Læsetid: 3 min.

Det glemte Congo

21. maj 2003

»Der er et presserende behov for at vise, at congolesere er lige så vigtige som irakere«
Sergio Vieira de Mello, FN’s kommissær for menneskerettigheder

I forrige uge sprængte nogle bomber i Tjetjenien og en blodig krig i det nordøstlige Congo sig frem i avisernes spalter. I denne uge er det så konflikten mellem oprørere i Aceh-provinsen og Indonesiens centralregering, som rammer forsiderne. I alle tre tilfælde er der tale om årelange, lokale opgør, hvor Amnesty og Human Rights Watch kan berette om vilkårlige voldtægter og drab på civile. Alligevel befinder de tre konflikter og mange flere sig normalt i EU-landenes og USA’s afdeling for glemte sager.
Krigen i Den Demokratiske Republik Congo er et eksempel på en af de negligerede konflikter. (At kalde dem glemte er misvisende, for de er bestemt ikke glemt af ofrene). Man kunne ellers tro, at de rige lande ville interessere sig for Congo. Undergrunden er fyldt med bl.a. guld og diamanter. Diktator Mobutu blev fjernet i 1997, hvilket åbnede en dør for politiske fremskridt – senest er der sluttet fred, og en overgangsregering er på vej. Udviklingen i Congo er afgørende for, om det går godt eller skidt i hele det centrale Afrika. Omkring tre millioner mennesker – især kvinder og børn – er døde som følge af konflikten.
Når Congo alligevel er forblevet en af de store hvide pletter på verdenskortene over opmærksomhed fra Det Hvide Hus, Downing Street 10 og Statsministeriet, så skyldes det flere faktorer. Storriget har ingen sikkerhedspolitisk betydning for Vesten og er ikke yngleplads for terrorister. Landet er så nedslidt, at det kan være svært at se, hvor man skal sætte ind med u-landsbistand. Den politiske situation er for ustabil til at investere massivt i mineraludvinding.

De mange dilemmaer i forhold til en indsats i Congo bliver udstillet lige nu. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, har bedt bl.a. Frankrig, Italien og Danmark om at stille med soldater til at standse blodsudgydelser i den nordøstlige del af Congo. I byen
Bunia er gamle spændinger den seneste tid eksploderet i voldsomheder, der har krævet hundredevis af dødsofre og sendt titusinder på flugt. Der advares om fare for folkemord som i Rwanda 1994.
Politikere i Paris og København står nu over for et valg: Skal vi risikere vores soldaters liv et sted, som de fleste vælgere ikke kan udpege på et landkort, eller skal vi som sædvanlig vende ryggen til? Svaret fra Chirac-styret er, at trods militært engagement andre steder f.eks. i Elfenbenskysten vil Frankrig gerne stille med nogle hundrede soldater i Bunia. Svaret fra Fogh-regeringen er indtil videre henholdende. I går i Folketingets spørgetime sagde statsministeren, at »regeringen er meget optaget af problemet,« og han understregede, at regeringen ikke var afskrækket af, at udsendelse af danske soldater ville slå bunden helt ud af budgettet for internationale opgaver. Men Fogh lagde vægt på, at der er en del løse ender i beslutningsgrundlaget, og at Danmark på grund af EU-forbeholdet på det militære område ikke kan deltage i en evt. EU-ledet styrke. Det sidste er udenomssnak og politisk drilleri, for der er ingen udsigt til en EU-ledet styrke.
Når vi efter alt at dømme trods pres fra SF og de radikale ikke sender danskere med FN-blå baretter til Bunia, har det to hovedårsager: Det er et livsfarligt sted, og udsendelsen af op til 380 soldater til Irak gør reserven af danske soldater egnet til international udsendelse meget lille.

NÅr Fogh-regeringen har valgt at sende så mange soldater til Irak, har den samtidig stort set fravalgt muligheden for at have kapacitet til at deltage i en FN-ledet, militær indsats i Congo eller andre steder.
Meget tyder på at Fogh hellere vil gå hånd i hånd med præsident Bush, der lægger sikkerhed, terrorpotentiale og økonomi til grund for sin udenrigspolitik, end med FN, der er optaget af bl.a. humanitære behov og dannelsen af en international retsorden.
Det er ærgerligt og forkasteligt, hvis regeringen opgiver Danmarks ellers høje profil, når det gælder fredsbevarende opgaver under FN. Vel kan Danmark dulme smerten med madpakker til ofre for negligerede konflikter, men det vigtigste signal om tro på en humanitær retsorden er viljen til at risikere soldaters liv.

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu