Læsetid: 5 min.

Gensyn med vennerne

Jonathan Demmes koncertfilm med Neil Young omgivet af sine musikalske venner er et mesterligt studie i kunsten at lade musikken tale for sig selv
2. juni 2006

En mand på en scene med en akustisk guitar. Ikke en hvilken som helst guitar (en 1941 Martin D28 Herringbone, som har tilhørt Hank Williams, for at være præcis!). Ikke en hvilken som helst mand. Navnet er Young. Mr. Neil Young to you, punk. Året er 2005. Måneden august. Der er på daværende tidspunkt tre måneder, til denne Young runder et skarpt hjørne, thi november samme år blev han 60. Intet odiøst i det, hvis ikke det var fordi, han samme forår havde haft en aneurisme i hjernen, der krævede en operation. Alt sammen potentielt livsfarligt. Den slags sætter tingene i perspektiv; livet, døden, kærligheden, tab, sejre, nederlag. "Familie. Historie. Sjælens tilstand," ifølge solisten selv. Proportioner, med andre ord. Ikke ligefrem det mest trendy i etsamfund, hvis indvånere helst deler tiden mellem konsum og underholdning. Så er der i hvert fald intet, der kan forstyrre befolkningens dagsordensættende fordomme eller den udbredte myte blandt samme om den såkaldte 'fri vilje'.

Nogle få begynder dog måske ligefrem at se på det, de har, frem for det, der gik deres næse forbi. Gøre status. Og hvad har man så, udover et farve-tv og papir på en fremmed, man kan sidde og glo på samme med? I de bedste tilfælde måske en håndfuld mennesker, man kan elske og som gengælder denne følelse på et eller andet plan. Ikke i sådan melodramatisk teenage forstand - fri os for det onde - men på den der tunge og seje måde, der opstår mennesker i mellem, når de indser, at det er bedst at overlade perfektion til højere magter. Og derfor ser sig i stand til at tilgive sig selv og andres fejl og mangler og lade sig nøjes med medmennesket i al dets fejlbarlighed. Derefter er det måske muligt at slappe af i hinandens selskab, dyrke relativt tvangfrit samvær med og få sig en rå, men dog relativt hjertelig latter over almindelig dårskab og det stadigt accelererende vanvid, som er et grundvilkår i forbrugersamfundets perverterede selvforståelse.

Usædvanlig ydmyg Young

Er man som Neil Young en feteret sangkunstner, vil der automatisk være en masse fremmede/fans, som mener, de elsker én. Idet de laver den klassiske manøvre og forveksler kunstneren med sammes kunst. Der findes dog ringe dokumentation for, at denne næsegruse beundring fylder ret mange huller ud hos den feterede, selvom den i nogles tilfælde viser sig lige så vanedannende som heroin. Anerkendes vil de fleste - nu om stunder helst for ingen verdens ting - og mange tilmed gerne feteres. Med døden åndende én i nakken er det dog tvivlsomt, om det forbliver alfa og omega. I Youngs tilfælde valgte han til to akustiske koncerter på det navnkundige Ryman Auditorium - hvorfra i sin tid det legendariske countryradioprogram Grand Ole Opry transmitteredes til det ganske USA - at omgive sig med såvel en lang række gamle venner som sin hustru, Pegi Young. En række slidte kroppe og ansigter på parade. Om man finder det et kønt syn i disse tider, hvor gud og hvermand villigt lægger sig under kniven for at trodse naturens vilkår, er i høj grad individuelt. Min 18-årige nieces reaktion på enhver, der vover at være over 40 og tilmed vise sig på tv, er som tommelfingerregel "ad". Hun ville helt sikkert kaste op, hvis hun blev tvunget til at sidde og betragte Jonathan Demmes næsten to timers lange dokumentation af Young og Co.'s meritter på scenen i Ryman i august 2005, nu udsendt som biograffilm under titlen Neil Young: Heart Of Gold.

Personligt fandt jeg den dybt bevægende. Ikke kun fordi den præsenterer en usædvanligt ydmyg Young i selskab med ikke blot nogle særdeles velfunderede musikalske legekammerater, men også fordi den repertoiremæssigt trækker på tre af hans bedste plader: Harvest (1972), Harvest Moon (1992) og Prairie Wind fra samme år som filmen; derudover får han også fyret et par stykker af fra det prunkløse Comes A Time fra 1978, ikke mindst en hjerterislende version af titelnummeret.

Karakter og forfald

Ifølge ophavsmanden udgør de tre plader en art trilogi, vist nok om, hvem han er, og hvor han kommer fra (han stammer som bekendt fra Canada, hvilket har farvet hans syn på det USA, han har boet i siden midten af 60'erne, mere, end han måske ved). Og fordi jeg holder af at kigge på mennesker, der er mærket af tilværelsen. I ældre tider hed det karakter, nu om stunder kaldes det forfald. Sammen med stilhed, eftertanke, empati, solidaritet, venlighed, profitløse gøremål og almindeligt mådehold noget af det, moderne mennesker frygter mest af alt...

Vi introduceres til de fleste af de mange, mange medvirkende i filmens første 10-15 minutter på deres vej til Ryman i biler, taxier og elevatorer. Alle får lov at sige et par ord, og så kører koncerten ellers. Det er så filmens plot. En gammel trubadur omgivet af mange af de musikere, der ned gennem årene har sat deres præg på mange af hans rigtig mange plader.

Lavmælt og personligt

Instruktør Demme er hverken interesseret i at være flashy, spille med musklerne eller finde på spændende kameravinkler, kun i at indfange den musikalske magi bedst muligt. Det må siges at lykkes til overmål. Det er - som man siger - næsten som at være der selv. Repertoiret er lavmælt og personligt og Young selv noget nær selvudslettende, udover et par ord om sin nyligt afdøde far og en datter, der næsten er færdig på college, bliver det ikke til så meget fra denne normalt så morsomme mand. Men sådan går det vel, når man insisterer på at have sin hustru med på scenen. Ballerne strammes!

Instrumentalt veksler det fra enkelte solo-spots til det helt store opbud i de afsluttende numre, hvor der er en tyve-tredive musikere på scenen; inklusive The Nashville String Machine og Fisk University Jubilee Singers og 17 (!) af Youngs musikalske venner ned gennem årene, inklusive legender som Emmylou Harris, Ben Keith, Spooner Oldham, Rick Rosas og Karl T. Himmel. Det er mildest talt et imponerende syn.

Der er ikke meget andet at gøre end at læne sig tilbage i plyssædet og tage imod de mange skønne - og noglegange skæve; som f.eks. sangen om den bedste hund Young, nogensinde har haft, Old King, guf for en hundeelsker som Deres udsendte og nok uforståelig for de fleste andre - sange, der alle lyder, som kommer de direkte fra hjertet. Og bedre endnu, så fremstod sangene en tand stærkere og mere vedkommende end sine i et pladestudie indspillede modparter. Den måde, de mange musikere stille og roligt slutter op om solisten, er nok det bedste forsvar for ensemblespillets kunst set (og hørt) i mange år. Kan det ind i mellem være svært at finde den dybere mening med nogle af de mildest talt bizarre manøvrer, Young har foretaget ned gennem årene, skal jeg love for, at brikkerne faldt på plads med et brag her. En gribende, overbevisende, intens og vedkommende koncertfilm af højeste kaliber.

Neil Young: Heart Of Gold. Instruktion: Jonathan Demme

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu