Læsetid: 7 min.

Glem autoriteterne og slå håret ud. Her kommer Store Klaus

Klaus Rifbjerg skriver årets sommerføljeton i Information. I et langt essay vil han i kulturradikal ånd nedfælde tanker om alt fra Anden Verdenskrig over Amager til anarkisme. Ingen grænser. Ingen prioritering. Ingen højtidelighed. Den indgangsvinkel har før givet ham knubs, men det skal man være villig til at risikere, mener han
18. juni 2005

Det er som om, pænheden har lagt en bedøvende tåge over Danmark. Alt skal rettes ind og være konformt.

"Det behager mig ikke," siger Klaus Rifbjerg.

Kedsomheden er enorm. Han vil gerne være med til at sætte "fut" i tingene, være en fregnet pige med røde fletninger og lange strømper, og derfor blander han sig. Ofte.

Denne sommer skriver han føljetonen Tænkeboksen. I et langt essay vil han i en lind strøm skrive om politiske ideer, filosofi og private omstændigheder.

"Det kan handle om en flue eller atombomben. Alt er muligt. Stort eller småt. Det spiller ingen rolle, for det afspejler altid diskussioner eller emner i tiden," siger han og fortæller, at det netop er det, der kendetegner den genre, som han også tidligere i udgivelser, som Karakterbogen. Et virrehoveds notater fra 1992, har beskæftiget sig med. Der er ingen grænser for, hvad man kan skrive, og der er heller ingen prioritering mellem emner. Tankerne skal styre - deraf navnet Tænkeboksen.

"Tænkeboksen er jo sådan en, man kommer i til sidst i quizprogrammer og får the 64.000 dollar question. Hvor man hverken kan høre eller se, og så skal man ellers sidde der og tænke på, hvad det rigtige svar mon er. Det er jo ikke fordi, jeg gør mig forestillinger om, at jeg har det rigtige svar på alting, men jeg kan jo gøre mig nogle overvejelser."

Men hvad er det egentlig, Klaus Rifbjerg kan bidrage med i den danske kulturdebat? Vi ved, han gerne vil tage del i diskussionen. Så meget er forstået.

"Jeg står jo et andet sted end så mange andre. Man vil kalde mig en fortsætter af den kulturradikale tradition som for eksempel Poul Henningsen var repræsentant for i 30'erne, 40'erne og 50'erne, der har rødder helt tilbage til Brandes og Oplysningstiden. Det handler simpelthen om konstant at bruge sin fornuft. Nærmest antimetafysisk. At være tolerant uden at være sentimental."

Kulturradikalismen lever

Og Klaus Rifbjerg er klar over, at folk bliver irriterede over ham engang i mellem, men igen er det et resultat af at være kulturradikal, fortæller han. For kulturradikalismen er bestemt ikke død.

"Der er sikkert mange, der ville ønske det, for den er som natrium i vandet. Et futtende element, der ikke vil sidde stille, skifter position og går ind fra flere forskelllige vinkler. Og så tager den ikke sig selv så frygtelig højtideligt. Man må kunne forholde sig humoristisk til sig selv," siger han og kommer i det samme til at tænke på det portræt, han netop har skrevet til Information.

Et portræt af Pippi Langstrømpe i anledning af hendes 60 års fødselsdag.

"Pippi repræsenterer alt det som, jeg synes, er vigtigt. Noget anarkistisk i forhold til alt det etablerede."

Men som bekendt resulterer den slags opførsel ofte i en konflikt med de, der repræsenterer det etablerede. Det skal man turde.

"Man skal selvfølgelig tage tingene alvorligt, men man skal ikke tage dem højtideligt. Det er der en tendens til især blandt magtens mænd i dag. Ja, dødbideri er der sgu nok af. Hvis man stikker en skæv næse frem, som jeg gør det, skal man da være parat til at få nogle hak i den. Det som Johannes V. Jensen kaldte 'et skrapt Bønnemøde' er da godt. Det, synes jeg, klæder kulturdebatten, at folk udtrykker sig af karsken bælg uden for mange forbehold."

Kulturkamp

Den erklærede kulturkamp giver han til gengæld ikke så meget for. Det er kommet til at handle lidt for meget om, hvem der bør læses, høres og ses.

"Nu er jeg så uheldig-heldig selv at blive kanoniseret i levende live, men det kan jeg jo ikke selv gøre for. Jeg synes, det er helt ude i hampen at lægge stjernesystemet ned over alle mulige kulturelle udtryksmuligheder lige fra sport til folkedans, og jeg ved sgu ikke hvad."

Ligeledes er det tåbeligt ikke at bruge de såkaldte eksperter, mener han.

"Der er jo stadig nogle mennesker, der er klogere, end vi er. Dem skal vi da lytte til i stedet for at lukke munden på dem. Deres ord må have en vis vægt," siger han og tilføjer: "Uden at jeg er en skid autoritetstro."

