Læsetid: 3 min.

Global realpolitik

21. august 2001

GLOBALISERINGEN er blevet et af vor tids mest sprængfyldte politiske emner. For den sprænger de gamle højre-venstre skel i den nationalstats debat. Og den skaber nye grænseoverskridende koalitioner, mens vi på fragmentarisk vis famler efter holdbare svar på globaliseringens udfordringer. Det ene øjeblik ønsker vi, at Pinochet som Milosevic kommer for en domstol i Haag, i det næste håber vi, at Bush dehydrerer i drivhuset og et sekund efter køber vi det sidste nye Harry Potter legetøj, der snart er set i biffen og kommercialiseret af Hollywood og AOL Time Warner. Midt i denne brogede virkelighed udkrystalliseres gradvist en global politisk bevidsthed, som nok overskrider nationalstaten, men som alligevel ikke helt kan frigøre sig fra den.

RIGTIG NOK findes ikke nemme svar i sort-hvid monocrom. Selv en af Europas yngste politiske bevægelser, De Grønne, har ikke et samlet svar på globaliseringen. De er dybt splittet. Daniel Cohn-Bendit beskylder den tyske udenrigsminister Joschka Fischer for at være ’opportunist’, som var det en skilsmissescene fra et 68-ægteskab mellem en idealist og en realist. Og det er det også. Eller for at skære det ud i pap: Danny beskriver Joschka som en magtpolitiker med fordærvet karakter og åndssvag tale, der som en Helmut-klon ikke fatter de kosmopolitisk tænkende unge, der fra Seattle til Genova protesterer imod den ny-liberale globalisering – som f.eks. ATTAC.
Årsagen er, at Fischer har formastet sig til at kritisere den nye bevægelse for at være til falds for venstreradikal ideologisk ekstremisme og for at gå i samme voldsfælde, som dele af 68-oprøret gik i. Hvordan kan en gammel læderjakkeklædt stenkastede revolutionshungrende aktivist, der har fået magt og Armani-garderobe, tillade sig at belære den nye tids ungdom om ikke at begå de samme fejl, som han selv begik?
Debatten mellem Cohn og Fischer er berigende. De grønne har ikke råd til at ignorere den nye protestbevægelse. I en verden, hvor 1,2 milliarder mennesker lever i dyb, dyb fattigdom og mange flere marginaliseres, er det godt med aktive borgere, som stiller krav om en mere retfærdig og bæredygtig verdensorden? Det sidste anerkender Fischer også.
Men i sin ivrighed efter at gøre de nye aktivister til ’grønt stamklientel’, forfalder Cohn til at reproducere et alt for simpelt billede af den fordærvede magtpolitiker, som visse udenomsparlamentariske - og ekstrademokratiske - aktivister elsker at dyrke. F.eks. som da The Guardians George Monbiot under G8-mødet i Genova hånede magthaverne som otte grådige, korrupte mænd. Og forleden spillede Ignacio Ramonet samme melodi af i Le Monde Diplomatique. Han afviste G8-ledernes forsvarsord om, at ’vi er demokratisk valgte’ med denne sætning: »Folk er ikke imponeret. Demokratiske valg retfærdiggør ikke præsidenter, når de forråder valgløfter og den offentlige interesse eller i stor stil kaster sig ud i privatiseringer og liberaliseringer.«
Man hører et ekko af sociologen Christopher Laschs påstand om, at eliten forråder demokratiet – men hvad nu, hvis hele konspirationsteorien om forrædderiet bygger på et åndeligt tankespind?
At Fischer er blevet udenrigsminister for Europas stærkeste magt, Tyskland, gør ham hverken ’grådig’, ’fordærvet’ eller ’åndssvag’. Realpolitikken og demokratiets spilleregler begrænser muligheden for at realisere alle valgløfter, for selv grønne må lave kompromisser med andre offentlige interesser. Fischer bør roses for sit klarsyn. For vold som politisk kampmiddel – hvad enten den er en sort blok eller ifører sig hvide smækbukser – er skadelig og illegitim.

ØDELÆGGENDE ER volden, og dybest set er det demokratiet, der står på spil. Når nogle aktivister forfalder til muggen maoistisk taktik om at bombardere hovedkvarteret, eller på messiansk vis anser sig selv for at være bedre mennesker ’end de grådige magtpolitikere’, så gør man klogt i at lytte til Fischers advarsler: Imod venstreradikal ekstremisme og imod voldsfælden. Systemkritikken kan i visse situationer være nødvendig, når magthaverne bliver hovmodige, men den må ikke føre der ud, hvor den vender demokratiet på hovedet, kritikløst forherliger aktivismens unge sensibilitet og hovedløst håner demokratiets politiske ledere. Det er fint, at fredelige aktivister tages med på råd, som når Verdensbanken/IMF inviterer kritiske NGO’ere med til deres næste møde. Men i sidste ende er det de folkevalgte, der har fået delegeret folkelig tillid fra vælgerne.

NÅR Fischer taler om, at NGO’erne ikke skal ’op på samme niveau som demokratisk valgte ledere’, så forsvarer han forestillingen om det liberale og repræsentative demokrati. Bag det skimtes hans læremester Jürgen Habermas. Idealet er en aktiv forfatningspatriotisme. Først ved at fuldbyrde den politiske integration i Europa, og dernæst ved at demokratisere de globale institutioner. Det er ikke en slagfærdig spiseseddel til aktivister, men den er modig og kun for realpolitikere, der er ikke er gået i opportunismens fælde.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu