Læsetid: 3 min.

Den glemte krig i Irak

7. maj 1999

Den irakiske intellektuelle Kanan Makiya fortæller en ganske illustrativ anekdote om, hvor effektivt et instrument bombefly egentligt kan være i psykologisk krigsførelse - vel at mærke under den forudsætning, at luftkrigen ledes af en snedig og hensynsløs diktator som Saddam Hussein. "Efter at have angrebet kurdiske landsbyer i Nordirak med nervegas i 1989 og dræbt tusinder af civile, gik folk rundt i evig angst for, at bombeflyene ville vende tilbage. Det gjorde de nogle måneder senere. En tæt tåge indhyllede byerne. Indbyggerne blev hysteriske og mange af dem flygtede til det sydlige Irak, hvor Saddam i forvejen ønskede at bosætte kurderne. Det viste sig, at de irakiske fly havde kastet cementstøv ud."

Nogle sække cementstøv udretter med et slag, hvad diktatoren ikke magter eller ønsker at gennemføre med sin moderne hær - en etnisk udrensning af kurdere i Nordirak. Dette er selvfølgelig ikke en praksis, som bør efterfølges af krigsførende demokratiske magter, men illustrerer på den anden side meget godt, hvor pauver og primitiv den amerikanske og britiske luftstrategi er mod Irak. Den går kort sagt ud på at holde Saddam-styret i skak med en bombe i ny og næ samt daglige overflyvninger af flyveforbudszoner i det sydlige og nordlige Irak, hvor shia-muslimerne og kurderne lever. Begge folk har i lang tid været underkuet af Saddam, hvis magtbase hviler på sunni-muslimerne i det centrale Irak.
Siden præsident Bill Clinton og premierminister Tony Blair lod en byge af Tomahawk-krydsermissiler ramme Bagdad og andre irakiske storbyer i dagene op til sidste jul, er en besynderlig form for luftkrig på lavt blus fortsat over det nordlige og sydlige Irak. Amerikanske og britiske jagerfly har til opgave at beskytte den shia-muslimske og kurdiske befolkning mod det irakiske flyvevåben, men i virkeligheden foregår der noget helt andet. Dagligt tænder Saddam Husseins styrker i områderne radarer i håbet om at få ram på et fjendsk jagerfly med antiluftsskyts og score en propaganda-sejr på hjemmebane og i den arabiske verden. Indtil videre har de britiske og amerikanske piloter overlevet udfordringen ved straks at udbombe installationen. Ifølge Pentagon skal Irak have mistet 20 procent af sine radarer og luftværnsbatterier siden december 1998.
I de seneste par uger har irakerne imidlertid flyttet noget af deres krigsmateriel ind i områder beboet af civile. Når radaren således bliver tændt og piloten føler sig i akut fare og affyrer sit missil, vokser chancen for "beslægtet skade", eufemismen for civile tab, betydeligt. Rent faktisk mistede to irakere livet i Mosul i mandags, og i lørdags blev en familie på syv udraderet i samme egn. Pentagons talsmand lægger ansvaret på Saddam Hussein, der som bekendt aldrig har følt skrupler ved at bringe civile i livsfare.

Hvis Irak agter at følge denne strategi til det ekstreme, vil Washington og London blive stillet i et frygteligt dilemma. Skal man fortsætte luftbombardementerne og risikere at sprede mere død og ødelæggelse eller måske indrømme, at også dette slag er blevet vundet af tyrannen? Et demokrati kan i sagens natur ikke føre en langvarig luftkrig mod et tyranni med halvt hjerte. Enten går man til sagen og besejrer fjenden eller også vælges diplomatiets vej. Efter otte års isolation af Saddam-styret og bombninger i ny og næ er det på tide, at USA kommer til fornuft og søger et kompromis i FN-regi. Det vigtigste mål må være at genoptage FN's inspektion af Iraks forskning i og fabrikation af masseødelæggelsesvåben, der jo blev annulleret af Saddam efter raketangrebene sidste december. Oveni det bør Irak ophøre med at skyde til måls efter britiske og amerikanske jagerfly. Flyveforbudszonen skal fortsat håndhæves, men det ville måske være en god ide at gøre opgaven til et FN-anliggende.

Hvilken gulerod kan vi tilbyde? Naturligvis ophævelsen af FN's økonomiske sanktioner mod
Irak. Der foreligger en risiko for, at Saddam-styret investerer olieindtægterne i oprustning af sin hær, import af våbenteknologi og a-bombemateriale, når FN slipper sin kontrol over Iraks pengepung. Men det er efter sigende allerede lykkedes Bagdad at indsmugle den slags. Risikoen er altså værd at tage, blot en ny inspektionsordning bliver mere effektiv end den gamle.
Desuden er denne løsning attraktiv, al den stund vi kan lette vores samvittighed og endelig få gjort ende på en boykot, der kun har ramt den irakiske civilbefolkning, især kvinder og børn, mens tyrannen og hans slæng er gået ram forbi. Krigsførelse har mange navne, nogle er mere morderiske end andre, boykot af fødevarer og medicin hører til den værste kategori. Luftkrige, som blot har til formål afstraffe og lader fjenden kontrollere landjorden, kan være lige så slemme, idet bombe-ofrene som regel er civile. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu