Læsetid: 3 min.

En glasånd i en elefantbutik

Antony rammer os stadig hårdt og dybt med sin salvelsesfulde røst, så saltvandet sejler, men i Vega var han også selv ramt - af tekniske og publikumsmæssige problemer. Og den høje entertainer fremstod pludselig uendelig sart
17. november 2005

Antony har en svær aften. Den formidable sanger og sangskriver entrer ellers scenen jovial, kærlig, altomfavnende, som han også var sidst i Loppens lavloftede sauna i maj. Tirsdag aften i lukket november befinder han sig i et helt anderledes højloftet Store Vega, fyldt til bristepunktet med billetkøbende, lyttende hengivenhed. Men også med helt anderledes presserende lydproblemer.

Det nærmest kammermusikalske backingensemble The Johnsons er vokset til hele seks mand, hvoraf alle på nær el-bassisten spiller på akustiske instrumenter, på cello, violin, akustisk guitar, harmonika, trommer, mens Antony cirkler over Bösendorfer-flygelet. Åbningsnummeret "My Lady Story" slår denne anmelder og vistnok resten af publikum fuldstændig omkuld. Saltvandet driver som efter pisk gennem salen, da Antony synger "My lady story/Is one of annihilation/My lady story/Is one of breast amputation/ And still you're coaxing me/To come on out and live/Well, I'm a crippled dog/I've got nothing to give". Alt er smuk smerte i fire minutter. Men så viser virkelighedens idiotiske banalitet sig: De mange mikrofoner til de akustiske instrumenter skaber feedback-problemer, som får hovedpersonen til både at adressere sine lydmænd, sparke sin monitor væk og kaste sig ud i et småimproviseret stykke for at finde sig til rette. Krukket, irriteret, men nok også strengt nødvendigt. For pludselig klarer det op, uvejrsskyerne fortrækker sig, manden i dametøj ranker sig og siger: "I might seem like a crackmom, but just follow it. We are having minor technical difficulties. We just wanna make the best possible experience for you".

Han vil os det godt

Som altid er stemmen og fagterne og mimikken beskeden, men selvsikker, nærmest oldschool moderligt kærlig og ikke uden anstrøg af uskyld. Og vi ånder lettet op. For Antony vil os det godt, og det ved vi, blot tvivlede vi nogle minutter. Den britisk fødte newyorker vil oplade sin salvelsesfulde spændstige røst rig på vibrato, cabaret og hvid gospel, han vil synge salmer om sjælen fanget i virkeligheden - i Antonys tilfælde en kvinde fanget i en homoseksuel mandekrop, i publikums tilfælde en 1.500 mand og kvinde stor variation over den eksistentielle desperation. Som der altså er uendelig skønhed i at høre inkarneret af en stor sjælesørger, der både bringer vor afmagt på behagelig afstand i kraft af sit eksotiske fangenskab - og samtidig åbenbart kan bruge selv samme fremmedhed som trojansk hest direkte ind i vore hjerter.

The Johnsons (navnet på the good guys i William S. Burroughs bøger) digter indfølende i højre side af scenen, sprødt og smukt klingende, af og til en kende stivbenede, af og til gudesmukke, mens Antony kæmper med sin passion foran mikrofon og flygel. Og da jeg før skrev at Vega er fyldt med lyttende hengivenhed, så er det ikke helt sandt. Mens Antony styrtbløder i de mest tyste sekvenser, kan man høre ølplastikkrus give sig ude i salen. Men der er også visse, lad os kalde dem, elementer, der er med til at slå midtpunktets koncentration yderligere omkuld. Visse plebejere der tæt på scenen kommer med lige lovlig grovkornede tilråb, som Antony i starten håndterer med vanlig aristokrastisk elegance, men som snart får ham til at starte numre forfra eller vægre verbalt for sig. Der bliver taget hånd om det af hårdhudet security, men det gør også koncertoplevelsen endnu mere intens på et helt andet niveau. For Antony kommer til at fremstå sårbar også uden for sine sange, ikke bare i fuld firspring som den selvsikre entertainer han normalt er, når han chatter med folket. Den undtagelsestilstand som turnélivet er for et band breder sig til publikum, og Antony viser sig som en glasånd i en elefantbutik. Uendelig skrøbelig. Og så meget desto mere elskelig. En behagende entertainer ramt af omstændighederne, forvandlet til menneske, men stadig holdende sig oprejst som kunster. For der er stadig masser af store rygradsrislende, tåretrækkende øjeblikke og interessante videreudviklinger af numrene fra de indtil videre to album undervejs. Vaklende, men stolte øjeblikke.

Antony & The Johnsons, tirsdag, Store Vega

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her