Læsetid: 4 min.

Girl Power

30. december 1997

EN UDFORDRING FOR håndelaget var de, de uhåndterlige håndbolde, de præ-pubertære piger af indlysende, guld-glimtende grunde ønskede sig til jul. Så var den ny cd med Spice Girls mere fremkommelig. Under træet røg den - så kan de mandlige musikanmeldere mene om Victoria, Emma, Geri og de to gange Mel (C. og B.), hvad de vil. De store piger vil have Girl Power, også selvom den skulle være konstrueret af en smart musikindustri.
Hvorfor ikke glæde sig over, at der nu også kan tjenes penge på idoler, der sælger sig selv på kammeratskab og kropsbevidsthed - som synger og sparker med en subjektiv vitalitet, som er helt anderledes stimulerende - i hvert fald for kvinder - end de kropsstive, sødladne sexobjekter, julens gamle film bragte gensyn med? Og hvad de lige så dygtige og dejlige danske håndboldpiger betyder som identitetsfigurer, er uvurderligt for projekt 'kvindeselvværd'.
Girl Power er at tro på sig selv og turde tage kampen, hvor den står. Det er mange kvinder med på, bare kampen ikke - tilsyneladende - foregår i en politisk arena.
At det er sparsomt med Girl Power i politik viser ikke mindst regnestykker baseret på efterårets kommunalvalg. Efter årtiers fremgang i kvinderepræsentationen, oplever vi nu et utvetydigt tilbageslag. Dagligt konfronteres vi med tal, der viser, at projekt 'kvindeindflydelse på samfundet' er et langtidsprojekt af tilsyneladende uanede dimensioner. Og væsentligst: Tallene viser, at hvis kvinderne ikke selv kæmper for politisk indflydelse, falder kvinderepræsentationen prompte. Det er små procentdele, vi snakker om - faldet synes at være på omkring en halv pct. Men udgangspunktet taget i betragtning burde kvindeprocenten naturligvis i det Herrens, men dog påståede demokratiske år, 1997 have løftet sig. I stedet får vi, som beskrevet her i avisen i lørdags, fra næste år færre, ikke bare kvindelige byrådsamedlemmer, men også kvindelige amtsborgmestre (to mod tidligere tre) og borgmestre i kommunerne (26 mod tidligere 27.) Kun hver tiende kommune skal fremover ledes af en kvinde.

RESULTATET AF kommunalvalget har bl.a. skuffet lektor Drude Dahlerup, Aarhus Universitet, der siger, at antallet af kvindelige borgmestre burde være steget markant netop ved dette valg, idet en række kvinder i dag har et par byrådsperioder bag sig. - "Derfor er stilstand dybest set et stort tilbageskridt," siger hun og udnævner de mandligt dominerede partier og vælgerforeninger til det politiske systems ledvogtere. Partierne er nok optaget af at opstille en kvinde eller to på listen, men udnævner sjældent en kvinde til spidskandidat, kritiserer hun i Politiken mandag.
SF's næstformand, Christine Antorini, har en anden forklaring, nemlig at kvinderne selv ikke orker politik. "Stiller de op, bliver de stort set altid valgt," siger Antorini. Kendsgerningen er, at partierne generelt havde svært ved at finde kvindelige kandidater til efterårets valg, og at færre kvinder - to pct. færre end i f.eks. 1989 - rent faktisk stillede op. Vilkårene i politik med bl.a. lange aftenmøder opfattes ganske enkelt af mange kvinder som ikke attraktive. Men det kan de naturligvis blive. En vej frem kunne være igen at gøre det trendy at stemme på en kvinde, så vi kan opnå den 50 pct. kvinderepræsentation, der må være det demokratiske mål, og som vil kunne udgøre grundlaget for vedtagelsen af nye arbejdsformer. At hånliggøre "Stem på en kvinde"-strategien, som det er politisk korrekt i dag, er en højst beklagelig historieløs adfærd. Og i øvrigt uden Girl Power. For hvordan tror dagens unge kvinder, der med en omend sympatisk stolt næse i vejret, beder sig fri for kønskvotering til gengæld for at blive foretrukket som de enestående individer, de med et slag mener at kunne få omverdenen til at opfatte dem som, at kvindefremgangen i politik blev skabt i 70'erne og 80'erne? Ved - indlysende - et kombineret pres på kvinder for at stille op; på partierne for at rekruttere kvinder og på vælgerne for at stemme på en kvinde. At afvise de strategier er dybest set det samme som at sige, at det ikke er noget særligt at være kvinde.
Det er det. Hvem stegte måske juleanden? Julemanden? Det var en vittighed, men: Kvinders og mænds erfaringsverden er stadigvæk så forskellig, at de to køn fortsat supplerer hinanden.

SJÆLDENT er der set flere beskidte handler og personlig uetisk håndteren af vælgernes tillid end ved det nylige kommunalvalg, men der skal mere til at skræmme nutidens kvinder.
Forklaringen på kvindefraværet i politik skal snarere søges i dels den ekstremt veludviklede selvkritik - dels den kendsgerning, at kvinder insisterer på et sammenhængende arbejds- og familieliv. Eftersom familielivets præmisser er sat af arbejdslivet - hvor det retteligt burde være omvendt - mener de fleste kvinder ikke tidsmæssigt at kunne prioritere politik.
Nøglen til en højere kvinderepræsentation ligger gemt i den formentlig langsigtede kunst at knække den nød. dam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her