye forretningsmuligheder". Mange var rystede over, at hun kunne finde på at se positive aspekter ved en så grufuld og massiv menneskelig tragedie. Men om noget underdrev Rice. En gruppe, der kalder sig selv Thailand Tsunami Survivors and Supporters, siger, at for forretningsmænd og politikere kom tsunamien næsten som svaret på deres bønner, eftersom den i vidt omfang rensede disse kystområder for de lokalsamfund, der hidtil havde stået i vejen for deres planer om at udvikle ferieområder og bygge hoteller, casinoer og rejefarme. For dem er alle disse kystområder nu åbent land!

Katastrofer, kunne det se ud til, er de store muligheders nye land.

Naomi Klein er canadisk journalist og forfatter og har bl.a. skrevet de globaliseringskritiske hovedværker 'No Logo: Mærkerne - Magten - Modstanden' og 'Hegn og Led'

©The Nation og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her