En aften i august 2002 sad jeg i haven foran FN's hovedkvarter i Kabul og fik en kop kaffe sammen med nogle kolleger fra den internationale presse. Vi havde fået nok af byens eneste restaurant, og gå på værtshus kunne vi ikke, for der var udgangsforbud hver dag efter klokken 20. Der var så heller ingen værtshuse...
Mens vi sad der, genlød luften pludselig af et infernalsk brøl, der fik kaffekopper til at strande ud for munden og blikket til flakke venstre, højre, venstre. Sekundet efter kom to amerikanske Chinook-helikoptere, dem med to rotorer, strygende lige over flagstangs-niveau ind over vores lille selskab og FN-lejren. Hvis ikke de havde hvirvlet et halvt ton fint støv op i luften og ned i kaffen, kunne vi formentlig have læst navneskiltene på dørskytternes uniformer.
Forklaringen på, at de flyver så fascistisk lavt hen over folks flødekager, er angivelivt, at helikopterne så er vanskeligere at skyde ned; man hører og ser dem først, når de er lige over en, og samtidig er lyd- og lufttrykket så anmassende, at man kun har lyst til at smide sig ned.
Men det var jo i Kabul i 2002 og selv om det var en ubehagelig overraskelse, så var det vel hvad man kunne forvente i en by, der knapt havde været fri for Taleban i et halvt år.
I New York city ser vi heldigvis ikke meget til Chinook-helikoptere. Men mit hjem ligger kun tre km fra the Brooklyn-Queens Expressway, bydelens pulsåre, i daglig tale kaldet BQE, og stort set hver gang trafikken går i stå, eller en lastbil vælter i dagens tidlige myldretid, kan jeg vinke pænt farvel til min morgensøvn.
Først kommer politiet til stedet. Det kan kun dårligt lade sig gøre at få en bil frem, så de ankommer naturligvis pr. helikopter. Hvis ikke uheldet er noget særligt, går der sjældent mere end 10 minutter, før de fortrækker igen. Hvis der imidlertid er sket noget af betydning, bliver de hængende.
Jeg er sikker på, at det var en enormt gennembrud for lufttrafik og redningskorps, da helikopteren gjorde det muligt at hænge bomstille i luften over et ulykkessted. Og der er vel næppe noget bedre end at tage helikopteren fra Manhattan til Kennedy Airport (10 minutter) istedet for at snegle sig derud i en taxi (minimum 60 minutter i dagtimerne), hvis man kan betale de 495 dollar, som turen koster. Sightseeing over New York koster fra 110 til 250 dollar for 10 til 25 minutter i luften.
Men jeg må nok indrømme, at netop den hængen stille er ved at drive mig til militant vanvid. Godtnok kan man købe håndvåben og svært-kalibrede rifler i Wal-Mart, men de holder sig dog stadig for gode til at sælge jord-til-luft våben, som for eksempel det gode, gamle Stinger-missil. Desværre.
For det er lige hvad vi, der bor langs byens trafikknudepunkter står og mangler.
For er når der er sket noget, er det ikke bare politiets helikopter, der hænger ud. Så kommer de tre-fire nyhedsstationers helikoptere susende og knalder monsteret i det stillestående mareridts-gear.
Og støjen fra de fem helikoptere lyder ikke, som om de er tre km væk. Den lyder som om, en af dem er ved at lande i min fodende.
Og jeg vil vædde med, at den slags støjfascisme aldrig finder sted i byens velbjærgede nabolag, kun henover os, der bor i Brooklyn og Queens og selvfølgelig grimme New Jersey på den anden side af Hudson-floden.
Jeg har det fuldstændig, tror jeg ihvertfald, som rapperen Ice Cube, da han i 1988 skrev om sine oplevelser med ghettofuglene i South Central L.A...
Why, oh why must you swoop through the hood
like everybody from the hood is up to no good.
You think all the girls around here are trickin
up there lookin like Superchicken
At night I see your light through my bedroom window
But I ain't got shit but the pad and pencil
I can't wait till I hear you say
"I'm going down, mayday, mayday." I'm
gonna clown
Cause everytime that the pigs have got me
y'all rub it in with the flying Nazi
military force, but we don't want ya
Standin' on my roof with the rocket launcher
"So fly like an eagle."
But don't follow us wherever we go
The shit that I'm saying, make it's heard
Motherfuck you and your punk-ass ghetto bird
