Læsetid: 5 min.

De glemte hvide stammer

Globaliseringens menneskestrømme gik i starten fra Vesteuropa og udad. Nu vender de den anden vej, men fordommene og myterne om de brave udvandrere der lykkedes med alt, modsat nutidens kriminelle og arbejdsløse tredjeverdensindvandrere, lever i bedste velgående
6. oktober 2005

Den 27. december 1834 ankom det gode skib Olbers til Port Royal på Jamaica anført af Kaptajn John Myers. Om bord fandtes 300 tyskere - 200 katolikker og 100 protestanter. De var taget om bord i Bremen nogle måneder tidligere for at flygte fra sult og elendighed. Målet var det forjættede land - Amerika.

Lidet kunne de vide at Kaptajn Myers ingen intention havde om at føre disse immigranter til USA. Kort tid efter ankomsten til Jamaica, var de i stedet spredt ud over øen, hvor de arbejdede i stegende sol under slavelignende forhold. Mange døde af udmattelse og sygdomme i årene efter. Enkelte stædige lykkedes endda at komme af sted til USA. Men de resterende blev og lever stadigvæk en slags parallel-tilværelse, som en isoleret stamme i det ellers så spraglede multietniske Jamaica, der huser mange etniske grupper fra hele verden som få andre steder.

Tyskere er de ikke mere, hvad er det så? Glemt af deres land og deres kirke, stædigt klyngende sig til gamle traditioner i deres kultur, endte de i en slags kulturløs lomme på bunden af samfundet.

"Papa Docs hvide negre" er den folkelige betegnelse for de efterkommere, der endnu lever i støvede landsbyer i bjergene i Haïti. Efterkommere af polske soldater der blev hyret til at hjælpe med at nedkæmpe slaveopstand i de voldsomme år i starten af det 19. århundrede, hvor slaveriets historie lakkede langsomt mod enden. Glemt af deres moderland og deres pave prøvede de i mange år at få kontakt med omverdenen. I årene efter forsøgte mange af soldaterne at tjene til livets ophold under vilkår, det er svært, med nutidens øjne, at skelne fra de slaver de var sendt ud for at bekæmpe.

De glemte stammer

Tyskerne på Jamaica og polakkerne på Haïti er blot et par eksempler blandt mange på globaliseringens enorme konsekvenser for millioner af mennesker. I det seneste halve århundrede er strømmen for alvor vendt den anden vej. Indvandringen til det vestlige Europa har været enorm i tiden efter Anden Verdenskrig. Globaliseringens menneskestrømme vender sig - nu som tidligere - mod de steder, hvor der er størst mulighed for at sikre velfærd.

Ricardo Orizios bog Lost White Tribes beskriver flere groteske historier om glemte 'stammer' af europæere. Eksemplerne ligger langt fra den romantiske forestilling om fattige europæiske udvandrere, der blev til hårdtarbejdende indvandrere rundt om i verden. Groteske er de, fordi de bryder med vaneforestillingen om vores måde at være indvandrere på, modsat deres.

En ond spiral

Det er en udbredt forestilling, på den danske højrefløj, at mange af de indvandrere der kommer til Vesteuropa i disse år er dårlige indvandrere. De vil og kan ikke lykkes med at blive optaget i stammen.

Rigtigt er det, at alt for mange indvandrerfamilier med rod i tredjeverdens-lande står uden uddannelse, uden job, og for alt for manges vedkommende, med elendige sprogkundskaber. De har med andre ord, ikke ret store chancer for nogensinde at blive en del af det danske arbejdsmarked, og derved for alvor tage del i den velfærd, vi andre nyder.

Tyskerne på Jamaica, polakkerne på Haïti, og alt for mange andre indvandrergrupper gennem tiderne, opretholder en pseudo-kultur, der minder om det, man kommer fra. Problemet er, at denne kultur og identitet ikke bliver udviklet i takt med det sker, hverken i oprindelseslandet, eller der hvor man nu bor. Det skete for tyskerne på Jamaica. Da en tysk præst, nærmest ved et tilfælde, fandt den lille enklave mange år efter fandt han et stagneret indavlet samfund i opløsning. De færreste beherskede et forståeligt tysk eller viden om det tyske samfund, men de var stadigvæk tyskerne.

Dansk Folkeparti anvender jævnligt argumentet om kulturel overlegenhed, når de skal anføre, hvorfor vore tredjeverdens indvandrere topper diverse uheldige statistikker. Der luftes mange fordomme om religionen (læs = islam) som særlig barbarisk og primitiv med fremdragelse af de sædvanlige eksempler. Hvorfor kan det så gå så galt for gode katolske og protestantiske tyskere og polakker? Hverken spørgsmålet eller svaret er særligt simpelt.

Problemet er delvis opstået fordi fravalget af ens fædreland har store konsekvenser. Og meget større end de dårligt uddannede dele af indvandrerbefolkningen har kunnet forudse. Uden uddannelsens effektive værktøjer til at opnå viden og indsigt, har mange isoleret sig fra det samfund, de blev en del af, pga. frygt og mistro over for det nye. En frygt og mistro, som kun bliver næret af den stigende modstand, som indvandrerne har oplevet fra det omgivende samfund. Med andre ord: Vi er kommet ind i en ond spiral.

Simpelt er det i hvert fald at ignorere de konsekvenser det har for ens identitet og kulturelle tilhørsfølelse at udvandre til et andet land langt borte, og så ikke helt lykkes. Man udvikler parallelsamfund. Man bliver en stamme for sig selv. For at integreres i et andet samfund, er der en lang række succeskriterier, der skal opfyldes. Den kulturelle adaptionsevne øges naturligvis med et højt folkeoplysningsniveau, men det er ikke den eneste faktor.

Den danske debat

I Danmark fylder integrationsdebatten også uhørt meget - set i sammenhæng med antallet af indvandrere. Den største religion blandt indvandrerne, islam, har en næsten grotesk stor placering i den politiske debat.

Der er store opgaver på dette område - det kan ikke diskuteres. Men vejen frem går snarere via et højt fælles oplysningsniveau end symbolske underkastelseshandlinger, som f.eks. en troskabsed og andre forslag regeringen og dens støtteparti kommer med i disse år. Symbolik, der er kopieret fra USA.

Vejen frem er og vil fortsat være reformer af arbejdsmarkedet, et ekstremt højt uddannelses- og folkeoplysningsniveau og et opgør på berøringsangsten over for visse indvandrergrupper. Alt for ofte svigter man i sociale sager med indvandrere fra tredjeverdens lande i en misforstået hensyntagen og forældede fordomme. Det drejer sig på den ene side om at stille klare tydelige krav til, hvad samfundet forventer af indvandrerne.

På den anden side, skal det omkringliggende samfund acceptere forskellighederne. Og her halter det stærkt for alt for mange.

Med hånden på hjertet

Det som USA (trods alt) lykkedes med gennem mange år, var at grundlæggende værdier i samfundet blev tydeliggjort. Man kunne godt være en del af sin gamle stamme, men man skulle give sig hen til de fælles værdier i en slags gensidig anerkendelse. Det skal vi turde tage fat på, sammen med ovenstående reformer. Så får vi greb om integrationen for alvor. Det vil jeg godt sværge på, med hånden på hjertet!

Inspireret af bogen 'Lost White Tribes', Riccardo Orizio, Random House 2001

Kasper Johansen er afdelingsleder for indskolingen på en folkeskole (Sjælsøskolen i Birkerød).

Kandidat til Borgerrepræsentationen i København for de radikale

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu