"Når man hører WTO's vrøvl, bliver man så glad for EU's tilnærmelser til sandheden." Miljø- og energiminister Svend Auken på socialdemokratisk EU-høring i Odense
SVEND AUKENS VID og sans for det rammende udtryk gør ham til lyspunktet på en hvilken som helst dagsorden. I onsdags var han i sommerhopla.
Beåndet af månedens eksamenstid følte Auken - som det fremgik af gårsdagens avis - sig kaldet til at tildele verdensfrihandelsorganisationen WTO karakteren 03 i disciplinen miljøbeskyttelse.
For de læsere, der bag sig har lagt præstationshelvedet - som det rister i landets uddannelsessystem - skal vi minde om, at bedømmelsen 03 efter den ministerielle bekendtgørelse "gives for den meget usikre, meget mangelfulde og utilfredsstillende præstation".
Auken begrunder sit tryk på dumpeknappen således:
"Forud for WTO's ministerkonference i Singapore i december havde Danmark været med til at tage initiativet til et udredningsarbejde om handel og miljø. Det drejer sig om at give miljøet forrang for frihandelen, når vi er inden for den internationale CITES-aftale om beskyttelse af udryddelsestruede dyr og planter, inden for Basel-konventionen om forbud mod eksport af giftigt affald og inden for Montreal-protokollen om udfasning af de ozonnedbrydende stoffer. Men den forrang for miljøet - på så vitale områder - ville WTO ikke give. I Singapore fik vi ikke engang vedtaget, at man vil se på det."
BAGKLOGSKAB er som bekendt en af de mere eksakte blandt videnskaberne. Men bør verdensfrihandelsorganisationens fjendtlighed mod miljøbegrænsninger overraske en velinformeret dansk minister?
I WTO sidder alverdens regeringer omkring bordet. Blandt dem kan indkredses en række grupperinger, der anskuer miljøhensyn med stor skepsis: De virkeligt forarmede lande, for hvem "bæredygtig udvikling" er præk om fortsat sult og elendighed. Og de nyindustrialiserede lande - de eneste tigere, der trives i Asien - som i fuldt firspring nedtramper natur og miljø på vej mod dragende Beverly Hills-højder.
Så er der USA, hvor en reaktionær kongres ser miljø som dæknavn for alt det, den kolde krig blev vundet over, og hvor præsidenten med de kræfter, han har tilbage, søger at tækkes de transnationale selskaber med hovedsæde i USA (så meget hovedsæde, som den slags har nogetsteds nu om stunder).
Læg dertil de arabiske lande, som frygter, at enhver hensyntagen til miljøet er åbningen til begrænsninger på - ved profetens skæg! - olieforbruget. Og skulle det ikke være nok, så medregn de afkommunificerede østregeringer, der på deres dagsordener har miljø under punkt 'eventuelt' og nedefter.
Skulle denne hærskare af regeringer ikke være i stand til selv at finde hinanden i massiv afvisningsfront over for miljørestriktioner på ellers givtig - omend giftig - samhandel, melder den internationale industrilobby sig beredvilligt som formidler. Denne lobby sejler både under eget statsløse flag og under nationale kulører i de forskellige regeringsdelegationer. Ved flere lejligheder har det endda kunnet observeres, at officielle regeringsdelegationer i afgørende forhandlinger kun bestod af kommercielle lobbyister. Hvordan den slags lader sig gøre, tør vi slet ikke tænke på.
Den WTO-diskussion, som Auken lægger op til, burde retteligt være taget, inden Danmark steg ombord i det globale frihandelsfællesskab. Men det orkede kun de ihærdigste værnere af Grundtvig, Dybbøl og andelstanken. For hvad var alternativet? - Det sædvanlige lammende spørgsmål, når de internationale institutioner er til diskussion.
TIL WTO'S TRÆSKHED ser Svend Auken dog et alternativ: EU. Som han og andre socialdemokrater begejstret forkynder inden de afsocialiserede socialisters euro-træf i Malmø: "Vi taler om et fundamentalt anderledes EU. Efter Jospins og Blairs sejre har 13 ud af 15 EU-lande regeringer med socialdemokratisk deltagelse!"
Svend Auken smider endda WTO-sorteper videre til EU-modstanderne: De har et forklaringsproblem, mener han. Hvorfor? "Hvis ikke vi havde EU, ville vi kun have WTO til at fastsætte regler for handel mellem landene," lyder Aukens svar.
Jo, da. Den kan Drude og vennerne gå og gumle lidt på. Et svar skal de nok finde på verdens akavede tilstand: Hvis man havde lyttet til os i tide, så...
VI SIDDER I SUPPEDASEN. Sådan rent globalt. Da de europæiske regeringer for 15 år siden gav kapitalbevægelserne fri, afskaffede de - uden at gøre et stort nummer ud af det - sig selv. Til fordel for, hvad en vred DeGaulle engang kaldte "gnomerne i Zürich". Siden er jagten gået på at finde en politisk ansvarlig instans, der kan styre de gnomer, der nu findes alle steder - og ingen steder.
Efter sin første præsidentsejr søgte François Mitterrand at sætte gnomerne på plads. Det skete i form af et isoleret nationalt socialiseringsforsøg. I løbet af et års tid havde gnomerne suget alle deres penge ud af landet - og kraften ud af Mitterrand. En ydmyget præsident slog ind på den stramme økonomiske politik. Jospin og Blair har vundet deres vælgeres tillid ved at love at holde sig fra Mitterrands begynder-eksperiment.
Skulle et "fundamentalt anderledes" EU være i stand til en bloc at sætte miljø og beskæftigelse øverst - uanset, hvad de globale gnomer mener? Det skal man vist besidde Aukens stedsebrændende lyssyn for at se for sig.
Men er der nogen, der har en brugbar anden vision?
dr (David Rehling)
