Læsetid: 3 min.

Hvad der gik galt for Jelved?

Både udgangspunkt og strategi var til at forstå. Alligevel sidder den radikale leder nu med alvorlige problemer
8. maj 2007

For første gang i Det Radikale Venstres snart 102-årige historie måtte partiets politiske leder mandag forholde sig til det faktum, at et folketingsmedlem havde erklæret sig som løsgænger. Det har alle andre partier med blot en vis alder været udsat for. Igennem alle tidligere interne kriser om den politiske linje har de radikale været i stand til at bevare sammenholdet over for omverden. Utvivlsomt har det været med til at give partiet en betydelig grad af troværdighed, selv om det ofte er blevet kritiseret for at give uklare meldinger, ikke mindst om synet på mulige regeringskoalitioner efter et valg.

Det må derfor have været en tung opgave for Marianne Jelved, da hun på et hastigt indkaldt pressemøde skulle kommentere Naser Khaders og Anders Samuelsens brud med partiet. Ganske indlysende kunne hun ikke gøre andet end at bekræfte, at den radikale politik og strategi ligger fast.

Frihedsbrevet

Hendes problem er imidlertid, at hverken politik eller strategi er kommet til at fremstå klart for vælgerne. Hendes bevæggrunde til at føre Det Radikale Venstre ind på et nyt spor var ellers tydelige nok. Af taktiske, for ikke at sige opportunistiske, grunde gik Socialdemokraterne med på stort set hele VK-regeringens stadigt strammere udlændingepolitik. De radikale måtte konstatere, at deres tidligere partner var rede til at gå endnu længere på dette område, end den havde forsøgt sig med i regeringssamarbejdets tid.

Samtidig var der ingen tvivl om, at de ledende radikale efter valget af Helle Thorning-Schmidt havde svært ved at se Socialdemokraterne som ledende regeringsparti. Vurderingen var ganske enkelt, at hun manglede de politiske kvalifikationer til at være Danmarks statsminister.

Derfor proklamerede Marianne Jelved og hendes parti det opsigtsvækkende 'frihedsbrev'. De radikale kunne ikke længere uden videre tages til indtægt for, at de ville bidrage til en socialdemokratisk tilbagevenden til regeringsledelsen.

Mislykket ambition

Men hvis de hverken ville pege på Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt, hvem så? Jelved og den radikale inderkreds var sig fuldt bevidst, at det var her, de kunne risikere at blive kritiseret for velkendt vægelsind. Dristigt spillede de derfor ud med, at partilederen selv gik efter posten som regeringschef. En ny markant fremgang for partiet og et nederlag for den herskende VKO-blok kunne bane vejen for en sådan konstruktion.

Marianne Jelved har imidlertid aldrig formået at få meget mere end en tiendedel af vælgerne til at tage denne mulighed alvorligt. Efter gængs dansk målestok skal et parti med 17 mandater ikke føre sig frem på den måde. Det skal derimod i klar tekst fortælle, hvilket af de to store partier, de foretrækker som regeringsbærende.

Her er Det Radikale Venstre blevet fanget i sin klassiske rolle som fleksibelt midterparti. Det kan vælge igennem en lang periode, som det gjorde igennem 14 år fra 1929 under Stauning, Buhl og Scavernius, eller i 1990'erne under Nyrup Rasmussen, at være med i en velafgrænset koalition. Men vælgerne, der udgør dets basis, regner med, at det aldrig låser sig fast.

Med det VKO-flertal, vælgerne skabte i 2001 og bekræftede i 2005, har de radikale i længere tid end nogensinde tidligere befundet sig uden for magtens centrale cirkler. Deres mandater har ikke gjort nogen afgørende forskel. Denne marginaliserede position har nogle af dets medlemmer haft meget svært ved at tilpasse sig. Derfor er der nu nogle af dem, der søger nye veje. Men også de vil opdage, at parlamentarisk politik ikke handler om velvilje, men om at tælle til 90.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her