Læsetid: 3 min.

Givtige gaver

21. april 2001

»Det bliver ikke et Hjallerup marked at handle legemsreservedele i Danmark.«
Sundhedsminster Arne Rolighed i et interview med Information

Kropsdele er i høj kurs, og i store dele af verden er handel med menneskelige reservedele en milliardindustri. Sådan er det ikke i Danmark, mener den ansvarlige minister. Selvom han dog erkender, at det »ser mærkeligt ud«, når øjenbanken i Århus sælger hornhinder til to forskellige priser. Samt når samme bank alene i 1999 havde et overskud på 200.000 kroner fra salg til udlandet. Sagen om hornhindebanken har fået flere til at vende sig i stolen. Ifølge Jyllands-Posten efterlyser næstformand i Etisk Råd, Mette Hartlev, »en etisk endevending af hele kommercialiseringen af menneskekroppen«. Og en række politikere beder nu sundhedsministeren om en forklaring.
Frygten for et yderligere fald i donortallet lurer
i baggrunden. Og ikke uden grund. Mens listen over genbrugelige reservedele vokser støt, er et dramatisk fald i antallet af frivillige donorer i forbindelse med indførelsen af hjernedødskriteriet
aldrig blevet rettet op. Kun fem procent af den danske befolkning er således i dag tilmeldt donorregisteret.

Et organ er en gave, understreges det fra alle officielle sider. Og viljen til at donere afhænger hårfint af, om befolkningen føler tryghed ved, at deres beslutning behandles som sådan. Derfor er det ikke bare lidt, men meget vigtigt, at der ikke sås tvivl om, at denne grundlæggende hovedregel overholdes. Og præcis derfor er det en glidebane, når danske hospitaler tager regnemaskinen frem for at købe eller sælge organer. Det konstaterede tidligere indenrigsminister Britta Schall Holberg allerede i 1985, hvor en række aviser satte distributionen af aborterede fostre under lup. Selv om en undersøgelse viste, at en mistanke om, at fostrene blev handlet til høje priser, var ubegrundet, valgte ministeren derfor at henstille til sygehusene at undlade en symbolsk opkrævning på to kroner i forbindelse med fostre, der blev udleveret til medicinalfremstilling.
Argumentet for overhovedet at fastsætte en
pris var dengang som nu at dække udgifter i
forbindelse med opbevaring, kontrol og distri-
bution. Selvom det kan lyde uskyldigt, er det imidlertid en prisfastsættelse, der er umulig at kontrollere.
I hornhindebanken begrundes prisen bl.a. med, at overskuddet går til konferencer og køb af nyt hospitalsudstyr. Dermed skulle den pot være ude, mener amtets sygehusdirektør. Men hvad kan med rette begrunde, at udgifter, der i landets øvrige sundhedsvæsen bliver dækket af skatteyderne, skal finansieres ved salg af velvillige donorers organer? »Intet« bør være det eneste rigtige svar på det spørgsmål. For hvordan vil ministeren ellers forklare sit udsagn om, at det ikke bliver et Hjallerup marked at handle med legemsreservedele i Danmark?

Den lægefaglige udvikling betyder, at stadig flere medicinske faggrupper står i kø for at høste væv og organer. Senest er køen i Danmark netop blevet suppleret med ønsket om at transplantere menisk, ledbånd, sener og brusk. Men der er langt fra nogen grund til at tro, at behovet stopper her. Selv hvis donortallet stiger voldsomt, vil behovet ikke blive dækket. Og så er det, at spørgsmålet om, hvor grænsen går, melder sig. At et hjerte kan betyde overlevelse og en ny nyre et bedre liv, er både til at forstå og forholde sig til. Men når en afdød skrælles for hud og lægges i graven uden sine hornhinder, begynder det for nogen at blive en smule mere nuanceret. Her handler det dog
stadig om formål, der kan give den svagtseende
synet tilbage eller hele et væskende brandsår. Men hvad så med et korsbånd ødelagt under et spil bordtennis i baghaven, lyder det næste spørgsmål, der trænger sig på. Klogeligt tør sundhedsministeren ikke spå om fremtiden, når han om kort tid udsender nye donorkort. Han bryder sig ikke om lange afkrydsningsskemaer. Selvom det vel ellers netop kunne få den enkelte til at overveje præcis de ovenstående spørgsmål. Og dermed bidrage
til, en nødvendig debat om, hvorvidt organhøst uden begrænsning overhovedet er moralsk bæredygtigt.

Der venter et stort arbejde forude for den nye minister. Et godt sted at starte er, at få standset enhver form for økonomiske transaktioner i forbindelse med donerede organer. Og det kan ikke gå hurtigt nok.

bemu

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her