Læsetid: 5 min.

'Jeg vil gerne sige undskyld...'

Længe efter Abu Ghraib-skandalen er USA fortsat med at torturere fanger i Irak, fortæller en forhørsofficer, som nu har fået nok
19. november 2005

Forhørsofficer i Irak Tony Lagouranis har set det hele i Irak. Abu Ghraib og andre militære fængsler i bl.a. Mosul og North Babel. Mishandlede fanger med brandsår og brækkede ben. Bunker af rådnende lig i Falluja efter det amerikanske stormløb. Og Lagouranis har fået nok.

For nylig trådte han frem på amerikansk tv og radio og fortalte om sine oplevelser som forhørsofficer i Irak i perioden januar 2004 til januar 2005. Lagouranis har forladt hæren i afsky over det, USA foretager sig i landet, man ville befri. Han taler nu mod krigen, modtager anonyme hade-mails og frygter hævn fra nogle af de militærkolleger, han nu kompromitterer.

Nedenstående er uddrag af interviews, som Lagouranis har givet til tv- og radiostationerne Frontline og Democracy Now!

"Jeg vil gerne af et ærligt hjerte sige undskyld til Irak. Vi har gjort så mange ting galt derovre. Jeg tror, at militærfolkene virkelig ønskede at befri Irak, men vi har bare forkludret det hele. Det er frygteligt," siger Lagouranis.

Han indledte sit arbejde som forhørsofficer i Abu Ghraib i januar 2004, kort efter torturskandalen dukkede op i alverdens medier. Det betød, at forhørsmetoderne derefter blev mindre brutale - man brugte kun at fratage fanger deres madrasser og tøj, forringe deres mad og holde dem i dyb isolering i måneder.

Fra Abu Ghraib rykkede Lagouranis til et amerikansk militærfængsel i Mosul.

"Vi anbragte fangen i en transportcontainer. Vi holdt ham vågen hele natten med musik, blitzlys, stressende stillinger, og så bragte vi hundene ind. Fangen havde bind for øjnene, så han forstod ikke rigtig, hvad der foregik, men vi havde hunden under kontrol. Den blev holdt i snor af en hundefører fra militærpolitiet, og den havde mundkurv på, så den ikke kunne skade fangen."

Blev nødt til det

- Vidste fangen, at hunden havde mundkurv på?

"Nej, for han havde bind for øjnene. Så hunden ville gø og springe op ad fangen, og fangen ville ikke rigtig fatte, hvad der foregik."

Billederne fra Abu Ghraib slap ud i foråret 2004, og Lagouranis så dem i medierne, mens han opholdt sig i Mosul.

"Jeg tror, min første reaktion var, at dette var nogle rådne æbler - sådan som Det Hvide Hus sagde - men det var som om jeg ikke forbandt det med det, vi selv foretog os deroppe. Vi brugte nogle ret barske metoder over for fangerne. Jeg forbandt det ikke med skandalen. Jeg ved ikke hvorfor."

- Hvad mener du med virkelig barske metoder?

"Når Navy seal's (flådens elitesoldater) forhørte soldater, brugte de isvand til at sænke fangens kropstemperatur, og de tog hans endetarmstemperatur for at være sikre på, at han ikke døde. Jeg så det ikke selv, men jeg hørte det også fra en vagt i vores afdeling, som havde været til stede under en af seal's afhøringer."

Metoder som brug af hunde, nedkøling, søvnberøvelse og manipulation af maden - noget han selv praktiserede i Mosul - er ifølge Tony Lagouranis uacceptabelt misbrug i følge både hærens feltmanual og Geneve-konventionen.

"Jeg forsøgte at presse på for at komme væk fra de hårde metoder, men samtidig ønskede jeg på en måde at være hård, for vi var frustrerede over ikke at fremskaffe nogen oplysninger. Jeg ved ikke hvorfor. Så jeg var på begge sider af hegnet."

Tony Lagouranis siger, at han i starten fæstede lid til de skriftlige rapporter, der fulgte med nye fanger, der oplyste, at fangerne sad inde med vigtig viden.

De fleste uskyldige

"Men siden blev jeg klar over, at det ikke var tilfældet - de tog simpelthen bønder, totalt uskyldige gutter, og det var grunden til, at vi ikke fik noget ud af dem. Og det fik blot det, vi gjorde, til at fremstå endnu mere grusomt."

"98 procent af disse mennesker havde ikke gjort noget som helst. De tog folk for de mest tåbelige ting. En fyr blev stoppet ved et checkpoint, og havde en skovl i sit bagagerum og en mobiltelefon. De sagde: Ja, du kan bruge skovlen til at grave en vejsidebombe ned, og du kan bruge mobilen til at detonere den. Han havde ingen sprængstoffer i bilen, ingen våben, ingenting."

Adspurgt om forhørene gav resultat i form af oplysninger, svarer Lagouranis:

"Nogle gange. Temmelig sjældent, hvis jeg skal være ærlig. Jeg foretog mere end 300 forhør i Irak, og jeg vil gætte på, at jeg fik reelle oplysninger ud af ca. 20 personer. Der kom aldrig noget ud af de hårde forhørsrunder."

De hårdeste forhørsmetoder stiftede Lagouranis bekendtskab med efter Mosul.

"North Babel var nok det sted, jeg så de værste beviser på misbrug. Jeg arbejdede sammen med en marine-enhed. Det var langt værre end noget, jeg nogensinde så i et fængsel. De brækkede ben. De smadrede folks fødder med bagsiden af et øksehoved. De brændte folk. Ja, de foretog sig nogle temmelig voldsomme ting (...) En fyr blev tvunget til at sidde på udstødningsrøret fra en humvee (...) han havde en gigantisk tredjegradsforbrænding på sit ben."

"Enhver, som de arresterede - uskyldig eller skyldig - blev, uanset hvad jeg sagde, bare sendt til Abu Ghraib."

- Forlangte du nogensinde et stop for dette? Eller bad om at tale med nogen højere oppe i systemet?

"Det gjorde jeg hele tiden. På det tidspunkt var jeg så rasende på militæret over det, de gjorde (...) Men de ville ikke lytte. De ville have kvantitet. De ville have store tal for, hvor mange terrorister FOB CALSU havde fanget, så de kunne afrapportere det til generalen."

Mens han deltog i afhøringerne i Irak, sendte Lagouranis mange skriftlige indberetninger om overgreb mod fanger, indberetninger, der efter reglerne skal ende hos hærens afdeling for kriminel efterforskning, CID.

"Der kom aldrig nogen for at undersøge det eller tale med mig. Jeg følte det, som om jeg sendte disse rapporter om misbrug ud i intetheden."

Efter at han er trådt frem med sin viden, er han blevet ringet op af CID, som hævder, at de aldrig har modtaget hans indberetninger.

- Hvad tænkte du om de metoder, du tog del i?

"Jeg vidste, at vi balancerede lige på kanten. Ifølge vores forhørsregler var det lovligt. Så, da de gav mig ordre til at gøre det, var jeg nødt til det. Men hvad angår min egen holdning til, om det var en god praksis, så syntes jeg det faktisk overhovedet ikke. Vi fremskaffede aldrig nogen oplysninger."

20051118-212755-pic-68206710.jpg20051118-212755-pic-70623344.jpg20051118-212755-pic-4916252.jpg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu