Læsetid: 2 min.

Det genvundne øjeblik

Radiosymfoniorkesteret balancerede på kanten af tivolisering og måtrte n tur omkring det teatralske, før de for alvor brændte igennem
4. oktober 2006

Nogle gange må man kradse lidt i øjeblikket for at opleve det. Prag er så meget en Disneydrøm af en europæisk storby, at det er svært at gå i forbindelse med den.

Lidt vold kan hjælpe. En dissonans i den gamle musik skærper ørerne, en lysreklame eller en graffitti på borgmuren giver øjnene noget at forholde sig til. Jeg kan sige, at jeg har oplevet Karlsbroen, fordi jeg har stavret henover den en sen aften i stilletter, stærkt koncentreret om hver eneste revne mellem brostenene.

Havde jeg ikke haft et problem at forholde mig til broen gennem, havde jeg kun oplevet pseudomusikere, pseudokunstnere, oplyste borgmure og snavende kærestepar på jagt efter den berømte bros eventyrlige, romantiske stemning.

Absolut stilhed

Man kunne sige at repertoirevalget for Radiosymfoniorkestrets to koncerter i den gamle koncertsal Rudolfinum lagde op til en lignende tivolisering af kulturen, som den man udsætter Karlsbroen for. Strauss-sange, Till Eulenspiegel, Peer Gynt Suite for nu at nævne de problematiske punkter. Men andendagens koncert var en velsignelse af hændeligt uheld. Under Peer Gynt-suitens 1. sats, 'Morgenstemning', lød der pludselig vedvarende snak. En kvindestemme, der ikke lod sig tysse til stilhed, men fortsatte ufortrødent uden hverken at hæve eller sænke sig. Pludselig var der sat strøm til øjeblikket af en uventet forhindring. Jeg lænede mig tilbage og nød en gammel fortærsket nordboklassiker med fremmed, tjekkisk speak over. Det faktisk kildede i maven af absurditet og øjeblikkets overraskelse.

Det var som en virkeliggørelse af en scene fra tjekkiske Janaceks Den fiffige lille ræv, hvor en banal og upåvirket samtale synges henover et smægtende nostalgisk symfoniorkester. En sådan sammenstilling mellem modsigende stemninger er en nydelse i sig selv, men giver også en spænding, der åbner for muligheden af, at lynet kan slå ned og spidde øjeblikket til ekstase.

Og her må man sige, at dirigenten Thomas Dausgaard med både mod og fattethed stod klar til at lede hele energien hen til sin dirigentstav ved at insistere på absolut stilhed, inden han forsatte med 2. satsen Åses død. Fra da af var øjeblikket hans. Tivoligarden var erstattet af musikere, der goddammit ville spille Grieg, som de ikke selv havde hørt det før.

Grænsende til kitsch

Dausgaard vandt øjeblikket og fik dermed krammet på både publikum og orkester, men havde heller ikke længere nogen til at redde ham fra ham selv. Ingenting stak længere ud, ingen uregerlig masse, ingen støj, ingen vold, kun adlyden. Åses død blev højteatralsk og grænsende til kitsch, men det er den risiko, man løber, når man rigtig, rigtig gerne vil vise noget. Og man kan sige, hvad man vil, men resten af aftenen spillede orkestret, og Dausgaard brændte, så man blev ganske stimuleret. Ekstase er så meget at bede om.

*Radiosymfoniorkesteret, Rudolfinum, 21.09.06 - 22.09.06. R Strauss Til Eulenspiegel, og sange, Grieg Peer Gynt Suite og sange, Nielsen Symfoni nr. 4, Haydn Trompetkoncert, Sibelius Symfoni nr. 2.

Dirigent: Thomas Dausgaard. Sopran: Sine Bundgaard, Trompet: Håkan Hardenberger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu