Læsetid: 4 min.

Det globale slagtehus

13. maj 2005

DER SKER noget voldsomt i dansk svineproduktion. Slagteriarbejdere fyres, robotter hyres, forarbejdningsanlæg flyttes udenlands, store svinebønder etablerer sig i Øst, små svinebønder drejer nøglen om i Danmark. Det hele akkompagneret af en hidsig diskussion hen over grænserne om underbetaling af arbejdskraft og overbelastning af miljø.

Hvad handler det om? Én ting handler det i hvert fald ikke om. At Danmark, Europa eller verden skulle mangle grise. Snarere det modsatte. Som direktør for slagterigiganten Danish Crown, Kjeld Johannesen, sagde her i avisen forleden: "Hver dag slagter vi 80.000 grise i Danish Crown. Det betyder, at vi har 160.000 skinker, 160.000 forender og 160.000 mørbrader, og vi har også 320.000 grisetæer. Inden vi går hjem i morgen, skal vi vide, om de skal til Kina, Japan eller England."

De større danske svineproducenter vil gerne lave så mange slagtegrise til Danish Crown som overhovedet muligt, fordi de derved hver især tjener flest penge. Og Danish Crown vil gerne sælge så mange svinekødsprodukter som overhovedet muligt, fordi de dermed sikrer den bedste betaling til koncernens ejere, svinebønderne. På den konto er man nået op på at producere 25 mio. slagtegrise om året. Allerede i 2001, da man lavede godt 20 mio. grise, sagde tidligere formand for svineproducenterne Kent Skaaning, at "toppen er nået." Og daværende formand for Dansk Familielandbrug Peder Thomsen erklærede sig enig: "Der er ikke plads til at øge produktionen."

Flere millioner svin senere siger branchens folk stadig det samme: Nu er der altså fyldt op. Og miljøfolk, politikere og naboer til de store svinefabrikker er mere end villige til at give dem ret. Dertil er der mange flere svin, end danskerne kan sætte til livs. Ti gange så mange.

Det er dét, der driver Danish Crown til med øget hidsighed at søge ud på det globale marked. Man ser for sig den arme Danish Crown-direktør sidde ved telefonen om aftenen og lede febrilsk efter - som han siger - "et hjem" til de sidste af dagens 80.000 slagtede grise. Og det er tilsvarende dét, der driver de store svinebønder til at etablere svinefabrikker i Polen, Ukraine, Rusland, Slovakiet... Som f.eks.den omdiskuterede svinefabrik Poldanor, der er tæt på at producere en slagtegris i minuttet.

Problemet er, at alle aktører gør som danskerne. Multinationale selskaber som Smithfield Foods, lande som Brasilien, store svinebønder som de norske og svenske... alle involverede søger at øge deres produktion for at øge deres indtjening. Og fordi der er rigeligt med grise på markedet til at mætte forbrugernes munde, sættes prisen under pres, og alle tvinges til at gøre snart sagt hvad som helst for at bringe produktionsomkostningerne ned og effektiviteten op.

DET, DER FOREGÅR i svinebranchen, er, den rå, kapitalistiske globaliserings mekanismer, der arbejder. Ét udtryk for den proces, der i den økonomiske væksts navn flytter millioner af arbejdspladser, sætter vestens løn- og arbejdsforhold under pres og udnytter produktionsfaktorerne - mennesker, dyr, miljø - til det yderste. "Rovdyrkapitalismen" kalder den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt det.

Den legitimerende filosofi er velkendt: Ved således med konkurrencemekanismen som drivmiddel at optimere alle processer og gøre tingene, hvor de kan gøres billigst, opnår man den størst mulige velstandsskabelse. Verden bliver rigere.

På kort sigt er der ganske vist tabere - slagteriarbejderne i Ringsted, de små svinebønder i både Danmark og Østeuropa, svinefabrikkernes naboer - men på sigt skulle den samlede velstandsstigning indebære, at alle bliver rigere, og at der samlet og globalt set skabes flere job.

På sigt. Det første påtrængende spørgsmål er, hvor længe processens tabere skal være tabere. Kommer de nogensinde med? Andelen af danskere, der er sat uden for arbejdsmarkedet og forsørges af det offentlige - omkring 20 pct. - har været konstant, hvis ikke stigende i 25 år. Hvor mange af de 50-årige, kvindelige slagteriarbejdere i Ringsted kommer nogensinde tilbage på arbejdsmarkedet? Hvor mange af de små, udkonkurrerede bønder i Polen opnår velstand? Hvornår bliver afrikanerne vindere i globaliseringsprocessen?

Det andet spørgsmål er, hvad processen koster i miljø. Måske lever Poldanor efterhånden op til polsk miljølovgivning, men det gør ikke virksomheden miljøneutral. Lovlighed eller ej, "der er en væsentlig belastning af miljøet med en svinefarm af en sådan størrelsesorden," siger civilingeniør Jesper Bak, Danmarks Miløundersøgelser. Tilsvarende er der en belastning af miljøet i at lade den samlede svineproduktion vokse , regionalt og globalt, og at gøre produktionens stofstrømme stadig længere.

Hvis rovdyrkapitalismen, herunder svinesektorglobaliseringen, skal forvaltes til det fælles bedste, kræver det et politisk modstykke til markedskræfterne af uset styrke og kompetence. Det er én påtrængende ting at diskutere. En anden er, om produktionen af 25 mio. danske grise til et marked af velnærede, mætte i-landsforbrugere er omkostningerne værd og den klogeste måde for Danmark at tjene penge på?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu