Læsetid: 4 min.

Du glade Gladsaxe!

21. marts 1997

SOM NÅR en halv kilometer lang supertanker er kommet ud af kurs i tågen og nu langsomt, men usvigeligt sikkert flyder i retning mod en klippevæg. Ingen kan gøre noget. Kaptajnen er magtesløs, styrmanden har hakket bremsen i (eller hvordan man nu gør på et moderne skib), besætningen kan kun se til og afvente katastrofens omfang, for bremselængden for så stort et fartøj er betragtelig. Tilbage er kun en stille bøn til Vorherre om at være nådig.
"Besætningen" på Gladsaxe Teater må have haft det omtrent sådan under opsætningen af Anisette og Thomas Koppels stykke, Bella Vita, som for et par søndage siden havde premiere på den københavnske forstadsscene. Vorherre var ikke nådig. En ret enig anmelderflok udnævnte stykket til noget, der stærkt minder om sæsonens flop. Efterfølgende har der været en skarp meningsudveksling mellem skuespilleren Tommy Kenter, der som en slags uofficiel talsmand for de medvirkende har talt deres sag, og Thomas Koppel, der som en slags uofficiel talsmand for Anisette, har talt ophavets sag.
Thomas Koppel har i Politiken (12. 3.) angrebet teatrets folk for at kanøfle det, som de to kunstnere kom med, fordi det var usædvanligt, nyt og fremmed. Tommy Kenter har taget til genmæle ved bl.a. at kritisere Koppel-parret for ikke at have samarbejdsvilje og ikke respekt for det håndværk, det også er at lave teater. "Er Thomas Koppel virkelig Mozart?" lød det i artiklens overskrift. Koppel, der var langt bagefter sin deadline med afleveringen af partiturer, havde henvist til de store klassiske komponister. Det var de nemlig osse i visse tilfælde.

ATMOSFÆREN under prøverne skal have været overophedet. Det er kommet frem, at teatrets leder tog til det helt usædvanlige skridt at indkalde
bestyrelsens formand, Gladsaxe-politikeren Tove Smidth, som bisidder under konflikterne. På et tidspunkt truede Anisette og Thomas Koppel med at trække stykket tilbage, og i den situation ville det være nyttigt, om bestyrelsesformanden var mere end almindeligt orienteret. Nogle kompromis'er blev det til, så vidt man forstår. Stykket blev ikke trukket tilbage, men realiseret, og modtagelsen blev, som den blev.
Spørgsmålet er, hvordan det kunne gå så galt, når alle andre end det ellers så succes-rige Koppel-par åbenbart kunne se, hvor det bar hen?
KONFLIKTER er ikke ukendte i teatrets verden, når et stykke sættes op. Mange kunstnere lægger navn og krop til, og hver især har deres personlige kunstner-identitet, som de som alvorligt arbejdende mennesker føler ansvar over. Forskellige opfattelser og forskellige temperamenter skal give gnister. Ofte er det set, at uoverensstemmelser under prøveforløbet har været vejen til nødvendige afklaringer - som i sidste ende har været frugtbare for det færdige resultat til alles tilfredshed. Sådan blot ikke i dette tilfælde.
Nu ligner det et ubehageligt hundeslagsmål, en mudderkastning, om skyld og ansvar, hvor begge parter er på en fralægger. Hvad sagde vi, kan skuespillerne sige. Når de først gør det nu, et par uger efter premieren, skyldes det den smukke tradition, der er i teaterlivet, for at skuespillerne ikke udtaler sig kritisk om de opsætninger, de spiller med i, eller hvad der sker bag kulisserne. At de alligevel gør det nu, skyldes Thomas Koppels kritiske bemærkninger, som de ikke har ville lade stå uimodsagt.
Et angreb på deres stand.
Koppel og Koppel kan have ret i, at deres stykke er anderledes end traditionelle stykker. Fx. er det næsten ordløst. Det kører på et poetisk udtryk, som er i familie med cirkus. Altså: En krævende opgave. Faktisk er det også tilladt at vove pelsen med et dristigt udspil samt at få dårlige anmeldelser - den tort har så mange udmærkede dramatikere og teatre af og til måttet lide. Det kan ikke undgås, sådan generelt.
Kunne det være undgået her? Alle advarselslys blinkede åbenbart livligt undervejs.

DET PENIBLE er, at 32.000 billetter var solgt på forhånd. At aflyse forestillingen ville have kostet teatret mere end en arm, og det er spørgsmålet, om det overhovedet kunne have overlevet en aflysning, rent økonomisk... sådan som den stramme pengeposepolitik er på teatrene i dag med krav om idel kassesucces. Det er tidligere set, at en enkelt fiasko har lukket et københavnsk teater, nemlig ABC i Lars Knutzons direktørtid.
At forestille sig at Koppel-parret, som i sin tid var spydspidser i den vellykkede forestilling, Dødens Triumf, på Det Kgl. teater kunne være primus motorer i et nyt stykke, det var ikke nogen forkert tanke. At give det så frie hænder, som de har fået, var - set i bakspejlet - forkert. Men uret tikkede, hjerterne bankede, ophavsparret stod stejlt og skyklap-agtigt på at føre deres visioner igennem. Uden at lytte til de råd, det fik. Noget sådant kræver en stor kunstnerisk sikkerhed på det teatermæssige område, og den var ikke til stede.

OG DETTE er medaljens bagside. Teaterpolitikken tvinger teatrene til at spekulere i kendte navne eller "sikre" musicals og anden mainstream. De kendte navne sælger billetterne på forhånd via Arte, hvorved den sunde del af markedsmekanismen sættes ud af drift. Teaterledelsen er i et dilemma mellem den kunstneriske frihed for dramatikerne og den oplevelse, de medvirkende har af prøveforløbet. Supertankeren sejler mod klippevæggen. "I fremtiden vil vi nok være lidt mere forsigtige med at satse", udtaler Tove Schmidt til Ekstra Bladet. Og så er vi lige der, hvor vi ikke skal være.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu