Læsetid: 2 min.

Gidselkrisen

Det bedste gæt er, at den iranske aktion blev udløst af USA's arrestation i januar af fem højtstående officerer fra den revolutionære gardes Jerusalemkorps i Irbil, Irak. De er ikke blevet løsladt og i Iran frygter man, at de bliver pumpet for efterretninger. Gidseltagningen er modtrækket, som gardens avis og folk i Ahmadinejads kontor har håbet, ville finde sted. Hvis denne teori holder, kan affæren blive katalysator for en alvorlig krise, hvor konfrontationssøgende kredse i USA og Iran får overtaget. Det må for alt i verden undgås.
30. marts 2007

Den britiske regering håbede indtil for få dage siden, at der blot var tale om en 'misforståelse'. Antagelsen var denne: Så snart det gik op for Iran, at de otte marineinfanterister og syv søfolk fra krigsskibet HMS Cornwall befandt sig i irakisk farvand syd for sejlløbet Shatt al Arab, da de sidste fredag blev tilbageholdt af fire iranske kanonbåde, ville de prompte blive løsladt. Onsdag opgav Blair-regeringen denne i grunden godtroende linje og skiftede til en mere aggressiv positur. Årsagen er indlysende.

Fra starten må det have stået klart for briterne, at den lynsnare aktion fra de iranske kanonbåde var et overlagt baghold, som den revolutionære garde havde pønset på i længere tid. Det tog øjensynligt kun tre minutter for iranerne at speede med 40 knob i timen fra deres position i iransk farvand til det indiske handelsskib, som var blevet bordet af de britiske søfolk i to gummibåde. Iranerne ankom netop som de 15 mand befandt sig i en sårbar situation på vej ned i deres både. De kunne ikke gøre modstand. Deres helikopter var lige fløjet tilbage til moderskibet. Sagt kort: Iranerne lå på lur og så deres chance for at score en kæmpe gevinst - 15 britiske gidsler.

Sådan ser det i hvert fald ud, hvis den britiske forklaring skal tages for troende. Da Iran har undladt at fremlægge en detaljeret redegørelse for episoden - andet end at opgive to modstridende koordinater for det indiske handelsskib - er det nærliggende at konkludere, at man i Teheran ikke går højt op i respekt for international lov og ret. Inden for den revolutionære garde, regimets egentlige magthaver, slår man til lyd for en mere aggressiv linje over for USA og Storbritannien, hvorimod konservative som ekspræsident Rafsanjani og reformtilhængere er mere indstillet på en dialog om Irans atomprogram, krigen i Irak og krisen i Libanon. Men den interne splid i Iran bør ikke tjene som påskud for at lade magtkampen rase ud i håb om, at den revolutionære garde taber, og gidslerne så bliver frigivet. På den anden side står Storbritannien, USA, EU og Sikkerhedsrådet med en yderst delikat opgave. Hvis man farer for hårdt frem, vil præsident Ahmadinejad og ayatollah Khameini kunne mobilisere den offentlige opinion mod 'lille' og 'store' Satan. Omvendt skal Iran ikke have lov til at slippe af sted med at overtræde internationale konventioner (blot fordi USA gør det) og bruge de 15 briter til at styrke sin forhandlingsposition i konflikten om dets atomprogram eller alternativt til at udhule FN's nyligt vedtagne sanktioner (som især rammer revolutionsgardens interesser hårdt).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her