Læsetid: 5 min.

Giv Grotianen kirke

Efter udgivelsen af Simon Grotrians hymner virker den nye danske salmebog allerede forældet
31. marts 2006

Det kommer som en stor begivenhed, når en modig og fuldt tonende stemme pludselig indvinder nyt land for litteraturen. Og endnu mere bemærkelsesværdigt bliver det, når det hænder i brugslitteraturen - den del af poesien, der skal synges.

Simon Grotrian (f. 1961, debut 1987) har, efter det omfattende hidtidige forfatterskab at dømme, længe gået svanger med salmer.

Der var specielt et par smukke af slagsen i Livet er en ko (2000), digtet over Brorsons "Gud skal alting mage", og i Seerstemplet (2001) dristede den troende poet sig ligefrem til at trykke sit magtfulde modstykke til Kingos klassiker "Keed af Verden, og kier ad Himmelen", idet han frisk vendte "Far, Verden, far vel" til sit eget "God verden, goddag".

Menighedens forsanger

Men herfra og til i én stor portion at publicere hele 65 spritnye salmer er der et kæmpe spring. Som ikke bliver mindre, dersom man betænker, hvilken slags salmer, Grotrian skriver. Vi færdes nemlig langt fra f.eks. Hans Anker Jørgensens socialreformatoriske kirkeviser og Johannes Johansens sukkersøde efterklangsgrundtvigianisme. Der er så godt som intet sammenfald med f.eks. Jørgen Michaelsens velmente, men tyndbenede fællesskabshymner og Lars Busk Sørensens pædagogiske kirkereklamer ("Uberørt af byens travlhed").

Nej, minder Simon Grotrian overhovedet om nogen i anden nutidig salmedigtning, må det være de digterisk ambitiøse - Ole Sarvig, Lisbeth Smedegaard Andersen samt frem for alt Jørgen Gustava Brandt, hvem han da også sender en varm hilsen på allerførste side af sin bog: "Jeg tier, for hér kunne samtale føres." De sidste fire ord er i deres klare fyndighed titlen på kollegaens bog fra 1978.

Blandt præster citerer man undertiden, hvad dén salmebogskommission, der stod bag Den Danske Salmebog 1953, et par år forinden skrev som optakt til prøveudgaven, at man ikke havde taget såkaldt moderne salmer med af den enkle grund, at der ikke var nogen, og at "det hører med til vore dages ringhed, at Gud ikke i disse hårde tider har oprejst nogen profet endsige nogen menighedens forsanger iblandt os."

Det var rigtig uretfærdigt, især mod K.L. Aastrup, for ganske vist er hans salmer tit noget belærende og tørre, men han forsøgte dog immervæk at skabe solide materialer til hele kirkeåret, og var hans teologi end lidt bister, så lykkedes det ham trods alt, gang på gang at stave til, hvad luthersk kristendom sådan i hovedsagen går ud på.

I Mamrelund

Simon Grotrian er som psalmist vilter, voldsom, morsom, grotesk, lidenskabelig, øm, sødmefuld, syret, dybt original.

Men samtidig - og heri ligner han i grunden Aastrup og adskiller sig fra navnene på listen her ovenfor - føler han sig tydeligvis forpligtet på Bibelen, og vel at mærke hele Bibelen, ikke kun Det Ny Testamente, og slet ikke kun evangelierne. Han kan f.eks. digte om Abraham og Isak, så man på én gang må gyse og glædes:

Som Abraham på bjerget

med bålet og sin dreng

så har en pine hærget

december nævnt i flæng

men jordeliv er kære

erfarer vi i maj

og han, der skulle skære

blev stoppet af dit nej

Himlens urtehaver

og Paradisets fred

en mannastund i Mamrelund

bliver samme evighed.

Til den konstante basering på Skriften kommer som noget mindst lige så vigtigt solid fornemmelse for salmegenrens mangfoldighed. Her er en sand mangfoldighed i form, med strofer fra to linjer op til ni, ti eller hele femten. Og hvad angår digtenes modus, er her ikke spor smålallende jubelsnak, ej heller de hersens demonstrativt udadvendte samtidshenvendte markedsføringstekster, som efter nogles mening skulle blanke på folkekirkens image og derfor til en vis grad slap med i salmebogen 2002.

Nej, her er faktisk præcis, hvad der er brug for i menighedssangen: lovsange, taksigelser, ve-klage, anfægtelse, aftensalmer og morgensange, prædiken og pur bøn - ofte med anråbelsens direkthed og ægthed:

Velsign mit barn, du kære Gud

og lad det holde livet ud

og tænd et lys på sjælens tinde

for verden selv, for os herinde.

Bemærk her venligst mangetydigheden. Bønnen kan gælde et lille barn såvel som det barn, vi har i os selv. Og at holde livet ud kan både være at bære tilværelsen, som den er, og det at bevare barnetroen, sammen med sin voksende indsigt og erfaring. Linjer som disse demonstrerer, hvor herligt det er, når en salme kan skrives af nogen, der for alvor har prøvet, hvad det vil sige at tvivle - på sprogets og støvets bæreevne eller på en mening med livet.

Ud med Fanden!

Hvor andre nutidige salmedigtere forenklet sagt kun digter på den første trosartikel og undgår at snakke om hverken Kristus eller Helligånden, idet de forsigtigt holder sig til økologisk korrekt skabelsesteologi, dér udfolder Simon Grotrian dels en kristologi om Jesus som det lidende menneske og den suveræne frelser, dels en inkarnationsidé hvor

"Jorderiget smager af det brød, Vorherre bager".

Tilmed er der i hans salmer overskud til noget så upoppet nødvendigt som at mane djævelen bort. Trosbekendelsen indledes jo ikke for ingenting med en forsagelsesformular. Når den er fremsagt, med front mod os, vender præsten sig om. Nu henvender han sig til Gud. Fanden og hans pumpeflok har han vendt ryggen til.

Jeg citerer her en af mange fine og flotte formuleringer i Grotrians modige salmer.

En anden kunne være: "Vorherre, stå mig honningbi" - som karakteristisk forener humoren og henvendelsen, den samtale med det hellige, som er salmegenrens sine qua non, og som man kommer nærmest ved at huske, at den korteste bøn let kan være den bedste: "Gud, jeg er her." Så er alt sagt. Skal det synges, kan det lyde sådan her:

Himlen bøjer sig herned

i min store kummer

Herren gir mig sjælefred

mens de andre brummer.

Her kan de brummende f.eks. være dem, der finder det latterligt og simpelt hen så far out at sætte fødderne i en kirke, og som besvarer tale om kristendom med et undrende udbrud: Gud, jeg anede ikke, du var så hellig!

Hvad eller hvem eller nøjagtig hvor troende Simon Grotrian er, behøver man ikke at vide. Men man fornemmer klart, at kristendom for ham er dagligt brød. Så vigtigt, at han kan finde på at ville erobre dens ord tilbage og tale om, at livet har en påskepakke parat til enhver!

Troens bærepose

Ud af sådan indsigt kommer tit hos Simon Grotrian dels slående, smukke enkeltlinjer, dels helstøbte, kraftfyldte strofer, spækkede med sproglige fund, undertiden rige på ordspil og gøgl. Han tør bruge hverdagsord som sparkedragt eller kaffetragt, bærepose og trillebør, og han slipper rigtig heldigt af sted med at tale om candyfloss, iskrem og solbærrom i en kontekst, hvor det blot handler om at takke for, hvad livet skænker os.

Lad Kristusglæden flamme! udbryder digteren sidst i en salme. Man kan kun gøre de ord til sine og håbefuldt tilføje et: Giv Grotrian en chance om søndagen. Flere af hans tekster er efter sigende ved at blive sat i egen musik, men indtil videre går det fint an at synge en strofe som den følgende på melodien til "Mit hjerte altid vanker":

Du åbner vore øjne

som blomsterne på rad

og dagen vil du højne

med bølger på et fad

i verden har vi næppe

en fod at hvile på

du ruller som et tæppe

din himmel, der er blå.

Simon Grotrian: Jordens salt og verdens lys. Salmer. 88 s. Kr. 199,00. Borgen. ISBN: 87-21-02754-4. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu