Giv Tyrkiet en dato

JA, vi er bitre... lød overskriften på gårsdagens leder i den liberale avis Turkish Daily News. Lederskribentens sindstilstand var naturligvis en reaktion på, at EU-Kommissionen har dømt Tyrkiet uegnet til optagelse i den Europæiske Union – i modsætning til de tolv ansøgerlande fra Central- og Østeuropa.
Den tyrkiske udenrigsminister udtrykte ikke bitterhed, men skuffelse på hele det tyrkiske folks vegne over, at Tyrkiet ikke fik så meget som en dato for, hvornår optagelsesforhandlingerne kan begynde.
Den tyrkiske ambassade i Danmark udsendte fluks en pressemeddelelse og understregede, at Tyrkiet »har optjent retten« til at begynde optagelsesforhandlinger: Vores parlament har vedtaget reformer af revolutionær art. Økonomien er blevet omstruktureret. Vi har den politiske vilje til at føre reformerne ud i livet, lød argumenterne.
Hvilket er rigtigt så langt som, at den reformpakke, det tyrkiske parlament vedtog 3. august 2002 kan blive revolutionerende. Pakken, der er designet til at opfylde EU’s politiske krav, afskaffede blandt andet dødstraffen; den styrkede retten til at udtrykke sig, til at forsamle og forene sig; den forbedrede retssikkerheden på en række områder; den ophævede det ydmygende og diskriminerende forbud mod, at minoriteter – læs kurdere – bruger deres eget sprog i eksempelvis skoler, tv- og radio-udsendelser.
Hvorvidt den politiske vilje til at gennemføre reformerne er helt så stålsat, som det tyrkiske udenrigskorps påstår, er dog mere usikkert.
Faktisk peger en hel del i modsat retning. Landet har en uskøn tradition for at lade reformer forblive ord på papir. Og når forhenværende regeringsleder Tansu Çiller fra partiet med det tillidsvækkende navn, Den Sande Vej, nu fornærmet brokker sig over, at hun føler sig ført bag lyset med søde ord om, at Tyrkiet i det mindste ville få en dato til gengæld for august-reformerne – jah, så nærer hun mistanken om, at mange tyrkiske politikere anser de ’revolutionerende’ reformer for at være irriterende nødvendige midler til at komme ind i Europas varme velstandsfællesskab – men ikke mål i sig selv.
Chefredaktøren, Ilnur Cevik, fra Turkish Daily News repræsenterer de demokratiske kræfter – der spænder vidt og også omfatter det populære islamiske parti, Retfærd og Udvikling – som føler sig svigtet af EU-Kommissionen.
I modsætning til det officielle Tyrkiet er han ikke bleg for at indrømme, at der er store huller i respekten for de demokratiske rettigheder, at tortur er helt sædvanlig praksis, at korruption er udbredt, at militærets placering som ’en stat i staten’ er dybt problematisk.
En anden politisk kommentator, Mehmet Ali Birand, understreger, at Kommissionens rapport ikke er antityrkisk – men bare uddeler ris og ros i forhold til på alle måder rimelige og objektive kriterier.
Alligevel bider folk som Cevik og Birand deres stolt-
hed i sig og næsten tigger om, at Tyrkiet får en dato.
De frygter, at vælgerne til valget den 3. november reagerer på EU’s afvisende holdning ved at stemme på anti-EU-partier – som ikke bare ønsker at sætte den svære demokratiseringsproces i stå, men vil hale landet tilbage mod dets totalitære fortid.
Gennem bitterhed, sårede følelse og skuffede forventninger glimter imidlertid en bemærkelsesværdig ukuelighed.
Såvel tyrkiske regeringsmedlemmer som tyrkiske kommentatorer understreger, at kampen ikke er endeligt tabt. Kommissionen indstiller, men politikerne beslutter. Ved efterårets topmøder i Bruxelles og København forventer Tyrkiet – det er ambassadens noget pompøse ordvalg – at regeringscheferne tager en såkaldt konkret beslutning, som demonstrerer vilje til at styrke de fremtidige relationer.
Med andre ord: Tyrkerne vil ikke opgive håbet om at få en dato for, hvornår de kan begynde at forhandle om optagelse i EU. EU står foran en vanskelig balanceakt. Tyrkiet skal have tilstrækkelig tid til at modnes både økonomisk og politisk før et EU-medlemskab. Men ikke så meget tid og uvished, at tyrkerne helt mister modet.
På decembertopmødet i København er det faktisk muligt for regeringslederne at give tyrkerne den eftertragtede dato uden at gå på kompromis med EU’s demokratiske idealer og økonomiske målsætninger: Et løfte om at indlede optagelsesforhandlinger om eksempelvis fem eller syv år skal betinges af, at Tyrkiet på det tidspunkt opfylder københavnerkriterierne – sådan som de Øst-
og Centraleuropæiske lande gør det nu.
Det vil også være fornuftigt: En dato vil uden tvivl hjælpe med til at stabilisere Tyrkiet både økonomisk og politisk, lige som det bliver nemmere at finde en løsning på striden om Cypern. Endelig har NATO-fællesskabet en strategisk interesse i at få det meget loyale tyrkiske medlem hægtet grundigt sammen med Europa.
Ikke bare på grund af landets praktisk placerede militære baser, men også fordi Tyrkiet både mentalt og fysisk er en bro mellem den muslimske verden og Vesteuropa.