Da medieforliget faldt på plads sidste år, måtte kulturminister Brian Mikkelsen sande, at han ikke fik indfriet sit ønske om en professionel bestyrelse i Danmark Radio. Efter et farceagtigt forløb med promoveringslystne politikere, mente ministeren, at det var på tide at afpolitisere bestyrelsen. Men nej, Dansk Folkeparti ville det anderledes - og Mikkelsen måtte som tidligere nøjes med at udpege tre af de 11 bestyrelsesmedlemmer. Det var der mange, der blev glade for, da ministeren for en måneds tid siden udpegede debattøren Katrine Winkel Holm til DR's bestyrelse. En politisk modstander betegnende Winkel Holm som 'et af de mest højreorienterede mennesker, der findes i dette land'. Og andre sagde spydigt: Hvis Katrine Winkel Holm er udtryk for det, kulturministeren mener med 'professionel', så er det fint med en flok glade amatører i bestyrelseslokalet.
Og netop:
Politikerne har ikke givet meget plads til bestyrelsen. Selv fører de noget nær detailstyring af DR med specifikke krav i medieforlig og endnu mere specifikke krav i den såkaldte public service kontrakt. De overordnede linjer for DR er altså formuleret - og da bestyrelsesmedlemmerne ikke må blande sig i enkelte programmer, fristes man til at spørge: Hvad må de så? Katrine Winkel Holm er blevet kritiseret for sine første udmeldinger efter udnævnelsen: Hun har kritiseret lanceringen af dokumentarfilmen Den hemmelige krig, betegnet TV-Avisen som tendentiøs, og hun har ytret frygt for, at DR udvikler sig til en agent for multikulturalismen i Danmark. Det er næppe en bekymring, hun står alene med - og selv om hendes konklusioner er tvivlsomme, er analysen korrekt, hvad angår den multikulturelle interesse: DR2's store satsning hedder DR 2 i farver og har som ambition at sætte fokus på etnicitet, tro og normalitet. Det er en flot satsning, som DR fortjener ros for, men er naturligvis også udtryk for den overordnede linje, som bestyrelsen skal forholde sig til. Igen: Hvordan ellers skulle DR opnå bred legitimitet for sit virke? Heldigvis er det også andre standpunkter repræsenteret i bestyrelsen end Katrine Winkel Holms.