Læsetid: 7 min.

Med glade rygklappere ved roret

7. april 2006

Tilgiv en lidt personlig indledning. Da jeg flyttede til den amerikanske stillehavsstat Oregon for at studere i 2002, fik jeg konstant skældud af mine samboere for at glemme at slukke lyset efter mig. Oregons elektricitetspriser var eksploderet til et ubetaleligt leje efter den foregående sommers el-krise i Californien.

Efter at have haft et praktisk og godt betalt studiejob med at lave pr for it-firmaer i et par år, havde jeg den forrige sommer besluttet mig for at sige op. Lønnen var stadig kunstigt god, men branchen var på vej mod afgrunden. Firmaer som mit tumlede ud over kanten, efterhånden som de kunstigt oppumpede aktiekurser imploderede, og humøret i branchen blev værre og værre for hver dag, vi i Børsen betragtede de dalende medarbejderaktiekurser. Jeg besluttede mig for at søge et Fulbright-legat til USA og få gjort noget ved min uddannelse.

Det viste sig, at Fulbright - den amerikanske regerings gigantiske program for internationale studerende - havde usædvanligt få ansøgere det år. Efter 11. september var folk i Vesten nervøse for at tage til USA, og det var nemmere at få et stipendium. Andre forhold gjaldt for min argentinske med-fulbrighter Pablo, der var sluppet ud af et kollapset land i benhård konkurrence med en armé af ansøgere - i Argentina var det Verdensbanks-påtvungne frie markeds-eksperiment netop slået fejl med armod og fortvivlelse til effekt.

Jeg nævner disse detaljer, fordi de alle i en eller anden forstand er vævet sammen med Enrons skæbne. Og for at vise, at mens sagen om den enorme amerikanske virksomhed, der gik fallit med et brag ved årsskiftet 2001-02, virkede langt væk, mens den blev optrevlet i de amerikanske medier, var den som en hver anden korruptionsskandale på det globale marked på sine egne måder intimt forbundet med almindelige menneskers liv. Ikke bare med de titusinder af ansatte og små-investorer i USA, der på et par uger mistede deres pensionsopsparinger, men som ringe i vandet også med alle mulige andre mennesker her og langt derfra.

Enron blev født som energiproducent i 1985 ved en fusion af firmaerne Internorth og Houston Natural Gas. Det startede med rørledninger, men siden begyndte firmaet at fokusere på energihandel mere end -produktion, og til sidst fungerede det som en energibank, der leverede garantier for faste energipriser på langtidskontrakter og udførte langt størstedelen af egne forretninger i den finansielle sfære.

Enron var hinsides enhver tvivl et nytænkende firma. De var de første, der indså, at energi og vand kan købes, sælges og spekuleres i akkurat som aktier og obligationer - en overvejelse, som er så aktuel som nogensinde i dag, hvor privatiseringen af vandforsyning er et varmt emne kloden over.

Og så var de nogle af de første, der opdyrkede den kreative markedstænkning i et omfang så avanceret, at der næppe var nogen hverken i eller omkring firmaet, der nogensinde helt forstod, hvad der foregik. Men lad os være ærlige - hvor meget økonomi er der nogensinde nogen, der forstår? Enron-skandalen var et eksempel på det, der sker, når en gruppe mennesker spadserer afsted i en forkert retning, fordi alle tror, at en af de andre kender vejen. Ingen af os ved, hvor udbredt dette fænomen er.

I dag er det åbenlyst, at den optimistiske idioti startede år før kollapset. Det kunne være i '98, da Enron fik den første aktieanalytiker fra firmaet Merrill Lynch fyret for at have udtalt sig kritisk. Det kunne være senere samme år, da firmaet købte det brasilianske energiselskab Elektro til en gigantisk overpris, eller året efter, da Enron overtog en statsejet argentinsk vandforsyning uden at bemærke, at landet var på fallittens rand på grund af netop denne type privatiseringer, og uden derfor at være klar til, at medarbejderne med udsigten til en usikker fremtid plyndrede hele firmaet dagen efter, at salget blev annonceret. Det kunne være i '99, da Enron som alle andre baserede megalomane fremtidsforventninger på en dotcom-forretning, der skulle tjene penge på internettet.

Men den mest kriminelle tåbelighed listede sig ind undervejs: Efterhånden fik de smarte finansdrenge og -piger overbevist hinanden om, at en skyhøj markedsvurdering af en investering kan regnskabsføres som overskud - en fremgangsmåde, som tvang Enron til år efter år at pumpe sine regnskaber op i et stadigt eskalerende kapløb med tiden og sandheden.

Det var i anledning af dotcom-eventyret, at Enron gik igang med den åbenlyse kriminalitet, som allerede har afgjort de næste 8-10 års skæbne for de 17 Enron-folk, der indtil nu har erklæret sig skyldige og ventes at blive idømt årelange fængselsstraffe. Forbrydelsen hed LJM og bestod i kapitalfonde, som firmaet brugte til at opkøbe urentable forretninger og derved skjule dem fra årsregnskaberne. Det fornuftstridige påhit var udtænkt af den financielle chef Andy Fastow, der i dag er anklagemyndighedens hovedvidne.

