Læsetid: 4 min.

Gingrich har travlt

18. maj 1998

For et par uger siden sluttede langt om længe den del af den gamle Whitewater-sag, som handlede om familien Clintons mulige forbindelse til en udstykningssag i Arkansas. Efter års undersøgelser og afhøringer besluttede dommer og storjury sig for at anbefale retsforfølgelse af én person - Susan McDougal - ikke for svindel eller korruption, men for manglende samarbejdsvilje med storjuryen. Hun har allerede siddet inde halvandet år, fordi hun ikke vil tale med den uafhængige undersøger Kenneth Starr. Hun siger, at sagerne er uden substans og politisk motiverede, og dét vil hun ikke være med til. Hvis hun skal sidde i fængsel for at kunne holde sig selv ud, så tager hun dét med. Mere og mere tyder på at hun snart er den eneste der har næsten rene hænder i hele det spind af ikke-sager, der omgiver Clinton.
Storjuryen fastslog, at der ikke var noget der tydede på at hverken Clinton eller hans kone havde foretaget sig noget strafbart omkring Whitewater.
Man vil erindre, at den republikanske leder i og formand for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, da denne sag startede mente, at den ville vise sig større og grimmere end Watergate og ryste de amerikanske institutioner i deres grundvold. Samme Gingrich fandt sit listigste Benny Hill-smil frem, da han i ugerne omkring præsidentvalget i 1996 mente, at demokraternes pengeindsamlinger rummede kimen til endnu en skandale, der var større end Watergate. Kongreshøringerne om kampagnefinansiering er stort set løbet ud i sandet - uden konklusioner, uden anklager mod nogen for noget, og uden den valgreform, Clinton selv har foreslået, og som vil begrænse republikanernes store, anonyme tilskud fra erhvervslivet.

Det begynder at ligne et mønster: En dommer afviste sexchikanesagen omkring Paula Jones som værende uden substans. Hvilket betyder, at en mulig sexchikanesag omkring nogle af de andre pigenavne, der har været fremme, vil falde bort. Tilbage er muligheden for et retligt opgør omkring nogle spørgsmål af ren proceduremæssig karakter.
Men her er mønstret alligevel brudt: Mens Gingrich i månedsvis har afholdt sig fra at kommentere på sexsagerne, er han nu - hvor de er afvist som grundløse - rykket ud med en stribe uhørt grove angreb på præsidenten og krav om at en afsættelsesprocedure sættes i værk. Hans taler minder om dem han tidligere har holdt om samme emne - korruptionen skal piskes ud af Washington, folkets stemme kræver fornyelse,
magteliten hytter sine egne, alle er korrupte - med mindre de er republikanere, som fødes renere end rent. Men situationen er en anden - dels er det ikke alle, der har glemt at Gingrich selv er blevet idømt historiens største disciplinærbøde for en sammenblanding af private og offentlige interesser; dels er Clinton efterhånden ikke-anklaget for så mange lovovertrædelser, at mange i dag giver den fængslede Susan McDougal ret i at præsidenten forfølges af en form for sammensværgelse.
Midt i alt dette har Susan Molinari udgivet en bog om sin tid i Kongressen. For to år siden var hun det store, unge håb. Hun holdt - ærefuldt - den programpolitiske hovedtale ved det republikanske partikonvent i 1996. Sidste år gik hun overraskende ud af politik og har nu udgivet en slags erindringsbog, hvor Gingrich - hvis protege hun var - fremstilles som intrigant, magtgal, ondskabsfuld, opportunistisk og på kanten til det psykisk ustabile. Gingrich er efter hendes opfattelse i gang med at ødelægge partiets muligheder for politisk indflydelse mange år frem i tiden.

På den anden side er det måske ikke så svært at forstå, at Gingrich er rykket så aggresivt. Han har næppe haft noget alternativ. Så længe har republikanerne glædet sig til at Kenneth Starr ville få Clinton til at falde og selv gøre alt det grove arbejde for dem at de fuldstændig har glemt at få deres flertal i begge Kongressens kamre omsat til noget konstruktivt og til nogle politiske sejre, der kan bruges i midtvejsvalget til november. På trods af sexanklagerne og truslerne om afsættelse er det Clinton, der i månedsvis har haft initiativet og har fået æren også for udviklinger, han knap nok har haft nogen indflydelse på - det fortsatte økonomiske opsving, de fortsatte fald både i arbejdsløshed og i kriminalitet. Midt i al balladen er det tilmed lykkedes ham at få gennemtrumfet et par mere end kosmetiske korrektiver til republikanernes brutale bistandspakke fra forrige år.
Forklaringen på Gingrich' nye og lovlig forsinkede overfald synes at være ønsket om at hæve kampvilje og energiniveau hos republikanske aktivister.
Frygten er, at aggressiviteten vil give bagslag. Demokratiske politikere synger i dag omkvædet: "Stands undersøgelserne - send Kongressen tilbage til arbejdet" - et budskab, der synes at give pote.
Demokraterne er stærkt utålmodige. De har i mere end én forstand været ude på et sidespor. Parti-loyalt har de måttet bakke op om Clinton, som for sin egen overlevelses skyld har set stort på sine partifæller og i stedet nærmest har fungeret som sit eget enmandsparti.
Efter snart fire år som handlingslammet opposition har demokraterne store chancer for til efteråret at tilbageerobre flertallet i hvert fald i Repræsentanternes Hus - mange vælgere vil straffe republikanerne for deres handlingslammelse.
Newt Gingrich vil få skylden for et sådant - overvejende sandsynligt - nederlag. Han vil blive hånet og sparket lige så ihærdigt som han blev hyldet efter den store republikanske valgsejr i efteråret 94. Han vil få skylden for at den såkaldte republikanske revolution stort set er faldet fra hinanden og forsvundet i smålig og resultatløs mudderkastning.
Tror fa'en, han har travlt. thy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu