Læsetid: 3 min.

Global skraldespand

26. januar 2004

TITUSINDER af aktivister har sagt farvel til Verdens Sociale Forum i Bombay. De klamrer sig til håbet om, at en anden og mere retfærdig verden er mulig, men der var færre aktivister i Bombay end ved sidste års møde i Porto Alegre. Det endte som de undertryktes karneval i et land, hvor der en afgrundsdyb forskel mellem de nye enklaver af it-millionærer og de hundrede millioner af indere i ekstrem fattigdom. Det sociale forum kunne ikke forvandle et land, der er regeret af en hindunationalistisk regering. De kunne heller ikke sætte dagsordenen i en verdenspresse, der har mere travlt med at dække primærvalg i marginale amerikanske delstater som Iowa og New Hampshire end for eksempel at skrive om nødstedte børnearbejdere på indiske fabrikker eller at rapportere fra Sierra Leone, hvor hvert tredje barn dør, inden det er fyldt fem år.
At der hver eneste dag dør ti gange så mange mennesker af sult, fattigdom og epidemier, som der døde under terrorattentatet den tragiske 11. september 2001, gør ikke situationen mindre dramatisk.

UANSET hvad har Verdens Sociale Forum stadig ikke givet et klart svar på globaliseringen, og hvordan der skabes en ny international sikkerhedsorden. Nogle progressive aktivister vil reformere løs for at skabe en global retsorden, der sætter mennesket i centrum, ikke stormagternes nationale interesser. Andre, som den franske protestbonde José Bové, vil helst melde sig ud af globaliseringen og vende tilbage til nationalstaten og de lokale liv.
Det er modsatrettede kræfter, og det eneste, der for alvor forener dem, er modstanden mod USA’s krig i Irak og den såkaldt ’imperiale’ magtpolitik, som præsident Bush fører. Verdens Sociale Forum spiller musik, danser samba, giver udkastede indere en talerstol, og de flyver nobelpristageren Joseph Stiglitz ind for at fordømme den globale elites snævre tankegange og mangel på visioner.
Det er i orden, men det er bare ikke godt nok. Det er presserende at finde solide og realistiske alternativer til overmagten og dens tegn på global overanstrengelse – fra Irak til Afghanistan til USA’s økonomiske gæld – men Verdens Sociale Forum er os stadig svar skyldig.

SER MAN efter svar fra den rige elite i Verdens Økonomiske Forum, der i disse dage mødes i den schweiziske bjergby Davos, ender man også med at blive skuffet.
De på papiret så magtfulde Davos-mennesker er lige så indbyrdes uenige som Bombay-aktivisterne. Nogle støtter FN’s generalsekretær, Kofi Annan, der advarer om, at terrorkrigen kan ramme menneskerettigheder og frihedsrettigheder. Og de er enige i, at det rige nord må fjerne landbrugsprotektionismen og skabe sociale søjler, der kan sikre globaliseringens overlevelse. Men ekkoet af de gode viljer dør ud i de alpine snedriver, mens såkaldt Very Important Persons hælder vand ud af ørerne om, hvordan de er forbandet dygtige til at sælge deres ego i Me Incorporated. Så længe Davos-menneskene kappes i denne narcissismens olympiade vil forummets evne til at sætte en ny global dagsorden være begrænset. Det er trist.

KUNNE der skabes en alliance mellem Davos-logen og Bombay-blokken, ville Annans ganske fornuftige visioner måske få kraft. I stedet fastholdes fragmenteringen, forvirringen og fribytteriet. Den globale skraldespand af stort tænkte ideer svulmer op, mens arenaen erobres af handlingens mænd, der sætter regression i stedet for progression, nationalt snævertsyn før globalt udsyn.
USA’s præsident George W. Bush hævder, at krigen i Irak stoppede Saddam Husseins programmer for masseødelæggelsesvåben. Det er muligt, at den 10-årige pige, Ashley Pearson fra Rhode Island, som fik få sekunders verdensberømmelse i Bushs tale til nationen, stoler blindt på ham og siger ’tak’ til alle amerikanske soldater. Og måske kan Bush vinde årets valg på at give astronomiske skattelettelser til mangemillionærerne og øge de orwellske sikkerhedsgreb i patriotismens tjeneste. Men på globalt plan har det store flertal af borgere ikke tillid til, at Bush taler sandt, endsige styrker den fælles sikkerhed i ’krigen’ mod terrorismen. Bush siger, at USA ikke har imperie-ambitioner, men det er dog amerikansk magt og dominans, han har praktiseret og prædiket om. I forhold til FN’s Sikkerhedsråd, den internationale straffedomstol, internationale miljøaftaler og i et vist omfang i verdenshandelsorganisationen WTO.
Disse vigtige institutioner står tilbage som en truet og mishandlet art, men der er ikke et stærkt civil samfund fra Bombay til Davos til at forsvare dem i globaliseringens navn. Den Europæiske Union kunne på papiret fylde tomrummet ud som civiliserende stormagt, men EU er internt splittet. Og Europa har for få politikere, der som Frankrigs udenrigsminister Dominique Villepin taler åbent om behovet for et globalt demokrati.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu