Læsetid: 5 min.

Jeg glæder mig i denne tid

Smulerne fra de riges bord eller oprigtig julegavmildhed? Et juleeventyr eller en kardemommebyfabel? I år er det Martin Miehe-Renards 'Peters Jul', der løber afsted med juleenglen
29. november 2005

Den fattige Rasmus er

kommet herhen

Han har det derhjemme kun

dårligt; men

nu skal vi ham nok fornøje.

Et godt stykke legetøj skal

han få

og Mor hun sige, hun vil gå

og hente min ældste trøje.

Sådan lyder den sociale samvittighed ved juletid i 1866 i Krohns Peters Jul. Her er ikke noget med et distanceret girokort til jordskælvsofrene eller en forkølet tyver til den hjemløse på stationen. Men her er så heller ikke gnisten af drømmen om et velfærdssamfund- Næ, smulerne fra de riges bord er Peters Jul-definitionen på julegavmildhed.

Det er netop den sociale ulighed, som Martin Miehe-Renard har gjort til aktuelt udgangspunktet for sin julemusical Peters Jul, kreeret for skolebørnene og deres familier.

Forestillingen er godt nok opkrudtet af julegaveboder til mors Dankort, men de kommercielle kvababbelser glemmes faktisk, når forestillingen går i gang.

For dette teater fænger. Forestillingen fortæller basalt set om den rige drengs fascination af gadedrengens frihed - og om den fattige drengs længsel efter mad og tryghed. Og det lykkes Miehe-Renard og komponisten Lars Fjeldmose at skabe en dramatisk sammenhæng ud af tildigtelserne til den rimede klassiker.

Handlingen bevæger sig i hvert fald fint fremad i Emilie Nordentofts sjove kæmpekulisser på tværs af Tuborgs tappehal med husfotografier fra de gode, gamle dage - og i Åsa Lieberaths kostumer, hvoraf Vinterens Dronning må tage prisen som årets absolut højeste englekjole... Og Birgitte Næss-Schmidt har lavet en koreografi, der fint finder ind til børnenes egne bevægelser og prinsessearme - og undgår de styggeste musicalklicheer.

Peter som MGP-stjerne

Alligevel virker forestillingen først og fremmest, fordi skuespillerne er så gode og bramfri.

Drengene er imponerende løsslupne i deres spil, og i modsætning til deres MGP-jævnaldrene kan de faktisk ramme tonerne, jubi! Drengen Jamie Morton som Peter spiller hjerteknusende flabet og vender øjne, så man forstår Louise Herberts trætte tjenestepige Karen - men også så pigerne i salen 'får lyst til at gå hen og gi' ham et knus'. Og teenageren Allan Jonathan Hyde udstråler den perfekte blanding af gavtyv og tilsmudset gentleman som den fattige Rasmus, der tvinges til at begå røverier af en grov tølpertyran, som Lars Bom spiller med rullende øjne og hurtige lår.

Hans røverkæreste spilles af Birgitte Raaberg med røde krøller og rockende talje - og en sangstemme med den dér lysende energi, som alle juleengle burde have. Men vupti, så forvandles Raaberg til Peters pæne borgerskabs-mor med stadsestage og kedeligt hår - Raaberg kan det hele.

Vidunderligst er dog Margrethe Koytu i dobbeltrollen som Peters bedstemor og Rasmus' fattige Fie. Hun taler som den, hun er - en klog kone. Og så har hun en solid københavnerrøst, der knitrer langt væk af en ærlighed, som er sjælden i idylliserende familieforestillinger.

Tilskuerbørnene elskede hende, og de var ved at dø af skræk og forargelse, da Lars Bom blev brutal: Man slår da ikke på gamle koner - og slet ikke dem, der siger sandheden! Men hvorfor kun Koytus Bedstemor tog applaus - og ikke Fie - det forstod ungerne altså ikke. Men hun var jo gammel, så hun var nok træt og var taget hjem-

Peter som Lucia-brud

Umiddelbart skulle man tro, at en tilsvarende ros var at sige om Dickens' Et Juleeventyr på Folketeatret. Og jo, Malene Schwartz' første satsning er de også blevet en fin, opbyggelig forestilling om de rige og de fattige. Steen Springborgs god-inderst-inde-Scrooge har flot format, og særligt den lille Siff Line Anderssons godhedsånd med lyskrans om håret betager med sine funklende øjne.

