Læsetid: 2 min.

Glemsler

Stumper af tilfældige ligheder flyder meningsfuldt rundt i universet eller bevidstheden og ligner hukommelsens rester af halvt forglemte salmevers, melodi-stumper, flossede erindringsbilleder, verslinjer, der engang hang sammen for en i helheder
20. april 2006

Der var den igen: 'Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel-' Nu ikke ved en begravelse, men midt i Mozart. Ud af radioens P2 flød en Andantino sostenuto e cantabile umiskendeligt som den romantiske pilgrimssangs optakter, men så fortonedes dette sidetema i nye figurationer.

Jeg fandt lidt efter en cd frem i reolen og satte den på som kontrol: En vis Salvatore Accardo var ikke i tvivl med violinsonaten nr. 26 i B-dur, "Dejlig er jorden". Og dejligt lød det.

Sådanne stumper af tilfældige ligheder flyder meningsfuldt rundt i universet eller bevidstheden og ligner hukommelsens rester af halvt forglemte salmevers, melodistumper, flossede erindringsbilleder, verslinjer, der engang hang sammen for en i helheder, samtaler, der engang var afgørende, skænderier, der blomstrede og engang også var fulde forsoningsbuketter.

Udenadslæren er heldigvis desværre lagt til side i nyere pædagogik. Praktisk var det alligevel at have et fuldgyldigt lager for hånden, at man ikke som nu hurtigt bliver uenig om rækkefølgen af versene i "Højt fra træets grønne top", som børnene dog gerne vil synge i runddansen om træet i al den trængsel og alarm, som digteren og telegrafdirektøren Peter Faber også har skildret.

Han gjorde sig pludselig også gældende i et andet radioprogram, i en udsendelse om komponisten C.F.E. Hornemann, som er uretfærdigt glemt, men dog under udgravning. "Vort hjem, du danske jord" går på hans stoltserende melodi.

Hans far var mere af en verdensmand, Emil Hornemann, der satte musik til de nævnte julesange. Og til endnu én, som vi i min skoletid også skulle kunne udenad: "Dengang jeg drog af sted, min pige ville med". Altså den tapre landsoldat fra 1848, dengang en eksplosiv succes med lange eftervirkninger: "Og vee det usle Drog,/der elsker ei sit Sprog/og ei vil ofre Liv og Blod for gamle Dannebrog."

Endnu kan jeg reproducere nogle af stroferne - og såmænd også nogle linjer på latin! Det siger noget om digtets status, at nogen havde spenderet en oversættelse af netop denne tekst til det lærde sprog. Og at vi i 1G nysproglig afsang det til Hornemanns melodi: "Cum jam discederem,/cum jam descederem/ puella me rogavit, ut-." etc. Ja, så fortoner det sig trods datidens pædagogiske anstrengelser og det nationale sindelag under Besættelsen.

En anden form for pædagogik går den anden vej: At sætte ord til den absolutte musik for at fremme en forståelse. Således huskes et eksempel på amerikansk, velmenende pædagogik til fremme af begribelsen af den svære symfoniske musik, sat i didaktiske vers. F.eks. Tjajkovskijs storladne, sjette symfoni Pathétique med dens dramatiske følelsesudtryk.

Jeg husker det som eksempel på glemte vers, og det fortjener faktisk overhovedet ikke at huskes. Men så dumt, at noget netop er blevet hængende: et forklarende digt til det berømte, smægtende hovedtema, der fortolkes på følgende friskfyragtige måde. Den første af de fire linjer er fortrængt. Resten lyder:

Sorrow is ended,

grief may be mended.

It seems Tjajkovskij will be calm again.

Disse versstumpers fortrøstningsfulde ord og bornerte pædagogik vil ikke ud af ørerne, når jeg hører symfonien. Derfor foretrækker jeg violinsonatens klang af, at jorden dog er dejlig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her