Læsetid: 3 min.

At give stemme og at tage ordet

Der er gode hensigter på færde omkring de Nye stemmer, dem glemmer man - lykkeligt - når stemmerne tager ordet
15. marts 2007

For år tilbage var der i post-kolonial sammenhæng diskussioner af dette med 'at give stemme'. Den etnisk eller kulturelt anderledes skulle have stemme, men kom ofte til at repræsentere dét etnisk eller kulturelt anderledes i det hele taget. Den konkrete tanzanianer, sri lankaner, inder eller grønlænder kunne blive taget til indtægt for 'det andet' i abstrakt forstand. "I am your other," sagde postkolonialismens grand old lady, Gayatri Spivak, engang ved en konference, skøn, mørk og sari-klædt inkarnerede hun - ufrivilligt - i tale og figur det abstrakte og eksotiske i stemmegivning. Siden er vestindere, navajoer, marokkanere eller irakere med mellemrum blevet taget som gidsler i repræsentationsspillet, i legitimeringer af at 'vi' giver stemme ved at have én, der taler for alle 'de andre'.

Men efterhånden ved 'vi' det godt: at være fremmed eller 'anden' i en kultur betyder hver gang noget forskelligt og åbner et utal af konkrete fortællinger og mulige sprog, ligesom vi véd, at langt de fleste af 'os' også er 'fremmede', at langt 'vi' næsten alle er af særdeles blandet anden etnisk oprindelse. Men alt imens bevidstheden vokser om, at det kan være et overgreb at ville give stemme, er tonen i den danske immigrationsdebat blevet stadig skarpere. Det er nu muligt at bruge ord og tale i et sprog om 'de andre', 'de fremmede', 'indvandrerne', som kan få en til at tabe mælet og som simpelthen frakender 'de andre' rettigheder, bl.a. retten til at tage ordet.

Hvor fremmed er man

Hele det problemkompleks er ekkorum for bogen Nye stemmer, hvor 14 forfattere af anden etnisk baggrund end dansk skriver og interviewes. Nye stemmer udspringer af en litteraturkonkurrence og den gode hensigt - altså at ville give stemme og plads for repræsentation - er tydelig. Ved at antologien indledes af redaktørens plæderen for projektet. Ved at de 14 forfattere interviewportrætteres i antologiens slutning. Stemmerne skal begrundes, og vi skal have ansigt og historie på litteraturen, for blandt andet og ifølge antologiens forord: "at alle de børn og unge i vores uddannelsessystem, der på den ene eller den anden måde har en etnisk minoritetsbaggrund får nogle litterære pejlemærker og forbilleder, de kan identificere sig med". På én måde er det forstemmende. På den anden måde åbenlyst nødvendigt.

Men så oplever jeg - under læsning af hovedparten af digte, noveller, kortprosa - hvad talentkonkurrencen for danske digtere af anden etnisk baggrund også drejer sig om, hvad god litteratur er. Lige så uhåndgribeligt som indlysende: I Shadi Angelina Bazeghis digte, som lægger sig bevidst og med en distinkt egen stemmeføring mellem Inger Christensen og Forugh Farrokhzad, som Bazeghi oversatte i 2006 og gavmildt gav til dansk litteratur. I Nassrin el Halawanis parodiske - humorfyldte og tørt uhyggelige - "Den etniske lov", en postpoetisk ready made, som vi også kender fra Maja Lee Langvad og Mette Moestrup, der i forbindelse med sin Kingsize stillede spørgsmålet, hvor fremmed man kan være når man er etnisk dansk. I Elis Idrissis skæve novelle "Allah belønner altid den tålmodige", der i en opdragelsestekst om modsætningen mellem madrasaens erotiske dannelse og den lovlydige selvhåndhævelse(!) af forbud mod onani, udlægger sin egen titel: 'For også til den, der for Loven skal vente længe, kommer der udløsning'. I Alen Meskovics allegoriske kortprosa, hvor migration og tekstskrivning blander sig i billeder af fremmedfølelse. Her sejler "et sprogskib", mens floden "flyder mod nord" og "vandrende stemmer" hvisker: "Et hus er ikke et hjem, medmindre det forlades".

Hos Meskovic er et dekonstruktivt 'tomrum', som man kan være i mellem kulturer, tydeligt og tematiseret. Fra sådan et tomrum skriver antologiens redaktør, Naja Marie Aidt, at de Nye Stemmer taler; nogle gør måske og andre ikke og tomrummet er mange steder. Mere pointe er der i Aidts påpegning af, "at denne litteratur ikke vokser ud af en dansk, skandinavisk eller vesteuropæisk tradition". Det er rigtigt - hinsides enhver pædagogisk hensigt tager nogen, 14 forfattere i dette tilfælde, stemme for at tale, meget forskelligt og fra mange steder, men også ind i traditioner, 'vi' kender. Hvor de 14 er bedst, holder projektets gode vilje op, og man lytter til poesien, der tager ordet.

Nye stemmer, red. Naja Marie Aidt, Jens Andersen, Rushy Rashid, Janne Breinholt Bak. Gyldendal og Berlingske. 168 sider, 125 kr. ISBN 978-87-02-05636-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu