Læsetid: 2 min.

Glæden ved volleyball

Træt af håndboldhystader og voldelige jernladies? Prøv så at opleve det elegante drama og den sportslige renfærdighed i elite-kvindernes volleyball-kampe
14. marts 2006

Findes der stadig en elitesport, hvor god gammeldags sportsånd råder? Som udfolder sig fjernt fra sportsjournalisters og opkøberes søgelys og udøves af toptrænede idrætskvinder, der ikke stræber efter mediernes lukrative stjernestatus, men simpelthen efter at yde deres bedste? Ja, et sådant tids-atypisk fænomen eksisterer faktisk, selv om kun en meget lille skare lader til at have opdaget det.

Dansk kvinde-volleyball har måske lidt samme status i offentligheden som vores hjemlige kvindehåndbold havde før Ulrik Wilbek-æraen. Altså dengang "livet var for kort til kvindehåndbold", som det hed med mandlig arrogance. Volleyball-kvinderne kan ikke prale med store internationale resultater, men mindre kan også gøre det.

Og det er ikke helt lidt, en god volleyball-kamp har at byde på. Udover spændingen, der ofte kan være neglebidende, har den først og fremmest en elegance, charme og boldglæde, der er ved at forsvinde ud af håndbold-elitens professionelle kraftpræstationer med deres mere eller mindre voldelige bryde-, mase- og obstruktionskampe, heppet frem af hysterikere som Anja Andersen. I en volleyball-kamp kan det ikke betale sig at overtræde reglerne. Her er det ikke nødvendigt at vise nogen ud. Kun sportslig kunnen belønnes.

Det er en slags hold-badminton uden ketsjer, hvor det gælder om at presse modstanderen, så holdet slår bolden i nettet, misser den eller slår den ud af banen. Kampen om hver bold bliver fortættet og kræver den yderste koncentration af alle holdets seks spillere, der hver har deres specialitet: Nogle er særlig gode til at modtage serverne, andre til selv at serve. Atter andre har altafgørende opgaver tæt ved nettet, hvor de hoppende blokerer eller smasher.

For sportens skyld

En lynsnar reaktionsevne er guld værd. Som regel kåres dagens spiller i den efterfølgende træner-rapport, men volleyball er i en eminent grad en holdsport, og det giver sig i reglen meget fine udtryk under hele kampen. Efter hver bold, især de vundne, opmuntrer holdet hinanden, samles ganske kort i en lille kreds, giver hinanden håndklap og opmuntrende smil, berøringer og bemærkninger. Det er i høj grad tilladt at vise følelser, men kun kortvarigt, for ellers brydes koncentrationen om den næste bold.

Der kæmpes i det hele taget på livet løs i denne elitedivision. Men med fair midler. Og altså ikke for stjernestatus, penge eller plads i avisspalterne, men for sportens skyld. Og det udelukker ikke et følelsesengagement af en styrke, der giver dramatisk nerve og højspænding til kampene. En tabt kamp kan vække gråd, en vunden spontan jubel. Og holdenes unge trænere, de fleste mænd, er tydeligvis lige så engagerede.

Lyder det for idyllisk? Måske har volleyball-eliten skyggesider - jeg aner det ikke. Foreløbig er jeg glad for at være blandt dem, der har opdaget, at en elitesport stadig kan udøves, så man aldrig er i tvivl om, at her drejer det sig om sport og ikke forretning.

Leg og dygtighed, sammenhold og opmuntring, sindsbevægelse og disciplin, konkurrence og fair play. Idræt i reneste aftapning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her