Klaus Rifbjerg har kommenteret kulturkampen på en anderledes måde. Med digtsamlingen Pap fra 2004, hvor blandt andet digtet "I en sal på hospitalet" fik stor opmærksomhed. Det er Søren Krarup, der ligger på hospitalet, og Rifbjerg bliver grebet af en trang til at besøge ham. Og ikke fordi, han kan lide ham. Der er også andre kommentarer til nulevende personer som Anders Fogh Rasmussen, Bertel Haarder, Kurt Thorsen og Bent Jensen. Rifbjerg bruger altså sin kunst i kulturkampen. Ellers har kampscenerne mest foregået i avisernes forgængelige spalter.

"Man har jo aldrig set så mange kilometer kulturstof i aviserne som i de her år. Det buldrer. Og man har indtrykket af, at tit beskæftiger folk sig mere med det, der står i aviserne end det, det handler om. Bøgerne, musikken, kunsten. Man kan godt få en kulturpessimistisk fornemmelse af, at der er mere snak end, der er aktion."

På den anden side så skal man heller ikke give kunstnerne besked på at bruge den aktuelle debat. Det må de sgu selv finde ud af, siger Rifbjerg.

"Men hvis man har noget på hjerte i en bestemt politisk-kulturel sammenhæng, så skal man da fyre det af, for inspirationen til dét, kan jo være ligeså reel som inspirationen til alle mulige andre former for kunst."

Konformiteten

Rifbjerg har ofte selv noget på hjerte, og et af de emner som han på det sidste har været aktiv debattør omkring i nærværende avis er tv-serier. Især de succesrige dramaserier på DR1.

"Den diskussion er nødvendig, fordi den er symptomatisk. Der er for meget klistret-fast-til-sofaen-i-ti-tusind-millioner-hjem over vores statssponsorerede fjernsyn og for lidt uforudsigelighed. Lavest mulige fællesnævner skal ikke bestemme programpolitikken."

Det, som DR's Palle, Ingrid og Mike er symptom på, er den pænhed, der præger det åndelige klima i Danmark, mener han.

"Konformismen og konsensus råder ligesom over det hele. Den gamle dannelse er tilbage. Vi skal være ens og opføre os pænt og ordentligt," siger Klaus Rifbjerg og gør et kort oprids over den danske mentalitet i de sidste 60-70 år:

"I løbet af 30'erne satte en ny pædagogisk tankegang ind sammen med kulturradikalismen. Den blev så bremset af krigen, og derefter kom vi ud i en meget tungsindig, moralsk betinget periode op gennem 50'erne. Det afløstes i 60'erne af det her berømte atomkraft-nej-tak-make-love-not-war-langt-hår-og-skæg-og-nøgne-damer-hids-dig-op-og-kom-herned-ungdomsoprør. En stor frigørelse, der får sin modreaktion i 80'erne og 90'erne, hvor det hele lukker ned igen, sådan at vi i dag står med et politisk billede og en moral opfattelse, som minder om den fra gamle dage."

Billedet er stivnet, mener han, og var man en lille pige ville man ikke se sig selv i lange strømper, fletninger og anarki, men i stedet: "med lyserød sløjfe i håret og laksko på fødderne til afdansningsbal på danseskolen."

Lort og A.P. Møller

Den frihed, danskerne fik tilkæmpet sig i slut-60'erne, er så godt som fordampet.

"Man er fra statsmagtens side interesseret i at skrue tiden tilbage til noget, der ligner kadaverdisciplin. Det gælder om at målrette skolen, så børnene passer ind et bestemt sted i erhvervslivet. En maskinesering af læringsprocessen. Sikke noget lort."

Og danskerne finder sig i det, hvilket Rifbjerg finder meget bizart.

"Hele den der ærbødighed, der hersker: A.P Møller, der skænker nationen noget, og så vil han selv bestemme det hele, og man bukker og nejer og siger tusind tak. Det er sgu da mærkeligt. Hvad er det for en autoritetstro, vi pludselig er faldet tilbage i?"

Det er ingen tvivl om, hvem Rifbjerg holder ansvarlig for denne udvikling i den danske mentalitet.

"De, der i politisk sammenhæng regerer os, ønsker konformiteten og større disciplin. Danmark skal være samlet og ensrettet, som vi jo forestiller os, at vi har været siden Vikingetiden. En tilbagevenden til oprindelige nationale værdier, som jo er en ahistorisk forestilling. Vi føler os truede af globaliseringen, og så går vi ud og graver de flag op af jorden, som faldt ned fra himlen."

I stedet burde vi gøre som Brandes og smække vinduerne op, mener Klaus Rifbjerg og opfordrer:

"Slå håret ud. Lad være med at have så mange forbehold. Lad være med at være bange for at tabe ansigt."

Engang var vi danskere gode til det, men nu er masken stivnet, og det behager ikke Rifbjerg, der ikke kan hade, det han elsker.

"Tro ikke, at jeg ikke føler mig som dansker. Det gør jeg 100 procent. Jeg føler mig frygteligt forbundet med det hele. Som digter er jeg afhængig af mit modersmål, og den forbindelse går langt ind i nationens marv. Den kan jeg ikke kappe og har heller ikke lyst til det. Derfor bliver jeg så irriteret, når nogle tager patent på danskheden. Den tilhører os allesammen, hvis vi vil det. Uden hysteri og nationalisme."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu