Læsetid: 3 min.

Den globale vækstfælde

26. april 2001

AT DØMME ud fra meldingerne fra de førende beslutningstagere på den internationale arena, så er der grund til at være alarmeret. Vi befinder os
i ’en kritisk fase’, siger Valutafondens chef Horst
Koehler, som om han længes efter en genoplivning af den ekspansive keynesianske modelkur. FN-økonomerne i UNCTAD vil have kastet ’kul på alle maskiner’ i USA, EU og Japan, fordi »afviklingen af USA’s high-tech boom har bragt uorden i verdensøkonomien« og truer med at forplante sig Asien og Latin-
amerika, så der kommer en ’skarp global nedtur’.
Argentina, Indonesien og Tyrkiet hænger allerede i en meget tynd tråd.
I USA forsøger Alan Greenspan og George Bush i fællesskab at levere varen med skarpe rentesænkninger og skattelettelser (til de rige). Og Koehler jubler, for den slags kan skabe ’tillid hos forbrugerne’. Og UNCTAD klapper sikkert med, for i deres nye rapport – Trade and Development 2001 – skriver de, at ’væksten kommer først’.
Den kommer ikke fra Japan, for i går sagde landets afgående økonomiminister Taro Aso, at der er reel risiko for, at Japan falder tilbage i en recession – med negativ vækst i to kvartaler.

MÅSKE kan den nye lederstjerne Junichiro Koi-zumo – der ventes udpeget som Japans ministerpræsident i dag – få den økonomiske sol til at stige op igen. Om ikke på kort sigt, så dog ude i horisonten. Han lover finanspolitiske stramninger (og mere arbejdsløshed), og mon ikke den slags kan ’please’ markedet?
På den anden side vil en japansk opbremsning sætte Østasiens økonomier under dobbelt pres. De er i forvejen klemt af USA’s nedtur – 20 procent af Malaysias bruttonationalprodukt hænger på eksporten til USA, og for Sydkorea er det syv procent. Prisfald for mikroprocessorer har ramt dem hårdt. Og de stigende energipriser gør også ondt i de olieafhængige og nyindustrialiserede lande. »Usikkerhed i Japan vil sætte en alvorlig stopper« for Asien, fastslår UNCTAD – selv om de krydser fingre for, at dollaren vil falde i kurs og styrke asiaternes konkurrenceevne. Her hopper kæden af. For dollaren ser ikke ud til at falde, selv om det strider mod al sund fornuft på et tidspunkt, hvor den amerikanske rente- og vækst er lavere end den europæiske. Accelererer USA’s krise, vil de skrøbelige asiatiske økonomier blive trukket med ud over kanten.

EUROPA må udvise lederskab, og der må tages alle mulige iniativer for at fastholde væksten, appellerer den britiske finansminister Gordon Brown. Han husker, hvordan den sidste store recession – i halvfjerserne – tvang gamle Labour fra magten og banede vejen for Thatcher. Den engelske centralbank skygger ikke så meget euro-zonen som de aggressive rentesænkninger fra USA’s centralbank, og det ’beundrer’ Brown. Det store flertal af euro-landenes finansministre deler Browns synspunkt og venter længselsfuldt på, at Den Europæiske Centralbank følger trop. Og den tyske kansler Gerhard Schröder og den franske regeringschef Lionel Jospin går også rundt med en lille Keynes i maven og drømmer om at manipulere det økonomiske maskineri, så væksten fastholdes. Man er bange for øget arbejdsløshed. Derfor vil de som væksttenorerne – Koehler, UNCTAD og Brown – sætte kul på maskinen med rentesænkninger og lempeligere finanspolitik. Også selv om det var rentehug fra Alan Greenspans hånd i 1998, der satte fut i aktiemarkedet og historiens største omfordeling til de rigeste aktionærer...
Måske går vækstmagernes forhåbninger i opfyldelse i dag, når Den Europæiske Centralbank mødes i glashøjhuset i Frankfurt. For aldrig har det politiske pres været så stort på Wim Duisenberg for at sænke renten. Men noget står i vejen.

NETOP I GÅR forsøgte Kommissionen i Bruxelles at holde liv i forventningerne til
Europa og kom med en prognose om, at EU vil vokse med 2,8 procent i år. Det er alt for optimistisk, hvis man skal tro Koehler og IMF-økonomerne. For euro-landene står i en vanskelig situation, for de store fødevarekriser og tredoblingen af energipriserne har forplantet sig, og USA trækker med ned. Inflationen har for længst sprængt Centralbankens måltal og ligger snarere på tre procent end to procent. De nye tal fra Tyskland ser ikke gode ud. Duisenberg kan kun dirigere renten ned, hvis han opgiver den stramme pengepolitik. Hvis ikke, så bliver det politiske pres med garanti større på weekendens G7-møde i Washington.
I længden har den ensidige satsning på den ensidige rentemedicin dog ikke meget perspektiv. Øget vækst kan holde arbejdsløsheden nede for en tid, indtil den næste ’kritiske fase’ i vækstfælde-økonomien indtræffer – men væksten truer samtidig med at skade miljøet i det globale drivhus. Den politiske-økonomiske debat er desværre stadig fanget i de gamle modellers mentalitet. Der er brug for nytænkning.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu