Læsetid: 2 min.

Den globale trussel

Titusindvis af dyr og planter forsvinder muligvis inden for de nærmeste årtier, som en direkte effekt af den globale opvarmning
18. april 2006

Det er hovedkonklusionen i en rapport om, hvordan klimaændringer vil påvirke artsvariationen i de mest værdifulde naturområder i verden.

Forskere mener, at hvis indholdet af kuldioxid i atmosfæren fordobles i forhold til tiden før industrialiseringen - hvilket man forventer, sker ved udgangen af dette århundrede - vil biodiversiteten blive ødelagt.

"Det er ikke kun isbjørne og pingviner, vi skal bekymre os om længere," siger Lee Hannah fra Conservation International, der har base i Washington.

"De hovedområder man i denne rapport har studeret er grundlæggende flygtningelejre for mange af klodens mest unikke plante- og dyrearter. Hvis disse områder bliver ubeboelige på grund af global opvarmning - ødelægger vi de sidste fristeder mange af disse arter har tilbage."

Forskerne, med Lee Malcolm fra University of Toronto i spidsen undersøgte hvordan stigende temperaturer kan påvirke artsmangfoldigheden på 25 udvalgte områder, i rapporten kaldet 'hotspots', områder fordelt over hele verden, der rummer mange arter af dyr og planter, der ikke findes andre steder. De 25 hotspots undersøgelsen omfatter, dækker blot én procent af klodens landmasse, men rummer 44 procent af planterne og 35 procent af verdens hvirveldyr.

"Klimaændringer er en af de mest alvorlige trusler mod planetens biodiversitet. Vi har nu stærke videnskabelige beviser for at den globale opvarmning vil resultere i et katastrofalt tab af arter over hele jorden," siger dr. Malcolm.

Og mens temperaturen stiger på grund af øgede koncentrationer af kuldioxid i atmosfæren, udslettes mange dyre- og plantearter, viser rapporten.

Dyr, der lever i bjergegne og planter, der har behov for køligt vejr vil f.eks. ikke kunne flytte til højere liggende områder, og fugtighedskrævende arter vil være ude af stand til at udvikle tørkeresistens inden for den forholdsvis korte periode de har for at kunne overleve klimaændringerne.

Rapporten, der blev offentliggjort i tidsskriftet Conservation Biology mandag, siger at mange unikke områder vil gå tabt fordi klimaforandringer skaber hurtige ændringer i miljøet.

"Vi forudser et muligt tab af tusindvis, måske titusindvis plante- og hvirveldyrarter i de undersøgte kerneområder, i et klima hvor der er sket en fordobling af koncentrationen af kuldioxid," står der bl.a.

De kerneområder, der er i størst fare er planteområderne nær Cape Town i Sydafrika, naturområderne i det sydvestlige Australien, tropeområderne i Andesbjergene samt de atlantiske skovområder i Brasilien, Paraguay og Argentina.

"Selv om visse af kerneområderne synes at være usædvanligt sårbare over for global opvarmning - så man også en høj grad af tab af voksesteder i områder der ikke nødvendigvis er specielt artsrige. Dette understreger det globale omfang af truslen mod biodiversitet på grund af klimaforandring," siger forskerne.

De computermodeller forskerne benyttede viste, at i visse tilfælde var masseudryddelser forårsaget af klimaændringer større end dem, der skyldes skovning. Den værst tænkelige situation, en fordobling af kuldioxid-koncentration, ville føre til udslettelse af 40 procent af arterne i nogle af kerneområderne - et potentielt tab af 56.000 egnsbestemte planter og 3.700 hvirveldyrarter.

udland@sinformation.dk

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her