Man mærker efterhånden selvcensurens sure ånde dominere lugten i debatmiljøet. Denne triste registrering i stil med Ulla Dahlerups rådne blomstersprog hænger i denne forbindelse ikke sammen med behovet for at tækkes lige netop hendes art eller angsten for at forpasse en karriere i det offentlige eller modtage reprimander fra en overordnet.
Det drejer sig om en langsommere indgivet, men til gengæld sejt virkende og farligere forgiftning af systemet. Snarere end tilpasning af synspunkter og holdninger til det nuværende påfaldende aggressive politiske flertals fordringer om kæft og retning, giver fænomenet sig udslag i fravalget, mere eller mindre bevidst, af visse ytringer og indvendinger. Den borgerlige meningsmanege, befolket i den hævdede værdikamp af en håndfuld ihærdige domptører, har til stadighed tudet publikum ørerne fulde af hånsord om rigtige meninger og korrekte politiske holdninge.
Dét i en grad så man måtte se sig over skulderen,
om der på rækken bag mon sad en sådan type. Selv vil man jo nødig være banal og korrekt med de rigtige meninger. Fy føj da. Så hellere det modsatte. Eller tavshed, det hele er jo også sagt så mange gange før, og hvad nytter det.
Følelsen er atter blevet aktuel i disse dage med historikeren Peter Scharff Smiths udgivelse af bogen Moralske hospitaler om det danske moderne fængselsvæsens gennembrud i hundredåret 1770-1870. Det begav sig således, at forfatteren af denne storartede fremstilling af grundlaget for vor hjemlige straffekultur inviteret i Deadline og hos Koplev i Krydsfeltet blev bedt om at fundere over vurderingen af straffemetoder, mål og mening i den nuværende danske politiske situation.
Scharff Smith gjorde som svar blandt andet opmærksom på den forhåndenværende betydelige ekspertise udi straf og straffens virkning på lovbryder og samfund. En ekspertise, som vi i vore dage gennem adskillige årtier har opbygget på universiteternes juridiske fakulteter i de kriminologiske afdelinger, og som vi kan betragte med stolthed og som udtryk for et ganske avanceret civilisationsniveau. Vi skrider ikke til noget så alvorligt som straf af mennesker, uden at vide hvad vi gør. Kriminologer af højeste standard, hvis arbejder er underkastet sofistikeret videnskabelig kontrol, stiller sig her til rådighed for alle interesserede og for alle ansvarlige og kan præsentere bogstaveligt talt dynger af undersøgelser om forbrydelse og straf, om årsag og virkning, om succes og fiasko. Især det sidste.
Men som det tidstypiske fravælger politikerne disse tilbud om solidt funderet viden om området og foretrækker følelsen af folkets retsbevidsthed som parameter for handling. En mr-lov-og-orden-ordfører som den velmenende konservative Helge Adam Møller er i denne sammenhæng totalt ude af trit med tidsånden, således som han gentagne gange taler om, at straffen skal nytte, og forbryderne arte sig efter dens nøje afmålte hårdhed.
Sådan er det slet ikke i den nye trend, den herskende ukorrekte, i for eksempel justitsministerens person. Hun har intet behov for en nyttevirkning af straffen, bare den er hård, og uanset at straffens fornyede hårdhed, snart den hårdeste i Europa, i øvrigt stiller forbrydere på venteliste foran overfyldte fængsler. Hun går efter den amerikanske model, massefængslinger, hvor hævnen batter, og retsbevidstheden i politikernes tolkning er kontant afregning over for befolkningen og øje for øje og gerne to tænder for én. Det skal gøre ondt også på de yngste lovovertrædere, uanset virkningen og fornuften og de glimrende forskningsresultater, samfundet selv stiller til rådighed og nærmest siger det modsatte.
DÉr er det, man føler denne snigende forgiftning. Det er lige før, man i forbifarten ikke orker at gøre opmærksom på et velunderbygget ubehag ved disse bizarre sammenhænge, eller den bizarre mangel på sammenhæng, mellem på den ene side politiske udsagn og handling og på den anden viden og fornuft. Peter Scharff Smiths bog har endnu engang, og i den situation vi befinder os måske mere end nogensinde, aktualiseret denne debat om forbrydelse, retsbevidsthed, politisk reaktion, straf og straffens betydning.
I mange andre sammenhænge sætter vi og vi inkluderer givetvis justitsministeren vor lid til, at forskningen danner grundlag for fornuftsprægede samfundsbeslutninger. For eksempel inden for obstetrikken, hvis seneste resultater ministeren at dømme efter ugebladene netop har nydt godt af igen.
Hvordan kan det være at denne i og for sig enkle fremgangsmåde til sikring mod de værste fejltagelser har så svære kår i retspolitikken? Det skulle vel ikke være, fordi dette område frister med billige points for en abnormt popularitetsglad minister og en meningsmålingsfikseret regering? Eller forholder det sig på samme måde med retspolitikken som med miljøet: at bevidst uvidenhed i opgøret med alt det svære, fletydige og modsigelsesfyldte er selve flertallets korrekte ideologi?
