Læsetid: 2 min.

Glansbillede af Boris Jeltsin

29. marts 2006

I Information den 24. marts behandler David Rehling præsidentvalget i Hviderusland under overskriften "Det Store Dumme Rusland, der helst vil gøre andre endnu dummere". Rehling gør ret i at betegne valget i Lukasjenkos kommunistiske frilandsmuseum som en farce, men hans tilgang til Rusland virker desværre ret unuanceret.

Rehling formår således at tegne et glansbillede af Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, som karakteriseres som "ægte demokratisk sindet". Det er en ganske bemærkelsesværdig vurdering af den Jeltsin, der i 1993 først opløste et genstridigt parlament, og da forfatningsdomstolen erklærede skridtet for ulovligt, så i stedet gennemtrumfede sin beslutning med kampvogne.

Rehling undskylder Jeltsins videre politik op gennem 90'erne med, at de russiske vælgere var bundet af fortiden og derfor ikke gav ham et reformvenligt flertal i Dumaen. At vælgerne stemmer anderledes, end magthaverne kunne ønske sig, er nu engang et af demokratiets grundvilkår. Og kunne det ikke være, at vælgerne blot udtrykte deres utilfredshed med de økonomiske reformer og deres sociale konsekvenser?

Også glansbilledet af Jeltsin som pressefrihedens vogter kræver modificeringer. Jeltsin sikrede sig således kun genvalg i 1996 efter en massiv mediekampage organiseret af de finansfyrster, der også kontrollerede medierne. Efter valget belønnede Jeltsin dem med privatiserede statsvirksomheder i det, der er blevet betegnet som århundredets røveri.

Endelig er krigen i Tjetjenien heller ikke noget, som pynter på Jeltsins demokratiske generalieblad.

Problemet med glansbilledet af Jeltsin er, at det står i vejen for en dybere forståelse af dagens Rusland.

Gennem de seneste år har Rusland under Putin oplevet en udvikling, der set med demokratiske øjne er dybt bekymrende. De elektroniske medier er kommet under stærkere statskontrol, og senest er NGO'erne blevet offer for styrets ønske om kontrol med samfundslivet.

En ordentlig svada

Denne udvikling skal imidlertid ses i lyset af, at Putin overtog en statsmagt, der i realiteten var pantsat til oligarkerne. Det kan derfor til en vis grad synes logisk, at han har forsøgt at vinde noget af det tabte tilbage.

Rehling slutter af med en ordentlig svada om Ruslands angivelige tradition for at støtte den dummeste og mest brutale styreform i andre lande. Spørgsmålet er bare, om det er så specielt russisk. Er det ikke nærmere et udtryk for noget så simpelt som stormagtspolitik?

For også på den udenrigspolitiske front har Rusland under Putin stræbt efter at vinde noget af det tabte tilbage, især i nærområdet. Det er i det lys, at Ruslands støtte til Lukasjenko skal ses. Med ham ved roret har man en leder i Hviderusland, som åbent støtter et tæt samarbejde med Rusland og dermed tillader Rusland at beholde indflydelsen i et hjørne af "det nære udland".

At den ubetingede støtte til Lukasjenko er pinlig for et land, der gerne vil betragtes som demokratisk, er uden for diskussion, men i grunden er det vel meget typisk, at demokrati og menneskerettigheder sjældent spiller en afgørende rolle i stormagtspolitik. Det ß-gælder både, når det handler om en tidligere kyllingefarmer i Minsk og om en stenrig kongefamilie i Riyadh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her