Læsetid: 7 min.

Gensyn med Pia Kjærsgaard

Et af de mest synlige resultater af Muhammed-debatten er, at Dansk Folkeparti har fået stor fremgang. Men siger Pia Kjærsgaard andet, end hun altid har sagt? Kronikøren har genset Peter Øvig Knudsens maratonsamtale med partiets forkvinde fra for 10 år siden og sammenholder med den nyeste dokumentar om hende
15. februar 2006

Pia Kjærsgaard er god til at begå sig i medierne. Hun taler letforståeligt. Hun tror tydeligvis selv på det, hun siger. Hun har en sag. Hun vinder genklang i - efterhånden store dele af - befolkningen.

Netop i disse dage fører hun sig frem som en betydningsfuld statsmand, der for længst er blevet stueren. Der bliver lyttet respektfuldt til lederen af regeringens støtteparti - uanset hvad man ellers måtte mene om hende. Hun kan tilsyneladende høste politiske fordele af sagen, der startede med nogle karikaturtegninger i Jyllands-Posten, men som nu er ved at udvikle sig til noget i retning af et globalt clash of civilizations. Ifølge den seneste meningsmåling står Dansk Folkeparti til at få 18 procent af stemmerne, hvis der var valg til Folketinget. Men hvordan er Pia Kjærsgaard bag den politiske facade, vi kender fra medierne?

Ballets dronning

Man fik et overraskende præcist indtryk af Anders Fogh-Rasmussens personlighed i Fogh bag facaden (DR 2003). Man så, hvordan han dygtigt orkestrerede forhandlingerne om EU's udvidelse mod øst: "We have an agreement!".

Men man så også, at Anders Fogh ikke ligefrem var imødekommende og venlig over for kolleger og medarbejdere. Angiveligt stødte Fogh her mange kvindelige vælgere fra sig. Han så sig nødsaget til at handle. Han valgte at sætte sig på gulvet i en børnehave og synge sammen med børnehavebørnene. Vi har set det i fjernsynet. (Det var selvfølgelig før katastrofen. Dengang han stadig kunne støtte sig til sine neurotiske drejebøger. Nu, hvor han er oppe mod ustyrlige kræfter, kan han snarere ses som en hændervridende madame Tussaud'sk voksdukke på arabiske satellitkanaler.)

Tilsvarende kunne man vel forvente, at Ballets Dronning (TV 2 dok den 30. januar), ville give et mere præcist indtryk af Pia Kjærsgaard. TV 2 havde fået lov til at følge hende gennem tre ugers hektisk valgkamp. Men mennesket Pia Kjærsgaard blev man nu ikke klogere på. Var Ballets Dronning ikke ligefrem propaganda for Dansk Folkeparti, var der i hvert fald meget respektfuld mikrofonholderi for folkedronningen.

En slags reality-tv

Men da jeg så Pia Kjærsgaard blive interviewet hjemme i sin stue i Gentofte, kom jeg i tanke om et andet tv-eksperiment. For 10 år siden - altså før Dansk Folkepartis afgørende gennembrud - medvirkede Pia Kjærsgaard i en maratonsamtale.

Ideen til dette koncept - i øvrigt udtænkt af Lars von Trier - var i al sin enkelhed at lukke hende inde i sit eget hjem i 24 timer sammen med journalisten Peter Øvig Knudsen, således at hun ikke havde mulighed for at være helt alene og således, at hendes forsvarsværker efterhånden måtte forventes at falde, og den sande person kunne træde tydeligere frem. Altså en slags reality-tv.

I et inspireret øjeblik indså jeg, at denne tv-samtale, som de sidste mange år havde samlet støv i min samling af gamle vhs-bånd, måske kunne kaste et nyt lys på en af de absolutte, dagsordensættende nøglepersoner i det danske folkestyre.

Den ville måske vise den sande Pia Kjærsgaard bag den politiske facade. Det følgende er en lille analyse af maratonsamtalen, som jeg nu har genset.

Holder på følelser

Pia Kjærsgaard fremstår sikker og velovervejet i alle de sekvenser, hvor der snakkes politik, som jo har været "90 pct. af min tilværelse," som hun siger.

Hun taler varmt om afdøde Helge Dohrmann, den eneste, hun kunne stole på i den vanskelige tid, da fløjkrigen mellem 'strammerne' og 'slapperne' rasede i Fremskridtspartiet. Hun har - i modsætning til sine gamle modstandere - lagt de interne magtkampe bag sig og har overskud til at smile overbærende af deres afmægtige vrede mod hende. Hun ved, hun har fat i den lange ende. Hun er selvfølgelig klar over, at hun i store dele af offentligheden bliver anset for ikke at være 'stueren' - det var dengang! - og hun er derfor helt forberedt på, at de 'kulturradikale kræfter' fra Zentropa vil bore i hendes negative opfattelse af 'de fremmede'.

Hun anerkender, at hovedmodstanderen Mogens Glistrup var "en ener", men afholder sig i øvrigt fra at gå nærmere ind i på sit forhold til den gamle stifter af 'bevægelsen': "Jeg skal passe på ikke at kaste mig ud i følelser-".

Peter Øvig Knudsen gør ellers, hvad han kan, for at få hende til at føle sig tryg, således at seerne kan lære mennesket Pia Kjærsgaard at kende. Hele mennesket. På godt og ondt. Han undser sig ikke for at spille på sit fordelagtige ydre og udnytte sin følsomme maskulinitet med ørering til at etablere en næsten flirtende atmosfære; tænker Pia - som har været sammen med den samme mand, siden hun var 13 år gammel (!) - aldrig på, hvad hun kan være gået glip af?

Blotter sig ikke

Men Pia vil ikke lege med. Ikke for alvor. Vi må helst ikke komme ind bag den politiske facade.

Hun nægter også kategorisk at spille med, når Øvig Knudsen stiller spørgsmål af mere fabulerende art: "Hvis du var et træ, hvilket træ ville du så være. Hvis du var et dyr-osv.".

Hvem ville i øvrigt ikke finde sådanne spørgsmål fjollede? Men Pia Kjærsgaard nægter også at diskutere, hvorfor hun ikke vil lege med.

Hun kaster på karakteristisk vis håret tilbage og lukker simpelthen af. Det kan måske forekomme rimeligt nok at lukke af for tåbelige spørgsmål i al almindelighed, men Pia Kjærsgaard bryder jo den kontrakt, der ligger til grund for det tv-koncept, som hun selv har sagt ja til at medvirke i: Hun skal tilbringe 24 timer med et andet menneske. Hun er forpligtet til at lege med, give noget af sig selv. Der skal to til tango.

Men Pia Kjærsgaard er bange for at blotte sig. Hun er ekstremt bevidst om, at hun deltager i et tv-eksperiment. Under forskellige påskud - "Jeg kan ikke tale uden læbestift" - bevilger hun sig selv lange talepauser. Gang på gang dvæler kameraet i lange pinagtige sekvenser på en Pia Kjærsgaard, der fylder service i opvaskemaskinen, tørrer kopper af, rydder op i stuen, tørrer fliser af, sætter en lysestage omhyggeligt på spisebordet osv.

Pias livslange forurettelse

Pia Kjærsgaard er særlig på vagt, hver gang Peter Øvig Knudsen inddrager sine to vigtigste kilder fra det forudgående research-arbejde: Pia Kjærsgaards mor og veninden Åse. Det har hun måske også grund til-

Journalisten har gennem disse to karaktervidner dannet sig den opfattelse, at forældrenes skilsmisse blev en nøglebegivenhed i den dengang 13-årige piges liv. Allerede relativt tidligt i samtalen forsøger han at nærme sig dette emne, men for Pia er dette "privat".

Det er helt evident, at Øvig Knudsen her har fat i noget vigtigt. På et langt senere tidspunkt - over 20 timer inde i samtalen - siger han direkte: "Jeg anser dine forældres skilsmisse for at være et knudepunkt".

Pias mor var blevet kæreste med én af faderens bedste venner. Pia var blevet hos faderen, den sparsommelige og hårdt arbejdende farvehandler. Ifølge veninden Åse havde Pia svært ved at tilgive sin mor.

'Drengepigen' Pia gik gerne på jagt med sin far. Hun ville gerne være landmand, når hun blev voksen. Åse karakteriserer sin veninde som to personer, den 'stramme' og den 'glade'.

Pias mor, som i øvrigt synes, at Pia var meget kedelig som barn (!), har fortalt Øvig Knudsen, at faderen blev meget bitter efter skilsmissen.

Man kan forestille sig, at denne bitterhed har haft afgørende betydning for Pia, som jo dengang var i en meget påvirkelig alder. Øvig Knudsen vil gerne have bekræftet, om det har sin rigtighed, at Pias mor ikke måtte overvære Pias konfirmation.

Han vil også gerne have bekræftet 'en meget mærkelig historie': blev Pias og faderens hund rent faktisk aflivet, fordi den hele tiden søgte hen til moderens bopæl? Det er tydeligvis meget pinefuldt for Pia Kjærsgaard at snakke om disse måske afgørende oplevelser i hendes formative år.

Blev kimen her lagt til en livslang forurettelse? Pia Kjærsgaard mener selv, at hendes barndoms/ungdomsoplevelser har gjort hende stærk. Det ene udelukker vel ikke det andet.

I bliver færre

Selv om der næppe er nogen direkte sammenhæng mellem Pia Kjærsgaards opvækst og dagens danske politik, kan man nøgternt fastslå, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti de sidste 10 år målrettet har arbejdet på at skabe den atmosfære af forurettelse og had, der har været det åndelige grundlag for, at Jyllands-Post-sagen overhovedet kunne opstå.

Og at Danmark, som engang var kendt som et frisindet land, i dag er blevet et internationalt symbol på intolerance og islamofobi.

"Jeg forstår ikke, hvad I er så bange for," siger Peter Øvig Knudsen ca. midtvejs i maratonsamtalen. "De fremmede kan være en berigelse af vores kultur".

Pia Kjærsgaard svarer: "Ok, det synspunkt har du, men jeg tror, at I bliver færre og færre".

Mikael Busch er lektor på Kolding Amtsgymnasium, hvor han underviser i mediefag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu