Læsetid: 9 min.

At give liv er en luksus

Annelie Ginzel hjælper børn til verden. I Danmark på Ålborg Sygehus - og i Kenyas flygtningelejre. I lejrene hjælper hun også kvinder, der efter voldsomme fødselskader sidder tilbage i stanken af deres egen afføring, udstødte af samfundet. Hun hjælper med at give liv
30. juni 2006

Om sommeren begynder gynækolog Annelie Ginzel sin dag med at gå i havet. Det venter på hende - 100 meter fra hendes stue. Hun svømmer 10 minutter, nyder det tidlige morgenlys, rejser sig fra vandet med den rene følelse af velvære, som hendes krops endorfiner har belønnet hendes fysiske aktivitet med. Hun er klar til at møde verden.

Om vinteren nøjes hun med en kop lunken te, som hun drikker i bilen på motorvejen på vej fra hjemmet i Århus. Bilantennen er denne morgen i stykker, kun P4 Århus går igennem. Få kilometer udenfor byen kan P4 ikke længere nå hende. Hun sætter en CD med musik fra fjerne lande på - algierske Khaled kalder lokkende på arabisk fra bilens højtalere.

Vel ankommet til Ålborg Sygehus' fødeafdeling gennemgår hun patienterne på fødegangen med de andre læger og sygeplejersker. En kvinde, som før har fået kejsersnit, vil føde sit andet barn naturligt. Det kan hun sandsynligvis ikke, så afdelingen må være parat til et akut kejsersnit i løbet af dagen.

"Vi stikker ikke kniven helt i skeden," siger en læge, og alle smiler af vittigheden.

Så er der kvinden på stue 11. Hun har haft veer hele natten, men barnet kommer ikke ud.

"Annelie kan tage den med en kop," siger en af de andre læger. Annelie nikker.

Snakken er afslappet, men man er ikke i tvivl om, at der er tjek på tingene. Som der bør være på et dansk hospital. Kvinden på stue 11 er i gode hænder.

Der er meget langt til en anden af Annelie Ginzels arbejdspladser, den tilsvarende afdeling på provinshospitalet i byen Garissa i Kenya tæt ved den somaliske grænse. I en rapport i foråret 2004 skriver Annelie Ginzel:

"Stadig intet vand gennem lange perioder. Det gør arbejdsbetingelserne i fødeafdelingen på Garissa hospital ulidelige til tider - særligt for gynækologen. Du bevæger dig praktisk taget i blod, sved, urin, fæces og tårer - aldrig i vand til at vaske din patient og dig selv."

Kvinden på lergulvet

I grænselandet mellem Kenya og Somalia ligger en række flygtningelejre med flygtninge fra borgerkrigen i Somalia. Lejrene rummer omkring 140.000 mennesker. Hospitalet i Garissa behandler en del af de mange flygtninge.

Ved en fødsel kan det ske, at barnet ikke kommer ud. Måske er kvindens bækken for snævert, måske ligger barnet forkert. Det er der råd for, i sidste ende kan man lave et kejsersnit. Ikke noget problem - hvis man er så heldig at være på et dansk hospital. Anderledes er det i Kenya. Kan barnet ikke komme ud, dør det, og moderen kan få frygtelige skader.

Annelie fortæller om en kvinde, som ikke havde det held at være på stue 11:

"Min østafrikanske lægekollega kom en morgen, tog mig i hånden og sagde: 'Nu skal du se noget'. Der lå en kvinde på det lerstampede gulv på fødeafdelingen. Hun var omgivet af en sværm af fluer, og hun lå apatisk og helt alene. Barnet var dødt under fødslen. Moderen var både utæt for urin og afføring, som løb ud af hende i en lind strøm. I 38 graders varme. Der var betændelse i det, så hun havde høj feber. Jeg havde aldrig set sådan noget før. Når man laver en gynækologisk undersøgelse i Danmark er det anderledes. Dér var bare et hul, hvor der kom urin og lort ud. Det her, det måtte jeg gøre noget ved, tænkte jeg. Det ville jeg lære at gøre noget ved, det var bare for forfærdeligt."

Kvinden havde en såkaldt kombineret fistel - et hul fra skeden til blæren og endetarmen forårsaget af den voldsomme fødsel.

Gøgeungen

Annelie Ginzel er det, man i Tyskland kalder en gøgeunge. Hun blev født i 1952 i en lille landsby Kirchbarkau, lidt syd for Kiel. Hendes far kom impotent hjem fra Østfronten, så hendes mor måtte lave sine børn med sæd fra den lokale landsbylæge. Også hendes forældre var fremmede i reden. De var flygtninge fra øst, det daværende Slessien, som nu er del af Polen. Flygtninge østfra var ikke velkomne i vest. Heldigvis for Annelie sad der et godt hoved på hende. Hun blev, som den ene af to i en årgang fra sin egn, udpeget til at komme i den skole, hvor de kloge børn går, og som 24-årig blev hun færdig som læge. Annelie havde to store ambitioner - rejse ud i verden og tjene gode penge.

Hun rejste ud i verden, og på Bali mødte hun Paul-Erik. De giftede sig, bosatte sig i Århus og hun fandt arbejde som læge på sygehusene i Århus. Det var godt og spændende arbejde. Men det var ikke nok. Hun manglede noget.

Annelie nærmede sig de 30 år. Hun var fascineret af det liv, der kommer ud af kvinderne:

"Der er intet mere smukt end den ro, der spreder sig efter en fødsel, når mor, far og barn kigger på hinanden," fortæller hun.

Hun besluttede, at videreuddanne sig til gynækolog.

Stjernekiggeren

Kvinden på stue 11 sætter via moderne teknik spor på Annelies computerskærm.

Barnet er en stjernekigger, dvs. at hovedet er bøjet tilbage, som om barnet kigger op. At barnet ikke ligger i normal fosterstilling er måske grunden til, at det har svært ved at komme ud.

Hjerterytmen hos barnet er efter en ve langsom og rolig. Det er ikke godt.

Under veen bliver barnets hoved trykket, og hjertet burde sætte rytmen op bagefter, når livmoderen bliver afslappet. Det skete ikke. Det betyder, at ilten i blodet fra moderkagen er ved at være opbrugt.

"Madpakken fra mor er spist," bemærker Annelie.

Barn på vej

Da Annelie nærmede sig de 30 ville hun mere end at være gynækolog. Venindernes maver bulede bare ud. Hendes egen gjorde ikke. Et par underlivsbetændelser i ungdommen havde lukket af for ægggelederne, og hverken operation eller reagensglas gav det ønskede resultat. Annelie fortæller, at når hun sad med vennerne og deres børn, kunne der komme "dén der sære stemning" - vennerne vidste jo, at hun gerne ville, men ikke kunne. Både hun og Paul-Erik var indvolveret i udviklingsarbejde i den tredje verden. De kunne gøre som mange af deres kolleger, være udsendt permanent, være solidariske på fuld tid, være i familie med hele verden. Men Annelie ville give noget videre, hun ville have liv og børn omkring sig. Hun ville være som de andre.

Hun og Paul-Erik valgte at adoptere to drenge fra Filippinerne.

Hun begyndte også at rejse ud for Læger uden Grænser og andre tilsvarende organisationer. Og det var på en af disse missioner, at hun for første gang blev præsenteret for, hvad der måske ventede kvinden på Ålborg Sygehus' stue 11, hvis hun havde valgt at føde sit barn i en flygtningelejr i Kenya.

Annelie så aldrig den østafrikanske kvinde på det lerstampede gulv igen. Men synet havde gjort så stort et indtryk, at hun besluttede at lære at behandle den type skade, som kvinden havde - de såkaldte fistler. Hun fandt en kirurg, som havde specialiseret sig i fistel-operationer og som hvert år opererede på provinshospitalet i Garissa .

Hun fulgte ham og lærte selv den fagligt meget komplicerede kirurgi og efterbehandling.

Hun opererede selv kvinder på fødselsgangen, hun snakkede med dem, var med til deres genoptræning, hun besøgte lejrene for at finde de kvinder, som sad bagerst i hytterne i deres eget skidt, kvinder hvis skam forhindrede dem i at komme til hospitalet i Garissa, og hun indvolverede sig kraftigt i uddannelsen af de lokale læger, som er der, når hun selv tager hjem. Hun tog de daglige kampe: Når der kun er ganske lidt vand, skal det så gå til den mand, der er kommet ind i løbet af natten med skudsår eller til den kvinde, der skal have foretaget akut kejsersnit?

På trods af de tilsyneladende håbløse omstændigheder lyser en forbløffende stor optimisme ud af Annelie Ginzel og ud af hendes rapporter fra hospitalet i Garissa.

Hun skriver blandt andet i en af sine rapporter i Garissa:

"Jeg havde store forhåbninger til fremtiden. Måske kunne latrinerne blive åbnet igen, patienterne og deres familier kunne stoppe med at at forurene jorden med deres afføring, den lokale arbejdskraft i tuberkolose-afdelingen kunne måske holde op med at blive smittet pga. dårlig ventilation og vindforholdene i den gamle gård, måske kunne rotterne holdes nede - i det mindste så de holdt op med at bide eller spise patienterne."

På Ålborg Sygehus er det anderledes problemfrit:

"Så tager jeg den ud," siger Annelie. Klokken 10.02 finder hun en sugekop og går ned mod stue 11 og bemærker undervejs:

"Det er jo så moderne at føde uden smerte." Kvinden på stue 11 har nemlig fået lagt en rygmarvsblokade som gør, at hele hendes underliv er følelsesløst. Hvis der ikke er smerte, kan kvinden ikke mærke, hvornår hun skal presse. Det gør det ofte hårdere for Annelie at få barnet ud.

Hun fører den lille sugekop ind i den fødende kvindes skede og laver med en pumpe et undetryk, så sugekoppen sætter sig på barnets hovede. Et lille træk:

"Så er den ude," siger hun klokken 10.14. En velskabt pige på 2.850 gram.

Stolte mennesker

Annelie har set elendigheden på nærmere hold end de fleste ville kunne holde ud, men hun har også set - og mærket - noget andet.

Flygtningene i de kenyanske lejre er fra det uroplagde naboland Somalia. Somalierne fascinerer Annelie - de taler til noget dybt i hende. De er fremmede fugle i Kenya, men de er ikke sølle. Hun fortæller om mødet med et stolt kriger- og nomadefolk, et folk af overlevere beskæftiget med det væsentligste: Mad, vand, her, nu. Opstår et problem, skal det løses med det samme - ellers er man måske ikke i live dagen efter. Det giver et folk af stærke og direkte mennesker, som går opret, som kigger dig lige i øjnene.

Somalierne betragter sig som de første og de smukkeste mennesker - og det lyser ud af dem. Annelie så i dem en værdighed, en ligefremhed, som hun længes imod og vender tilbage til igen og igen.

Hun skriver i en e-mail til familien i Danmark fra en af flygtningelejrene, Dadaab:

"At være ude i bushen giver mig en uforklarlig vild følelse af glæde og frihed, og når kamelerne passerer, ønsker jeg at følge og sejle med dem hele vejen til Atlanterhavet (...) Folk griner, hilser, får os til at føle os velkomne overalt. Somalierne er meget stolte, meget direkte de vil sidde med dig på en måtte og have livlige og koncentrerede diskussioner med meget bestemte meninger (...) Jeg mistede halvdelen af mit hjerte i Dadaab."

Afsted igen

Annelie er blevet 53, ryggen siger fra på grund af eftervirkninger fra en diskusprolaps, hun kan ikke fysisk magte det samme, som hun kunne. Hendes to drenge på 18 og 21 skal til at flytte hjemmefra, de to hold bedsteforældre er syge, og hun og Paul-Erik vil gerne kunne være mere for hinanden.

Men hun vil ikke slippe de somaliske kvinder. Sidste år var hun igen afsted, denne gang for at skrive en rapport til FN om behovet for hjælp til kvinder med fødselsskader i Somalia. Det behov er stort, og de relativt få kvinder, som hun har kunnet hjælpe gennem årene, ses ikke i det store billede:

"Man kan ikke rede hele verden. Men man kan bidrage til at gøre den bedre," konstaterer hun.

En ting er hun ked af: At hun og Paul-Erik kun måtte adoptere to børn. Hvor mange ville hun da gerne have haft?

"Så mange som muligt." Annelie smiler stort:

"Jeg kan godt lide børn."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu