Læsetid: 1 min.

Gerald Ford hyldet

USA's politiske elite hylder afdøde præsident Gerald Ford ved stor ceremoni i Washington
3. januar 2007

USA's tidligere præsident Gerald Ford, der døde i sidste uge, 93 år gammel, blev i går hyldet ved en begravelsesceremoni i Washington.

"Gerald Ford var synonym med integritet, hæderlighed og ære. Han bragte USA gennem en svær periode som præsident," sagde den nuværende præsident, George W. Bush, der sammen med tidligere præsidenter, ministre og udenlandske repræsentanter tog afsked med USA's 38. præsident.

Holdt sit ord

Ford var præsident i to-et-halvt år i midten af 1970'erne efter Watergate-skandalen og præsident Richard Nixons tilbagetræden.

"Gerald Ford holdt sit ord, selv når mørke skyer hang over det politiske liv i USA. Med sit mod og sin hæderlighed genskabte han straks ved sin tiltræden befolkningens tillid til præsidentposten," sagde tidligere præsident George Bush i en mindetale i National Katedralen i Washington.

Også de tidligere præsidenter Bill Clinton og Jimmy Carter deltog i begravelsen sammen med udenlandske gæster som Israels tidligere premierminister Shimon Peres. Fra Danmark deltog udviklingsminister Ulla Tørnes (V).

Mange mennesker stod langs gaderne tidligere på dagen, da Fords kiste indsvøbt i det amerikanske flag blev kørt fra til katedralen fra kongresbygningen på Capitol Hill, hvor båren har stået siden lørdag.

En kanosalut på 21 skud blev affyret, og et militærorkester spillede, da kisten blev båret ned af trappen fra kongressen.

Blandt de tilstedeværende var også tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, tidlige forsvarsminister Donald Rumsfeld og Fords kandidat til vicepræsidentposten ved valget i 1976, Bob Dole. Ford var medlem af Repræsentanternes Hus, og mange tidligere kongresmedlemmer og senatorer var også med i katedralen.

Gerald Ford begraves i dag tæt ved sit præsidentbibliotek i Grand Rapids i sin hjemstat Michigan.

Reuters

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu