Læsetid: 6 min.

Gerningsretfærdiggørelse

Præstepolitikeren Søren Krarup har gjort bekæmpelsen af godhed til et livsprojekt
2. september 2006

Har man fulgt Søren Krarups politiske agitation og retorik, tegner sig et mønster; en fremgangsmåde som polemikeren Søren Krarup og den professionelle politiker af samme navn har fulgt med succes. Metoden består blandt andet i at ophøje en alment opfattet mindre ædel opførsel eller holdning til en dyd og hævde denne adfærds sandhed, sundhed og folkelige forankring. Omvendt at nedgøre dens modsætning til ringere end det ringeste og udtryk for elitens - den politiske korrektheds - forhånelse og nedgørelse af de enkle, sande og brave af folket. I denne høje stil forsvarede og forklarede Krarup således allerede for mange år siden smålighed, nærighed og egoisme ved at relancere begrebet gerningsretfærdiggørelse. Når indsamlere i en god sags tjeneste, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Amnesty, osv., ringede på døren for at samle penge til en konkret sag, ville det være landsskadelig gerningsretfærdiggørelse at give dem noget og omvendt helt i sin orden at smide dem ud.

Dette lutherske begreb, gerningsretfærdiggørelse, dækker i sit ekstrem over forestillingen om, at mennesker kan gøre sig bedre eller gode ved at hjælpe næsten og dermed skaffe sig syndsforladelse. Men kun Gud eller sønlig stedfortræder kan give mennesker syndsforladelse og frelse, hvilket vil sige, at mennesket vil ophøje sig til Gud ved at foretage handlinger, der kan anvendes i syndsforladelsens tjeneste; selvsagt er det en alvorlig sag og syndigt at ville ophøje sig til Gud. Fortilfælde kendes ganske vist, hvoraf de fleste er tvivlsomme, mens et enkelt er grundlag for den religion, Krarup mener at tilhøre og nidkært kæmper for.

Det korte af det lange kan den, der vedkender sig den krarupske udlægning af gerningsretfærdiggørelsesprincippet, med ren samvittighed sende pengeindsamleren ned ad trappen med uforrettet sag. Det gode er det konkrete, den næreste næste, færdig punktum. Godgørenhed er altså derfor syndigt, da godgørenhed hokus-pokus bliver til selvgod syndsforladelse oven i købet pr. abstrakt stedfortræder. Den logiske videreførelse ligger i udtryk som 'godhedsindustrien', vistnok først lanceret af Ekstra Bladet, hvad det ikke bliver kønnere af, og som i yderste konsekvens betyder, at godgørenhed er ondskab.

Godt og ondt

Herved er vejen banet til at kalde det gode ondt og det onde godt. Afvisningen af pengeindsamleren kan ganske vist betyde, at et eller andet, alt andet end abstrakt fjernt, men højst konkret godgørenhedsprojekt varetages ringere. Med mindre man eksempelvis mener, at det er godt, hvis et barn i Afrika dør lidt hurtigere af sult eller sygdom, må man vel ud fra almindelige forestillinger om godt og ondt mene, at det i hvert fald for barnet er godt eller bedre at blive ældre. I den forbindelse kan det jo være ligegyldigt, i hvor høj grad den godgørende, den der yder skærven føler sig selvgod. Men nej: godgørenhed er ondskab eller gerningsretfærdiggørelse. Sådan udlægger Søren Krarup teksten, derfor skal man ikke gøre sig til overmenneske, men trygt overlade folk Gud i vold og til deres konkrete skæbne.

Denne teologi anerkendes ikke af - ja undskyld - de bedre teologer, der afviser Krarups udlægning af næstebarmhjertighedslæren.

Tankegangen falder imidlertid til jorden, hvis man er gudløs og ikke anerkender syndsbevidsthedsbegrebet eller synden som følgesvend og dermed heller ikke Jesu tilgivelse eller nogen anden overjordisk styrelses magt over menneskene. Så bliver kun tilbage at opføre sig ordentligt, gerne ud fra kristne/jødiske principper, og give enken en skærv, hvad enten man kender hende eller ej, om hun bor i Mariager eller Mombassa, eller om hun bærer slør eller er omskåret. Ideen om godhedens ondskab, når det ikke drejer sig om den næreste næste, hvor man ifølge Tidehverv gerne må være godgørende, går også i den krarupsk depraverede forstand i spåner, såfremt den godgørende er i stand til at være noget sådant uden af den grund at gøre sig til af det eller føle sig særskilt god. Man kan faktisk begge dele, bestræbe sig på at være god over for de nære og godgørende over for de fjerne og fortsat føle sig, som forlangt af Tidehverv og Krarup, lig et ydmygt kryb for den Almægtiges åsyn. Kort sagt: Krarups selve grundlæggende forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert såvel i kristendommens misbrugte navn som i det hele taget, er det rene vås.

Dette og andre af Søren Krarups håndfaste fordringer om synd og fædrelandsfølelse og de fremmede o.m.a. bringer mindelser om andre totalitære kræfter i den europæiske politisk-ideologiske tænkning, hvor begreberne også bytter plads. Skræmmende, men i slægt med Primo de Riveras og de spanske fascisters ultimative slagord: Viva la Muerte, leve døden! Det totalitæres ultimative fordring på alt levende. Fascinationen af den brutalitet, der var indlejret i disse symbol- og folkeforherligende, uforsonlige og kampberedte bevægelser, og som også betog et krarupsk forbillede i kritikeren, den glødende antisemit Harald Nielsen, der sympatiserede stærkt med nazismen, er klart at spore i Krarups hensynsløse og brutale skrivemåde, hvis fysiske konsekvens ville være vold.

Systemet

Senest erkendes totalitarismens sprogbrug i det udfald, Krarup i forgangne uge rettede mod Tøger Seidenfaden. Chefredaktøren kan forsvare sig selv, men bør i solidaritetens navn have et ord med på vejen. Seidenfaden fremstilles hos Krarup som en person, der næppe har ret til livet, så ussel han er. Dertil kommer, og det er mere sigende og endnu en stramning af Krarups metode, at Politiken konsekvent nu omtales som 'Systemet Politiken', noget Krarup, uden kildeangivelse, har hugget fra ovennævnte Harald Nielsen (Systemet 'Politiken', 1907).

Her genkender man også en af 1930'ernes yndede mærkater på modstandere og modstanderinstitutioner - i øvrigt en sprogbrug, der anvendtes af fascister, nazister og kommunister i flæng, men hyppigst af det ekstreme nationalistiske højre, hvortil jo også Krarup føler sig hjemme. Folk, partier eller aviser, man ikke bryder sig om, er altid en del af et system, hvoroverfor de retfærdige med retten til riget kæmper en heroisk, men ulige kamp, uanset om de selv sidder på magtmidlerne. Dette retoriske kneb minder også om 'Bermuda-trekanten', hvor påstanden var, at der eksisterede en kulturradikal sammensværgelse mellem Politiken, Danmarks Radio og Gyldendal, hvor Krarup parentetisk bemærket fik udgivet sine bøger.

En brav mand

Endnu et træk i Søren Krarups demagogi bør fremhæves. Dette optræder også i nævnte indlæg mod Seidenfaden: Med mellemrum træffer Søren Krarup en mand af folket; ofte en komfortabel nabo, som han har kendt i 100 år, og som har været med i modstandskampen (det tynder ud i rækkerne). Det er altid en brav mand, brav og venlig, som vender skråen i munden og stilfærdigt, Krarups anonyme vidner er altid stilfærdige, udsiger en enkel selvfølgelighed om fædrelandet, de fremmede eller om Krarup, og som pudsigt nok er i overensstemmelse med Krarups eget standpunkt. Det er aldrig en modstander, der citeres: Hør nu her, din gamle lede hykler og racist, hold nu din kæft eller tag fjorten dage til Mallorca og få luft under armhulerne og bliv lidt gladere.

Kendetegnet ved Krarups brave danskere er netop, at de aldrig er opsporlige. Det er ikke til at kontrollere Krarups udsagn, som i høj grad fortjener kontrol, da den gode præstepolitiker ikke altid for nu at sige det høvisk befinder sig i øjenhøjde med de faktiske forhold.

Man kunne jo være ligeglad, hvis ikke det var fordi Søren Krarup er en magtfuld mand i det danske samfund. Statsministeren, hvis tankegang næppe ligger fjernt fra Krarups, og som regerer landet efter den kreative bogførings princip frem for statsmandskløgt, har en gang for alle givet Dansk Folkeparti carte blanche i ideologisk og megen anden forstand. Det er landets ulykke. Trøsten er, at det (nok) en dag går over. Indtil da må Krarup bestandigt drages til ansvar for sine udfald og gerninger.

"Han er en færdrelandsskadende mand for Danmarks omdømme," sagde en mand, klummisten mødte en mørk nat. En stilfærdig, brav, dansk mand ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her