Læsetid: 5 min.

Genopførelsen af Europa

Det bedste argument for at udvide EU's regeringsbeføjelser er, at gør vi det ikke nu, kan det vise sig at være for sent - for stadig flere europæiske politikere opprioriterer de nationale hensyn
Det bedste argument for at udvide EU's regeringsbeføjelser er, at gør vi det ikke nu, kan det vise sig at være for sent - for stadig flere europæiske politikere opprioriterer de nationale hensyn
28. juni 2007

For nylig var jeg tilskuer, da hundred-vis af europæere genopførte slaget ved Waterloo. Det var en såre sur-realistisk oplevelse. Iført ulastelige uni-former fra Napoleonstiden havde skue-spillerne tilbragt aftenen med at kigge på malerier fra perioden og pudse deres musket-kopier. Ved det grå daggrys komme tændte de bål og forberedte sig på slaget.

Trods enorm omhu for ydre historiske detaljer var genopførelsen dog langt fra den oprindelige virkelighed - ja, faktisk dens fuldkomne antitese. Overflødigt at sige, at musketterne affyrede løst krudt. Mere opsigtsvækkende var den åbenlyse fraternisering med 'fjenden'. Jeg hørte distinkte engelske accenter blandt de formodede franske tropper ved Napoleons hovedkvarter. Og hvad var det ved de kilt-klædte highlanders, som forekom forkert? Jo, det viste sig, at de alle var tyskere. "Vi kommer fra Hannover," forklarede en ung mand, som lignede en revisor, "så vi nægter at kæmpe mod prøjserne". "Ja, og desuden beskytter de her uniformer bedre mod nattekulden," supplerede hans kone. "Vil du have en portion grød?"

Hvilket bedre symbol kan man tænke sig på Europas integration end en kiltklædt tysk Hausfrau, der på en belgisk slagmark øser grød op?

Anden Verdenskrig genopført

En uge senere var Belgien igen scene for en historisk genopførelse, da Den Europæiske Unions ledere forsamledes for at opføre ikke et men flere historiske slag.

Polens Kaczynski-brødre besluttede sig for at genopføre Anden Verdenskrig. Før topmødet erklærede premierminister Jaroslaw, at stemmeandelene i det altaf-gørende ministerråd burde justeres efter tabstal fra krigen. For da Polen forholds-mæssigt led det største tab, er dets befolk-ning i dag mindre, end den ville have været.

Tvillingernes alternative idé var næsten endnu sjovere. I stedet for at genopføre gamle slag skulle topmødedeltagerne genopfriske matematisk børnelærdom: Stemmeandelene burde baseres på kvadratrødderne af medlemsstaternes folketal, foreslog de nu.

De britiske tvillinger, Tony og Gordon, foretrak at genopføre Slaget ved Maastricht fra 1992. Ængstelige for, at den hjemlige populistpresse ville beskylde dem for at sælge ud af de frie briters suverænitet, søgte de med undtagelsesordninger at vriste sig fri af alle forslag til styrkelse af EU's regeringsbeføjelser.

Jeg tilstår gerne at være absolut fan af historiske genopførelser. Ja, hvis folk bare kunne springe de rigtige slag over og gå direkte til genopførelserne, ville meget være vundet. Det kunne de lære noget af i Gaza og Bagdad.

Desværre var sidste uges genopførelse i Bruxelles alt andet end vellykket. Jeg kan forstå polakkernes modvilje mod at afgive de fordele i Nicetraktaten fra 2001, der sikrede dem næsten samme stemmevægt i ministerrådet som tyskerne. I traktat-forslaget, som gør folketal til et afgørende kriterium, står de til et stort indflydelsestab. Men hvorfor i al verden gjorde de britiske tvillinger så store ophævelser? Forandring-erne skulle jo styrke de største medlems-staters magt, hvilket Storbritannien med den næststørste befolkning efter Tyskland da kun kan vinde på.

Vel er den nye traktat udformet med henblik på at udvide EU's kompetencer, ikke mindst på det udenrigspolitiske område. Men var det nu også så dumt endda at overlade ansvaret for handelspolitiske forhandlinger til Bruxelles? Dette skridt har været til afgørende fordel for den europæiske integration, og handelskommissær Peter Mandelson har gjort et glimrende stykke arbejde. Et bevis herpå var den nyvalgte franske præsidents seneste angreb på ham.

Ligesom hin anden dimunitiv fransk leder, der mødte sin skæbne i Waterloo, er der grund til at vogte sig for Le petit Nicolas. Sarkozys beklagelser over, at EU er for liberal i handelsspørgsmål, afslører ham som en protektionist af den gamle skole. Angiveligt var det Sarko, som fik overtalt tyskerne til at slette formuleringen "hvor konkurrence er fri og uhæmmet" fra den kommende traktats beskrivelse af EU's indre marked.

Verden er et stort og stygt sted, og Europas enkelte medlemsstater svinder for hvert år i demografisk og økonomisk vægt. Selv når Europa taler med én stemme, kan det være vanskeligt at opretholde frem-driften i handelsliberaliseringerne. På andre områder er EU simpelt hen en quantité neg-ligeable (en ubetydelig faktor, red.). Hvad kunne være mere absurd end at overlade ansvaret for udenrigspolitik til endnu et par tvillinger, EU's høje repræsentant for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (Javier Solana), og kommissæren for eksterne relationer (Benita Ferrero-Waldner)? Valget står ikke længere mellem nationale udenrigspolitikker og en europæisk udenrigspolitik, men mellem national irrelevans og kollektiv indflydelse.

Brown og National Labour

Men det bedste argument for at reformere EU's regeringssystem er, at gør vi det ikke nu, kan det vise sig at være for sent. Den sande betydning af Sarkozys sejr i Frankrig - dette står stadig mere klart - var ikke så meget økonomisk som politisk. Det var ikke hans Thatcherklingende motto ('Arbejd mere, tjen mere'), som sikrede ham valgsejren, men hans løfte om at redde Frankrig fra "en national identitetskrise".

Over hele Europa truer en identitet-politisk vækkelse med at udmanøvrere individualismens økonomiske politik. Man kan spore den i meningsmålingerne, hvor 40 pct. af østrigerne og 80 pct. af ungarerne nu kræver strenge restriktioner for udenlandsk arbejdskraft. Man kan se det i populistiske angreb på kapitalfonde i Tyskland og Storbritannien, og man kan frem for alt se det i Sarkozys succes. Mit gæt om Gordon Browns strategi for de kommende år er, at han vil søge at gøre New Labour til National Labour. Hans seneste udtalelser om "britisk identitet" var kun de indledende manøvrer.

Det ironiske er, at denne nationalismens genkomst sker på et tidspunkt, hvor fler-tallet af almindelige europæere ser ud til at bevæge sig i modsat retning. Ifølge Euro-barometer er det nu 57 pct. af unionens borgere, der ser medlemskabet af EU som "en god ting" - det højeste niveau siden 1994. Hele to tredjedele ønsker sig en ægte EU-forfatning, og en smule mindre (62 pct.) støtter tanken om en fælleseuropæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Problemet er ikke disse flertal, det er de højrøstede mindretal, der ser EU som noget aldeles dårligt for deres lande - det gør i Storbritannien 31 pct. og i Frankrig 21 pct.

Jeg er ikke ganske sikker på, hvad disse mennesker prøver på at genopføre. Og dog. Ved nærmere eftertanke må det være Slaget ved Waterloo.

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Niall Ferguson er britisk historiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her