Læsetid: 4 min.

Den glemte krig

14. juli 2007

ALLE TALER I disse dage om sidste års 34 dages krig i Libanon og det nordlige Israel. Der bliver givet strategiske vurderinger af situationen efter krigen, og politiske analytikere har travlt med at kortlægge årsagerne til krigen. Men der er langt mellem snapsene, når det gælder om at tage ved lære af krigen, og om at omsætte dens nedslående resultater i en lysere fremtid for Mellemøsten. Derfor giver det god mening at tale om den glemte krig. Den var der, den hærgede samfundene på begge sider af den libanesisk-israelske grænse, og bagefter vendte Mellemøsten og det internationale diplomati tilbage til business as usual.

De, som bedst kan tale med om dette, er civilbefolkningerne på begge sider af grænsen. I det sydlige Libanon står landsbyerne overfor gigantiske miljøproblemer og en uoverskuelig genopbygning efter krigens ødelæggelser. Selvom Nordisrael er relativt set bedre stillet ved at have fået de økonomiske midler til at udbedre de fysiske skader, står også denne befolkning tilbage med et kæmpemæssigt traume og en dyb mistillid til den politiske ledelse.

KENDETEGNENDE for denne udvikling er den israelske leder, ministerpræsident Ehud Olmert. Han har med sædvanlig politisk snilde sørget for, at krigens israelske forsvarschef siden hen er blevet udskiftet, og for nylig lagde det israelske arbejderparti også låg på nogle udeståender ved at vælge ny formand, hvorved landet også fik en ny forsvarsminister ved navn Ehud Barak.

Men som den øverste ansvarlige for krigens fadæser er Olmert blevet siddende, og nu kører han videre, som om krigen aldrig havde fundet sted. Han manøvrerer taktisk over for Gazastribens Hamas-ledede regering ved at satse stort på den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og dennes Fatah-regering på Gazastriben. Han plejer forbindelser til Jordan og Egypten, og han har tid til at tage stilling til Den Arabiske Ligas i øvrigt løfterige tilnærmelser overfor Israel. Men når det kommer til den syriske præsident, Bashar al Assads, fredsfølere, som i høj grad er et produkt af sidste års Libanon-krig, klapper Olmert i som en østers.

EN STOR DEL af skylden må søges i Washington. Her har præsident George W. Bush tilsyneladende ikke tænkt sig at fravige, hvad flere mellemøstlige iagttagere betegner som et udpræget sort og hvidt billede af den mellemøstlige virkelighed. Krigen har ikke rokket en tomme ved hans opfattelse af Hizbollah som en uoprettelig terrorbevægelse, og at den som direkte resultat af krigen har opnået en uhørt popularitet som libanesisk oppositionsbevægelse, lader ham tilsyneladende helt kold.

Det stive, amerikanske syn på Mellemøsten er upåvirket af krigen, og det giver sig i Libanon udtryk ved fortsat støtte til Fouad Sinioras sunnimuslimske regering, der står hårdt over for Hizbollah i det interne libanesiske magtspil.

Dette er en rigtig dårlig ide. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med Siniora-regeringen, men fordi det er et stivsindet forsøg på at udelukke en politisk faktor, som man bare ikke kan komme udenom. Som en libanesisk analytiker siger, så kan man tænke, hvad man vil om Hizbollah, men uanset dette, er det ikke muligt at komme videre i Mellemøsten uden at tage bevægelsen alvorligt ved at inddrage den i de politiske processer.

DETTE BILLEDE forplanter sig ud i Mellemøsten, hvor amerikanerne igen sætter dagsordenen ved at skelne skarpt mellem, hvad de opfatter som henholdsvis sort og hvidt. På det ikke-statslige plan har islamiske bevægelser over hele regionen taget ved lære af Hizbollah og betragter organisationens vellykkede modstand mod den israelske invasion for et år siden som et eksempel til efterlevelse. Hamas på Gazastriben er kun et eksempel af mange, som iagttagere er sikre på vil træde i karakter på den mellemøstlige arena i de kommende år.

I statsligt regi er denne meget skarpe opdeling af gode og onde kræfter lige så ildevarslende. Her er Syrien et godt eksempel på, hvordan et regime søger at komme ud af en politisk isolation ved at tale fred. Man kan beskylde den syriske præsident Bashar al Assad for opportunisme og for at søge at redde sit eget politiske skind ved nogle diplomatiske manøvrer, som han dybest set ikke bryder sig om. Men uanset om man kan lide ham som politisk leder eller ej, så er hans følere dog en politisk mulighed, som ikke bør udelukkes.

KRIGENS TRAGISKE RESULTAT er, at dens større perspektiver er blevet overset. Den burde have været den klokke, der fik verdenssamfundet til at indse, at man ikke løser Mellemøstens problemer ved at føre snæver alliancepolitik. Det holder ikke i længden at søge en isolation af Hizbollah, der af et flertal af den libanesiske befolkning opfattes som krigens egentlige vinder. Og på samme måde holder det ikke i længden at isolere Hamas, Bashar al Assad og andre bevægelser og ledere, der ikke lever op til det amerikanske syn på Mellemøsten. At dette ikke for længst har indfundet sig som læren af sidste års krig, må føre til konklusionen, at der er tale om en glemt krig. faf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu