Læsetid: 2 min.

Glæde over Danmark

Et besøg i Norge gjorde mig glad over, at der i det aktuelt ophedede danske kulturkampsklima om kanoner faktisk er nogen, der er i stand til at holde hovedet koldt
23. november 2006

Er man blot en lille smule træt af den danske kanon-debat, behøver man bare rejse til Norge. Så får man det straks bedre... Det var det indtryk, der blev tilbage, da jeg i tirsdags havde været på sviptur til Oslo for at deltage i en paneldiskussion ved Norsk Kritikerlags seminar over 'Kvalitetsbegrebet, kritikken og den frie kunst'.

Som udgangspunkt havde jeg valgt den dobbelte danske kanon, altså Undervisningsministeriets fra 2004 - den med den fælles liste plus de to tillæg for folkeskolen og de gymnasiale uddannelser - og Kulturministeriets litterære kanon fra januar 2006 - den med de 11 klassikere og en buket på 24 digte. Jeg gjorde rede for listernes indhold og for mine egne kritikpunkter mod dem:

* At de på fatal vis er domineret af mandlige forfattere* At de så kunstigt begrænser det litterære pensum til det rent nationale i stedet for i internationaliseringens og globaliseringens navn at lægge op til læsning af verdenslitteratur side om side med det danske.

Stor var imidlertid min forundring, da mikrofonen gik hen til den svenske deltager i panelet, Hanna Hallgren, lyriker, kritiker, kulturskribent og forsker.

Da hun blev spurgt, hvad hun havde imod den danske kanon-debat, svarede hun: "Racismen!" Til trods for det ihærdige arbejde, fagfolk har udført i de to ministerielle udvalg, er det åbenbart lykkedes nogen at bilde svenskerne ind, at specielt Brian Mikkelsen (bakket op af Pia Kjærsgaard?) har haft held til at spænde litteraturen for nationalismens og fremmedhadets vogn.

Ideologisk og politisk forpestet

Omtrent lige så betuttet blev jeg dog ved at høre, hvad en Karin S. Woldseth, norsk stortingsrepræsentant for Fremskrittspartiet og medlem af Stortingets Familie- og Kulturkomité, tidligere på dagen havde udtalt som sit bidrag til debatten om kanon og kvalitet, nemlig at skulle man endelig have en norsk litteraturkanon, da burde den fastsættes ved folkeafstemning. Ikke noget med smagsdommere her!

At dømme efter en læserafstemning for nylig arrangeret af et større norsk dagblad ville klassikeren over dem alle blive Lars Saabye Christensens gennembrudsroman Beatles (1984). Den er rigtignok også herlig. Men det er ikke godt, hvis en norsk politiker i bund og grund mistror både kritikken og litteraturforskerne. Og det er skidt, hvis hun tror, at fordi fagfolk laver lister over bøger af kvalitet, så har de samtidig automatisk opstillet regler for læsning og dermed krænket befolkningens frihed.

Hos mig afsatte debatten det indtryk, at man hverken i Sverige eller Norge er i stand til at diskutere kanon og kvalitet på nogenlunde ædruelig vis. Luften er på forhånd forpestet af politik. Det ene sted af ideologisk korrekthed, det andet sted af klam populisme.

På denne baggrund blev jeg egentlig glad over at komme som repræsentant for en litterær faglighed, der i det aktuelt ophedede danske kulturkampsklima faktisk var i stand til at holde hovedet koldt og benytte en oplagt chance for at slå et slag for dannelse og læsning, simpelt hen ved at pege på visse forfattere og værker, som det altid er godt at have læst, og som gennem lange tider, i kraft af poetisk potentiale, kunstnerisk kvalitet, har initieret og styret diskussionen af, hvorfor vi læser - og hvordan (og hvor forskelligt!) vi kan læse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her