Men det er en lang teaterjuleaften i Nørregade. Vibeke Wrede har instrueret scenerne med et sært præg af pligt. Kun når spillet kammer over i det groteske, giver juleanden pote:

Når Peter Jorde giver den som en mareridtsmix mellem en luciabrud og en tornekranskristus på stylter. Eller når gåsestegen til hele den fattige børnefamilie er på størrelse med en vagtel-

Marianne Nilsson har skabt en flot og monumental scenografi i to etager. Men det klare snit forstyrres af kostumerne, der virker underligt sjaskede; selv de fineste julekjoler er syet som natkjoler med trætte flæser. Nej tak. Så alligevel hellere kniplingerne fra Nøddebo Præstegård-

Peter som tante-røver

Har man hang til gensyn, kan man dog tage til Bellevue Teatret, hvor Folk og røvere i Kardemommeby spilles for 24. år i træk! Her er det stadig Thorbjørn Egners gamle tekst, musik og scenografi - læg lige mærke til røvernes opvask: Den er malet på væggen! Og det er Jesper Kleins instruktion, og ja, det er stadig morsomt, når Thorkild Demuths rare, gamle Tobias står og synger fra sit tårn; han er autentisk i eget skæg, 'for der var slet ikke nogen snor i', som ungerne bemærkede.

Men opsætningen savner skuespillere med punch i. Peter Aude giver røverbanden gode skub med sine fjollede grovheder og sin udtalte angst for vand og sæbe, og Tine Miehe-Renard er striks på den paraplyeffektive facon som Tante Sofie. Men ellers er det kun Peder Kragerups musikenergi, der holder den fiffige forestilling sammen - og så de udødelige 'Vi lister os afsted på tå'-sandheder. Ungerne skråler med, det bedste de kan - lykkelige og brandteknisk opdaterede, men ikke ligefrem dramatisk udfordrede. Men jo. Integrationshistorien om røverne, der får en plads i samfundet igen, den opfatter børnene som noget helt selvfølgeligt. Alle har vel prøvet at føle sig udenfor - og komme med i legen igen.

Københavnerfamilierne kan altså roligt droppe et par overflødige køkkenmaskiner og investere i teaterbilletter i stedet. Men tag for Guds skyld toget eller bussen og undgå parkeringsskænderierne. Det nærmer sig jo jul. I toget kan ungerne så også få læst bogen over (næsten) alle bøger:

Se, dér, hvor julen ej gik ind,

hvor ej han ville tænde,

har lysene et dårligt skin

og vil slet ikke brænde-

'Et Juleeventyr' af Charles Dickens (1843). Oversættelse og instruktion: Vibeke Wrede. Sangoversættelser: Jesper Kjær. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Birgitte Næss-Schmidt. Musikalsk arrangement og kapelmester: Fini Høstrup. Folketeatret til 31. dec. Nørreport St. 8 år +.

www.folketeatret.dk

'Folk og røvere i Kardemommeby' (1955/71). Tekst, musik og scenografi: Thorbjørn Egner. Oversættelse: Halfdan Rasmussen. Instruktion: Jesper Klein. Kapelmester: Peder Kragerup. Bellevue Teatret til 17. dec. Klampenborg St. 5 år +.

'Peters Jul'. Tekst: Martin Miehe-Renard og Søren Skjold efter Johan Kroghs vers fra 1866. Instruktion: Martin Miehe-Renard. Musik: Lars Fjeldmose. Koreografi: Hanne Jacobsen. Scenografi: Emilie Nordentoft. Kostumer: Åsa Lieberath.

Tapperihallerne ved Tuborg til 22. dec. Bus 650 S fra Hellerup St. eller Kbh. H. 5 år +.

www.petersjul.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu