Læsetid: 3 min.

Et gigantisk blålys

Menzies Campbell, leder af de britiske Liberale Demokrater, skrev for et par uger siden i avisen The Guardian, at 'den britiske og den amerikanske regering gerne [vil] foregive, at tingene bliver bedre i Irak. De tager fejl. Fakta forråder deres optimisme.' Meget mere præcist kan situationen næppe opsummeres
27. juli 2006

For nylig blev en irakisk minister bortført sammen med 19 livvagter. 19 bevæbnede livvagter og en minister bortført på åben gade! Hvor i hele verden forestiller nogen sig, at noget sådant kan ske? ABC-News og Associated Press oplyste forleden, at det amerikanske militærs egen opgørelse viser, at angrebene er steget med 40 procent de seneste dage. Det ansete Christian Science Monitor advarede også forleden mod, at den irakiske de facto borgerkrig overskygges af situationen i Libanon. Og The Australian beretter, at Irak-krigen er ved at overhale Korea-krigen og Vietnam-krigen som den næst-dyreste krig. Vi må i dag erkende, at der er en overhængende fare for, at Irak er fortabt. At fred, demokrati og frihed muligvis hverken er en mulighed med eller uden koalitionsstyrkerne.

Den politiske debat i Danmark om krigen, og naturligt nok den danske deltagelse i særdeleshed, har været kendetegnet ved på den ene side en regering, som krampagtigt har villet sløre både beslutningsgrundlag og krigens reelle udvikling. På den anden side har der stået et på mange måder urimeligt krav til, at krigsmodstanden og krigens politiske opposition i Danmark har skullet levere svar på den misere, som regeringen har bragt os i. Oppositionen har måttet fæste lid til, at en militær FN-indsats, en øget humanitær indsats, øget samarbejde med Iraks nabolande, gældseftergivelser og Allah og hans pumpestok, ville tilbyde en vej ud af moradset, hvor usikkert det end forekommer.

Det er en transhistorisk og tværkulturel erfaring, fra det gamle Kina og antikke Rom til Washington og Slotsholmen i dag, at politik i høj grad styres af frygten for at tabe ansigt. Tony Blairs og George W. Bushs bortforklaringer fra for to-tre måneder siden bar åbenlyst præg af, at det handlede om at give pressen og offentligheden akkurat så meget, at de to statsledere ikke fremstod som de rene lallende tåber med galoperende virkelighedsfortrængninger, men afslørede samtidig præcis dét, at enhver virkelig erkendelse af Iraks problemer og krigens katastrofale følger og perspektiver slet ikke tilnærmelsesvis eksisterer, endsige har taget bolig i de to statslederes forkrøblede hjerner.

Krigen mod terror

Denne ekstremt farlige cocktail af uhæmmet arrogance og virkelighedsfornægtelse illustreres af et interview i New York Times Magazine fra den 17. Oktober 2004, hvor en senior-rådgiver til Bush forklarede den amerikanske regerings forhold til fakta og empiri over for en journalist. Journalisten blev henregnet til "det virkeligheds-baserede samfund", defineret som dem, der "tror på problemløsning igennem studier af virkelighed". Men Bush-rådgiveren udleverede den postmodernistiske historieforståelse som iscene- og italesættelser:

"Vi er et imperium nu, og når vi handler, skaber vi vores egen virkelighed. Og mens I studerer denne virkelighed- handler vi igen, og skaber nye virkeligheder, som I også kan studere- Vi er historiens skuespillere."

Krigen i Irak blev fatalt lanceret som en afgørende brik i kampen mod terror, men i dag fremstår Irak som arnested for terroren, helt på linje med Afghanistan og lige i kølvandet på Palæstina-konflikten.

Ifølge den ansete tænketank Institute for International Strategic Studies (IISS), blev al-Qaeda-netværket således styrket af Irak-krigen både med hensyn til rekruttering og antallet af lande, som gruppen er aktiv i. Vestlige efterretninger forudså desuden inden krigen, at risikoen for terror ville stige som en konsekvens deraf. At det er gået ganske som forudset, burde ikke efterfølgende komme som en overraskelse.

Årsagssammenhængen mellem krigen og stigningen i terror blev beskrevet i en kritisk rapport skrevet af USA's Defense Science Board, en uafhængig, rådgivende komité under forsvarsministeren. Rapporten konkluderer blandt andet, at muslimer ikke hader amerikanske værdier, men derimod den amerikanske udenrigspolitik; dertil foragter et flertal af muslimer, hvad de betragter som ensidig amerikansk støtte til Israel på bekostning af palæstinensernes rettigheder, samt ensidig amerikansk støtte til, hvad mange muslimer ser som diktaturstater: Egypten, Saudi-Arabien, Jordan, Pakistan og Golfstaterne. Rapporten påpeger desuden, at krigene i Afghanistan og Irak har forenet ellers adskilte muslimske ekstremister og givet terrororganisationer som al-Qaeda et stort skub fremad.

Krigen mod terror er et gigantisk blålys i den form, Bush/Blair/Fogh har givet den, og dermed reelt en væsentlig kilde til kommende års terrorisme.

Tom Clark er miljøsagsbehandler og Claus Perregaard er politisk rådgiver i Socialistisk Folkeparti

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her