Vi var i år på ferie i Alsace-Lorraine i Frankrig med vore børn på 13 og 16 år. At vi valgte dette område i Frankrig var ikke tilfældigt. Som sønderjyder er vi nært knyttet til Alsace-Lorraine og Frankrig. Vore bedsteforældre deltog i Første Verdenskrig på tysk side. 25.000 dansksindede sønderjyder var værnepligtige i den tyske arme. 6.000 faldt, og tusinder blev såret alvorligt.
I den lille landsby, hvor min kone kommer fra på Als deltog 12. Syv kom aldrig tilbage. Tre blev alvorligt såret, og to var fysisk uskadte, men psykisk invalideret.
Min kones morfar Jørgen Hansen Kaad blev alvorligt såret den 4. november 1918 efter at have deltaget i krigen siden 1915.
Ved slaget ved Verdun, hvor Kaad deltog som maskingeværskytte, faldt en million soldater på tysk og fransk side mellem februar 1916 og november 1916 i et inferno, som er ubeskriveligt. Det var derfor en stærk oplevelse for vore børn at se Verdun.
Vi besøgte de tyske soldaterkirkegårde. Her finder man de unge sønderjyders grave. Det gør man også på den sønderjyske kirkegård i Brain, som franskmændene vedligeholder vederlagsfrit.
Det besynderlige ved at opsøge de tyske kirkegårde med deres karakteristiske sorte kors er, at de almindelige franskmænd umiddelbart troede, vi var tyskere. Vi blev derfor i første omgang mødt med reserveret høflighed. Vi fik derfor en fornemmelse af at være tysk i Europa. Vi måtte derfor forklare de lokale, at vi har den samme historie som franskmændene i Alsace-Lorraine.
Undertrykkelse
Da vi fortalte den jævne franskmand om vores baggrund, blev de åbne, gæstfrie og snakkesalige. De forstod, at vi sønderjyder aldrig vil glemme, at franskmændene behandlede de sønderjyske krigsfanger med en usædvanlig veneration.
Vi mødte også mange tyskere i Verdun, som ønskede at finde deres slægtninge på gravpladserne. Vi fandt sammen. Snakkede med hinanden. Fortalte hinandens slægtshistorier. Forstod, at EU ikke var et idealistisk projekt, men et projekt, som var affødt af vore bedsteforældres skæbne.
Alsace er Frankrigs pendant til Sønderjylland. Her taler man tysk på landet, uagtet at man føler sig fransk. Vi snakkede med alsacerne om, at både rigstysk og rigsfransk kultur havde undertrykt den alsaciske kultur. Tyskerne forsøgte at fortyske området kulturelt mellem 1870 og 1920. Da franskmændene genvandt området i 1920, var der imidlertid ikke længere plads til den klassiske franske tolerance over for det tyske sprog i regionen, sådan som det havde været almindeligt før 1870. Nu skulle alsacerne være rigsfranske. Da franskmændene efter tyskernes erobring af området i 1940 genindlemmede Alsace i Frankrig i 1945, gentog processen sig med endnu større markeringer. Ja, helt frem til 1968 undertrykte franskmændene det tyske sprog i Alsace, så det i dag kun eksisterer på landet.
Sådan var det også i Sønderjylland. Rigstyskerne undertrykte danskerne i Sønderjylland mellem 1864 og 1920, og rigsdanskerne udgrænsede den sønderjyske kultur fra 1920 og fremefter.
Vores selvforståelse
Det er i øvrigt også interessant at bemærke, at kampen mod region Slesvig/Sønderjylland primært blev ført af rigsdanske nationale embedsmandsslægter, som var indvandret til Sønderjylland i 1920. Mange af disse slægter, som var ekstremt nationalt sindede, blev en generation senere kulturradikale. Nord- og sydslesvigerne, det vil sige sønderjyderne, opfatter derfor både kulturradikalismen og den rigsdanske nationalisme, sådan som den kom til udtryk i Sønderjylland, som løsrevet idealitet. Hvorom alting er: Det er bemærkelsesværdigt, at den nye kanon ikke berører, at der faldt 6.000 sønderjyder i krigen. Ingen anden krig har kostet flere unge danskere livet, og ingen anden krig har haft større betydning for den europæiske selvforståelse.
