DANSK FOLKEPARTI er et globalt koncept. I en række af jordens højest udviklede og rigeste lande vokser nationalpopulistiske partier frem i disse år. Den populære cocktail hedder fremmedfrygt og klassisk velfærdspopulisme. Fra Europa over Canada til Australien kopieres partikonceptet: De ældre, pensionisterne, skal tildeles øget velfærd på bekostning af de fremmede, indvandrerne. Paradoksalt nok er denne form for nationalistisk velfærdspopulisme den klareste manifestation på politisk globalisering. Modpolen, kosmopolitiske partier, lader endnu vente på sig.
De nationalpopulistiske partier er opstået som en knibetangsmanøvre fra venstre- og højrefløj: En række socialdemokratiske separatistpartier rundt om i verden, bl.a. Parti Quebecois i Canada og Scottish Nationalist Party, samt østeuropæiske socialdemokratier, udnytter en nationalistisk og i mange tilfælde direkte protektionistisk retorik, der handler om at bevare. Mens højrefløjspartier som f.eks. Dansk Folkeparti, Fremskrittspartiet i Norge, det australske One Nation har indoptaget et gammel-socialdemokratisk værdigrundlag, der handler om at tilgodese pensionisterne; dem, »der har opbygget landet ved hårdt arbejde og lav løn«.
DEBATTEN om globalisering har således skabt en nationalistisk alliance, der hverken kan placeres som højre- eller venstrefløj. Weblink-samlingerne på flere partier og bevægelsers hjemmesider er et sindbillede på populismens landkort: I et filtret netværk forbindes separatiske socialdemokratier og nationalkonservative højrefløjspartier på kryds og tværs af gamle, ideologiske skillelinjer.
Partiernes fremvækst skyldes to ting: For det første oplever de industrialiserede, vestlige lande et stigende, indre pres på velfærden; demografien bevæger sig i retning af stadigt flere pensionister og stadigt færre i den arbejdsdygtige alder. Og det vil koste mange skattekroner, hvis serviceniveauet skal udbygges i takt med, at de ældre begynder at stille individualiserede krav til pleje og fortæring. Velfærdsnivauet skal derfor enten sænkes, eller pengene findes et andet sted.
Og da sidstnævnte løsning naturligt er den mest populære løsning, kobles pensionist-velfærden behændigt til de industrialiserede landes andet, strukturelle pres: Det ydre pres fra globalisering primært fra øget migration. Og vupti: Ved at holde de fremmede ude, kan velfærden bevares. En ny kombi-model, som leverer kontante svar på to af tidens store udfordringer: velfærd og fremmede.
HER I LANDET står Dansk Folkeparti som eneste aktuelle eksponent for den nationalpopulistiske tendens. Men for få år siden opstod et lille parti, der arrangerede indkøbsture for pensionster til Tyskland og havde fremmedangste slogans som: »Vi skal undgå uorganiseret arbejdskraft, som fungerer som løntrykkere«. Partiet, Fælles Kurs, fik over 70.000 stemmer i 1987 og samarbejdede med Glistrups Trivselsparti. Med en mere professionel ledelse kunne Fælles Kurs have været et toneangivende parti i dag.
I sømandsbossen Preben Møller Hansen havde Fælles Kurs ganske vist en slagfærdig fætter der let kunne måle sig med Pia Kjærsgaard og f.eks. Pauline Hanson fra One Nation men dampen gik af kedlen. Ved sidste valg i 2001 til Københavns Borgerrepræsentation fik Preben Sømand kun 2.468 personlige stemmer. Formanden for Metal København, Anders Laubjerg, beskrev situationen ganske præcist i en kronik i Politiken for nylig:
»I dag er der fortsat kunder til de kulinariske retter i sømandens danske kro, hvor pølserne er røde, kartoflerne hvide, sovsen brun og Tuborgen grøn, men det kniber med at trække kunder til ekskommunistens politiske ret, idet den danske ret reelt serveres med mere pondus og med mere ægthed af Dansk Folkeparti.« Men dét er måske kun et historisk tilfælde. Fælles Kurs blev lanceret lidt for tidligt i forhold til globaliseringsdebatten; dengang Berlinmuren stadig stod.
VENSTREFLØJEN i Danmark har dog spillet en væsentlig rolle for udviklingen af det ideologiske tankegods, som bl.a. Dansk Folkeparti bygger på. Hele forestillingen om, at den danske model er verdens bedste sociale sikringssystem, har skabt en selvfed form for nationalsocialisme, der reelt vækker lige så stærke nationalistiske følelser som frygten for de fremmede: »Ingen skal komme her og pille ved
vores danske model,« lyder parolen på den danske venstrefløj og i fagbevægelsen.
Virkeligheden er blot, at den danske model i dag udstøder mindst lige så mange mennesker fra arbejdsmarkedet som de fleste andre europæiske velfærdsmodeller. Danmark kan lære mere af udenlandske erfaringer end omvendt.
Den danske selvforherligelse giver udelukkende inspiration til alverdens nationalpopulistiske konceptpartier, som det senest er sket med Sverigedemokraterne, der ser Danmark som et ideologisk forbillede.