Den manøvre fejrede Fortune Magazine i år 2000 ved at kåre Enrons enten kriminelt uvidende eller kriminelt grådige chefduo - Skilling og Lay, som i denne uge indtager vidneskranken som sagens hovedanklagede - til årets dygtigste ledere som en slags cadeau til aktieanalysens generelle løgnagtighed.

Samme år begyndte Californien at privatisere el-forsyningen, så bl.a. Enrons energihandlere så deres finansielle kreativitet stimuleret i et omfang, som både medvirkede til den sommers energikrise og strømafbrydelser, og som senere fandtes egnede til domsfældelse - og hvis effekt vestkystforbrugere år efter betalte af på i form af skyhøje el-priser.

2001, som startede med, at Enrons direktør Kenneth Lay i sit privatfly fløj vennerne Barbara og Geoge W.H. Bush til deres søns indtræden som USA's præsident, blev også Enrons skæbneår. Året igennem ophedede firmaets dødsdømte økonomi i et intimt, konkret samspil med globale katastrofer fra de indiske hindunationalisters valgsejr til den afbrydelse midt i hektiske børsforhandlinger med Enrons rådgivere fra revisionsfirmaerne Merrill Lynch og JP Morgan Chase, som i september opstod, da rådgivernes kontorer i World Trade Center torpederedes af al-Qaedas flyvere.

I dag har samme fimaer udbetalt millioner af dollar i forlig for deres hjælp til Enrons manipulationer. Foreløbig fire af Merrill Lynch's tidligere chefer rusker tremmer på grund af skandalen, som også gav dødsstødet til revisionsgiganten Andersen Consulting - som i dagene op til Enrons konkurs gav sig til at makulere sine korrespondancer med firmaet for alle tilfældes skyld - med et efterfølgende jobtab for 9.000 mennesker til følge.

Den 3. december erklærede Enron sig konkurs og gjorde med et slag 21.000 mennesker arbejdsløse. John Enerson, en af Enrons vicepræsidenter, beskrev stemningen dagen efter konkurseklæringen som "stemningen efter, at en neutron-bombe er eksploderet". Få dage før havde firmaets top delt 105 millioner dollar ud i bonus til sig selv i det, Enerson har kaldt for Enrons sidste plyndringstogt.

I bogen Conspiracy of Fools (Broadway Books) viser New York Times' stjerne-erhvervsjournalist Kurt Eichenwald, at Enron-skandalen handlede om, hvad der sker, når tåber bliver lokomotivførere, og ingen af passagererne er fornuftige nok til at betvivle deres beslutninger. Og om, at i en verden med et globalt frit marked er vi alle i et vist omfang passagerer på dette samme tog.

Kurt Eichenwald skriver, at Enron-sagen udgjordes af "folk på toppen af magten, som meget arrogant gik rundt og gjorde nogle meget idiotiske ting, somme tider nogle meget kriminelle ting, og derefter så alle deres fejltagelser blive fejret af markedet, af regeringen, af investorerne, af alle. Og så styrter det hele sammen. Den måde, fortællingen folder sig ud, er næsten som den græske mytologi".

Navnene på dramatis personae i denne græske tragedie er i sandhed mytologiske: Buy, Cash, Skilling og Lawyer hedder disse finansielle karikaturer, men de er virkelige. Skilling var firmaets præsident, Cash naturligvis revisor, Lawyer finanstryllekunstner, Buy guddødeme risiko-ansvarlig. Dette var den moderne tids mytologi in the making. Det var privatiseringens ryttere og ofre i en tid, hvor den i hast gennemførte privatisering af statsejede virksomheder red både den første og den tredje verden som en mare.

I denne kultur af rygklappere og medsnakkere roser alle hinanden over optimismens uendelige triumfer - ikke bare i Enron, men hos dets revisorer, hos Wall Streets analytikere, i de firmaer, det handlede med, i dele af pressen og en del af de politikere, det omgås og smører - i Enrons tilfælde med millioner af dollars til de to Bush-præsidenters valgkampagner og baseball med familien Bush, men også golf med Bill Clinton og Gerald Ford. En kultur, hvor kritikere er 'ukonstruktive', 'ukreative' eller simpelthen 'røvhuller' og renses ud i lind strøm i et firma så optimistisk, at det ikke engang fører en oversigt over modningsdatoerne på sine lån, ligesom de foragtes i en samfundskultur, der hylder det frie initiativs religion. Indtil den dag, de grådige fantasters egne luftkasteller falder sammen med en uklædelig fisen.

Eftervirkningerne kan de over 30.000 fyrede Enron- og Andersen-ansatte filosofere om, eller elforbrugere på Vestkysten eller indbyggerne i de kollapsede stater i Latinamerika. Om Jeff Skilling og Kenneth Lay får dem at føle, er uvist. Retssagens udfald står åbent, og de to chefers forklaring er bygget op omkring, at de ikke anede, hvad der foregik i deres virksomhed. Deres bankkonti er stadig fulde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her