Læsetid: 6 min.

Gensyn med Matador

Den genudsendte tv-serie var pragtfuld underholdning, men som kollektiv historieskrivning er den ikke meget bevendt. Billedet af landbolivet (med en grisehandler uden synlige grise) er således ren familiejournal-idyl og grænser til det parodiske, og vi udfordredes ikke for alvor på vores kultur
Det er et rendyrket glansbillede af Danmark før krigen, Matador tegner, mener dagens kronikør.

Det er et rendyrket glansbillede af Danmark før krigen, Matador tegner, mener dagens kronikør.

30. juni 2007

For en menneskealder siden løb Matador over skærmen for første gang. Det er vel næppe for meget sagt, at Matador som en pragtfuld underholdende serie skrev dansk tv-historie på den positive måde.

Men er Matador andet end en tv-historie? Allerede da serien blev sendt første gang, blev det påpeget, at serien var en god historie, men ikke rigtig havde noget med historie at gøre. Dette synspunkt har en vis gyldighed, fordi Matador til tider bliver brugt som en kollektiv historisk referenceramme. At mange mennesker inklusiv forfatteren anvender Matador i deres egen personlige fortolkning eller udlægning af historien, er selvfølgeligt og ganske uskyldigt. Problemet opstår, når en idylliseret fortid i Matadors billede slører for en anderledes barsk virkelighed. Dette synspunkt var der imidlertid ikke ret mange, der var åbne over for dengang, hvorfor jeg i egen fortolkning og derfor subjektivt vil gentage et par af kritikpunkterne her. Af pladsmæssige årsager nævnes kun et par forhold af socialpolitisk karakter, som kunne ses fra en anden synsvinkel end den, som vi præsenteres for i serien.

Matador tegner et billede af den mellemstore købstad, og vi møder således ikke fattigdommen i den københavnske slum, hvor titusindvis af familier levede under så usle sociale vilkår, at det trodser enhver beskrivelse set med vore dages øjne. Er man i tvivl, kan man læse de københavnske skolelægers indberetninger om skolebørnenes sundhedstilstand eller mangel på samme. Lus, lopper, børnesår, infektionssygdomme, tuberkulose, mangelsygdomme, fejl- og underernæring, kronisk bronkitis m.m. hørte til dagligdagen. Det var ikke tilfældigt, at der var noget, der hed svagbørnskolonier. Dertil kom formentlig en lang række ikke beskrevne eller ikke omtalte incestuøse forhold, som hørte slummen til. Disse elendige forhold (som man ikke behøver være marxistisk elendighedsteoretiker for at kunne forstå) var ikke mindst betinget af miserable boligforhold. Små, fugtige, kolde eller stegende varme, mørke, overbefolkede lejligheder uden de mest nødvendige sanitære installationer, korridorlejligheder, kælderlejligheder og baggårdsbeboelser var en del af datidens storby. Som altså ikke optræder i Matador.

I serien bliver de fattiges problemer næsten reduceret til spørgsmålet om en folkepark og nogle udstykninger til kommunalt byggeri. Selv Agnes' og Røde's lejlighed forekommer menneskelig, og Lily Broberg optræder som verdens mest sympatiske boligspekulant. Ellers omtales sundhedsproblemerne gennem et par mindre replikker. F.eks. nævner familielægen (Ove Sprogøe), at børnene fra kommuneskolen bliver syge af at bade i fjorden grundet det forurenede spildevand fra garveriet. Det er der ikke megen socialrealisme i.

I Matador er børnenes problemer af den slags, man havde tid til at beskæftige sig med i borgerskabet. Unge menneskers frigørelsesproces fra forældrene samt problemer med kærlighedslivet. Selv nøglebørn bliver kun brugt som en dramatisk kulisse, når de er ved at drukne.

Rå vilkår på landet

På samme måde mangler der et billede af livet på landet. Danmark var overvejende et landbrugsland. Men billedet af landbolivet i Matador er ren familiejournal-idyl og grænser til det parodiske. Buster Larsens grise optræder vist kun en enkelt gang som en mørk kulisse. Til gengæld optræder et par søde ponyer. Ren overklasse. Helt afgørende set i historisk perspektiv er det imidlertid, at vi ikke møder gårdmænd, husmænd og landarbejdere samt de miljøer, hvor de levede deres liv. Derfor ser vi heller ikke de usle forhold, som især de mindre husmænd og landarbejdere levede under. Vi møder heller ikke de misbrugte børn og unge. Og det var ikke kun deres arbejdskraft, der blev misbrugt. Forholdene for de dårligst stillede på landet var præget af uendeligt hårdt fysisk arbejde, lange arbejdstider, dobbeltarbejde, nedslidning, elendige boligforhold samt social ydmygelse, når sygdom, ulykke eller bare alderdom tvang fattigfolk til at søge sognerådet om socialhjælp. Her var det ikke sjældent gårdmændene, der regerede, og de gav ikke ved dørene. Klasseskellet på landet var langt mere tyngende end i byerne fordi de enkelte landarbejdere var langt mere isoleret. I byerne kunne fællesskabet trods alt opveje nogle af ydmygelserne ved at være fattig. Vi hører i serien kun om et par tilfælde, hvor familier er kommet i økonomiske vanskeligheder under depressionen, og vi ser et par mennesker, der kommer til Mads Skjern for at låne penge. Det, der var barske realiteter i trediverne, bliver i Matador reduceret til en mindre, menneskelig kulisse.

Forklarlig nedtur

Til slut vil jeg tage en enkelt skæbne fra Matador for at illustrere, hvor nemt man falder for fiktionen, hvis man ikke er opmærksom på de historiske fakta.

Det er Ingeborgs første mand, Holger. Han bliver i indledningen af serien beskrevet som doven, upålidelig, drikfældig, og vi får næsten det indtryk, at det er årsagen til hans fattigdom. Et klassisk liberalistisk synspunkt. Måske var sandheden bare, at livet gik skævt for Holger, fordi han sloges mod hårde sociale odds fra begyndelsen. Det gjaldt for mange. At han drak, var måske fuldt forståeligt, og det var han ikke alene om. At han mister troen på systemet, er selvfølgeligt, idet han uretmæssigt bliver fyret fra sit job efter indgreb fra byens matador. Hvordan skulle Holger kunne bevare troen på ret og retfærdighed, når Mads Skjern uden videre kan få ham fyret fra jobbet af rent personlige årsager? Og det i en tid, hvor fast arbejde var et højt skattet gode? Det fremgår tydeligt, at det ikke er Holgers arbejde, der er noget i vejen med, så derfor bliver Holger selvfølgelig socialist. Godt nok nationalsocialist, men han kunne lige så godt være blevet kommunist.

Nu endte han så på østfronten, hvor han kom til at dele skæbne med andre næsten fire tusinde faldne danske østfrontfrivillige. Da hen ved titusinde danskere gjorde tjeneste på østfronten kan man se, at risikoen var betydelig. Vi får at vide, at Holger faldt i de sidste krigsmåneder, så vi kan gætte på, at han har været igennem et langt og ubeskriveligt krigshelvede. Kun synd, at Holgers indsats havde været en bedre sag værdig. Havde Holger overlevet krigen, var han blevet bortdømt under retsopgøret, og som en skæbnens ironi ville han så have oplevet, at mange af de overvejende kommunistiske sømænd, der havde sejlet i allieret krigstjeneste, efter krigen måtte døje med den danske statsadministration i kampen for erstatninger, penge til hjemrejse fra fjerne destinationer og pensioner. Retfærdigvis skal det siges, at vi med Erik Ballings instruktion og Ghita Nørbys afdæmpede skuespil på fornem vis får at vide, at tingene ikke er helt så enkle, som de umiddelbart ser ud til.

Moder Nørgaard

Tilbage bliver, at medierne igennem en menneskealder har gjort Matador til et Lise Nørgaard-projekt. Dette illustrerer meget godt nogle af problemerne ved såvel journalistik som historieskrivning. Nemlig indfaldsvinkel og personliggørelse. Matador's Danmark er landet set gennem Lise Nørgaards briller, og historien om Matador's sejrsgang som serie er blevet Lise Nørgaards historie.

Hun har påtaget sig rollen som Matadors moder og spillet den rolle på en sådan måde, at den samlede danske verdenspresse ukritisk har viderebragt Lise Nørgaards egen fortolkning af hendes egen historie. Så trods sin høje alder har hun som sin egen spindoktor været uhyre moderne.

Når Matador stadig har succes, skyldes det udover seriens indlysende underholdningsmæssige kvaliteter formentlig, at gensynet får os til at tænke på eller drømme os tilbage til en uproblematisk fortid, som altså ikke var der. I serien udfordres vi ikke for alvor på vores kultur. En enkelt, dannet og sympatisk tysk kommunistisk intellektuel udgjorde ingen rigtig udfordring, mens vi i dagens Danmark konstant udfordres på vores værdier og hele tiden bliver tvunget til at argumentere for dem og må spørge os selv, om vi nu også er dygtige nok. Det er en anderledes hård øvelse.

Claus Wittenburg er cand.scient.pol. og cand.phil.

Kronikken mandag: International

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu