Med korte mellemrum får de tyske lønmodtagere at vide, at de er for dyre og for dovne. Debatten om den alt for korte arbejdsuge og den alt for høje løn er en tilbagevendende begivenhed - ligesom den om afskaffelsen af helligdage, forkortelsen af sommerferie, fast lørdagsarbejde, afskaffelsen af lukkeloven og så videre og så videre.
For et par uger siden kom de tyske håndværksmestres formand, Otto Kentzler, med en ny variation over emnet 'mere flid for færre penge':
"I virksomhederne skal vi have en indtjening, så vi kan betale ferien," sagde han og foreslog, at de ansattes sygedage blev modregnet i feriedagene. Har man været syg i et par uger, har man ikke bidraget nok til kassen og ingen ret til fuld ferie.
Otto Kentzler mødte stort set ingen forståelse for sit forslag. Ikke engang borgerlige politikere fandt det umagen værd at rose ham, for de befinder sig jo i den indledende fase til en valgkamp og har ingen interesse i at irritere den store gruppe af skuffede socialdemokratiske vælgere, som i disse uger overvejer at stemme på CDU-CSU ved førstkommende valg (formentlig den 18. september i år).
Afvisningen af Otto Kentzlers forslag kunne altså ikke overraske, mere sært var det, at han som en formentlig erfaren politisk aktør overhovedet fandt det besværet værd at fremsætte forslaget?
Måske ville han bare profilere sig i sin arbejdsgiverforening, måske ville han gøre det, som tyske arbejdsgivere i disse år synes at være bedst til - at prygle løs på deres ansatte.
Kampen for at få dem til at løbe stærkere og billigere har efterhånden nået et manisk og noget uengageret tonelag - straks efter Otto Kentzler stod delstaten Hessens ministerpræsident, Roland Koch (CDU), klar i medierne med et hyppigt fremført krav om 42 timers arbejdsuge.
Roland Kochs krav er i grunden ganske moderat, andre har i tidens løb forlangt 60 timer om ugen. Hvorfor livegenskab og slaveri endnu ikke er blevet bragt på bane er et mysterium.
Det tyske arbejdsmarked er ikke indrettet, sådan som erhvervssiderne i landets aviser prædiker. Når det kommer til stykket, står emnerne kompetenceudvikling og medarbejderpleje slet ikke på erhvervsledernes dagsorden; når det kommer til stykket, er de ansatte først og fremmest et fordyrende led i en produktion, som omgående burde flyttes mod billigere arbejdsmarkeder i Østen.
De evige krav om lavere løn og mere arbejde er en slags gammel-kapitalistiske prygl til de ansatte, der med jævnlige katastrofemeldinger skal gøres usikre og føjelige.
På den ene side ser strategien ud til at gå op, for CDU-CSU står til at vinde en storsejr, som den kun sås hos salig Konrad Adenauer engang i Forbundsrepublikkens tidligste dage.
Og på samme tid mister fagforeningerne indflydelse. Kun omkring hver sjette lønmodtager er organiseret, og tallet ventes at dale yderligere de kommende år.
"Fremskriver man de sidste 10-15 års tendens, har fagforeningerne en forventet levetid på - skal vi sige - 20 år," mener Anke Hassel, der er professor og fagforeningsforsker ved International University Bremen.
På den anden side er strategien mod de tyske lønmodtagere ved at spille fallit: Det kan man læse ud af de gode meningsmålingstal for det nye venstrefløjsparti, som vil opstå efter fusionen af det reformkommunistiske PDS og det socialdemokratiske WASG.
Hvad det nye partis spidskandidater Gregor Gysi og Oskar Lafontaine ikke selv evner i form af et sammenhængende, troværdigt program, klarer erhvervslivets og de borgerliges dommedagsprædikanter så meget desto bedre:
Hvis løftet om fuld beskæftigelse i virkeligheden betyder nul fritid og kraftig lønnedgang, kan det ikke undre nogen, at en stor gruppe vælgere - for tiden otte procent - flygter ind i en drømmeverden, hvor landets rige har penge nok til at betale for krisen, og konkurrencen fra Østeuropa og Asien slet ikke eksisterer.
