Læsetid: 4 min.

Det globale visitkort

Du tror måske, at blogging er fremtiden på nettet. Det er det ikke
14. februar 2007

Forestil dig alle visitkort i hele verden. Flået ud af tegnebøger og tasker og spredt med et håndkast som flyveblade over en storby. Visitkort med foto, farverig grafik og bogstaver, vores egen musik og hjemmevideo. Så begynder konturerne af verdens største samling af personlige hjemmesider eller profiler at tegne sig for dine øjne. Mødesteder for over 250 millioner mennesker, hvor samtaler og udveksling af fotos, musik og video finder sted døgnet rundt. Fænomenet som er større end blogs. Personlige profiler på nettet.

Amerikanske Myspace.com ejet af mediemogulen Rupert Murdoch er størst med over 155 millioner brugere. Folk der har oprettet en profil på det største mødested for teenagere, musikere og andet digitalt godtfolk. Læg hertil de 100 millioner kinesere, der befolker qq.com med profiler og avatarer. Plus hvad vi kan finde på facebook.com, linkedin.com, friendster.com, bebo.com og cyworld.com med flere.

I disse år er vi vidner til den største offentlige fremvisning af uautoriserede cv'er nogensinde. Men bloggerne løber med al opmærksomheden, selvom de er kun sølle 55 millioner på verdensplan og skaldede 30.000 i Danmark. Der er nemlig ganske mange mennesker derude, som enten ikke kan eller ikke vil udtrykke sig i skrift på en blog. I stedet udtrykker de sig gennem skøre fotos, linksamlinger, spil, sms-lignende samtaler, videoer fra deres mobiltelefon eller hjemmelavet musik og avatarer.

De er Andy Warhols 15 minutters berømmelse i en frodig kakofoni, der får det til at gøre ondt i ører og øjne på de fleste. Det er et brøl om opmærksomhed: Kan alle se mig. Kan alle høre mig! Eller måske er det bare en ny måde at møde venner og ligesindede på i den globale landsby? Når man flytter ind i MySpace begynder man at bygge på sin sociale profil. Og jo flere andre, der gør det samme, desto større værdi får det at være en del af det virtuelle bofællesskab.

MySpace

Billedet på netværkssamfundet er den allerførste fax, der ingen værdi havde, før nummer to, tre, fire, fem og så videre blev taget i brug, og mange kunne begynde at kommunikere med endnu flere. Den samme analogi kan bruges på antallet af brugere på de store profilsites. Jo flere der flytter ind, desto sjovere bliver det at bo der. Den daglige indflytterskare på MySpace er større end antallet af indbyggere i Århus.

Hvis MySpace var et land, så ville det være verdens syvende største, større end Rusland og Bangladesh, selvom ikke alle brugere er aktive. Hovedparten af brugerne er unge, der vokser op med konstant interaktion - enten på MySpace eller på mobilen. På en måde er de aldrig alene.

I Kina, hvor over 100 millioner kinesere mødes på qq.com, er det primære formål at sende beskeder til hinanden eller optræde under anden identitet, som en farverig tegneseriefigur eller på anden måde at interagere med de andre brugere. Modsat Vesten er informationssøgning ikke det primære på nettet. Det er det virtuelle samvær. 100 millioner brugere svarer til næsten 80 procent af det kinesiske internetmarked.

Ifølge det amerikanske dagblad International Herald Tribune er skaberen af qq.com Ma Huateng og hans selskab Tencent god for 850 millioner dollar (5,1 mia. dkr.). Og så har den 35-årige software-programmør en avatar, der forestiller en dreng med strithår og solbriller. Han er selv en del af kulturen. Og en væsentlig årsag til at amerikanske internetgiganter som Google, MySpace, Yahoo og eBay ikke kan få fodfæste i Kina.

Nutidens ungdomskultur

De virtuelle fælleskaber er ikke alene et dyk ned i nutidens populærkultur. De er også på mange måder motoren bag ungdomskulturen. Det er ikke længere MTV, der styrer de unge. De styrer sig selv. Og hinanden. Som en gigantisk myretue uden dronning. De har en gigantisk non-stop fest med musik, video og dating. Og den frodighed er naturligvis den perfekte maskine til at skabe helt nye mediekonstellationer, reklamer og markedsføring. Hvilket den 75-årige mediemogul Rupert Murdoch har set. Og brugt næste 600 mio dollar (3,6 mia. dkr.) på at købe sig ind i.

Nu er hans store udfordring at kapitalisere på vildskaben i MySpace uden at ødelægge den. Brugerne på MySpace er nemlig ikke bare brugere; de er deltagere. Sitets største værdi er ikke at knytte mennesker og produkter eller mennesker og information sammen eller at forsyne annoncører med nysgerrige øjne. Værdien ligger i at skabe kontakt mellem mennesker. Og netop derfor er det MySpace-modellen og ikke blogging, de traditionelle medier skal holde øje med.

Traditionelle medier handler om indhold og distribution. Det gør MySpace ikke. Det er en medieplatform, hvor brugerne selv skaber indholdet og sørger for distributionen. De har brug for værktøjer og rammer at udfolde sig i. Hvis man kan bygge huset, være en diskret vicevært for beboerne og drive lidt bagdørssalg med relevant indhold - så har man fanget fremtidens ånd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her