Læsetid: 3 min.

Globalisér!

17. december 2001

DET er ikke fattigdommen, der truer demokratiet, men frygten for fattigdommen. Sådan skrev Der Spiegel-journalisterne Hans-Peter Martin og Harald Schumann for fem år siden i deres bog globaliseringsfælden. Måske burde denne sentens omskrives her efter, at vi er trådt ind i det 21. århundrede. Det er ikke globaliseringen, der truer demokratiet, det er frygten for globaliseringen. I stedet for nostalgisk og reaktionært at længes tilbage til en romantisk drøm om en aflukket nationalstats sociale konsensusmageri – eller flygte ind i en dyb angst for omverdenen, det fremmedartede og globaliseringens nye vilkår – så er det på tide at åbne øjnene for realiteterne. Det er fint, hvis folk engagerer sig i lokal og
EN KENDSGERNING er, at det i dag er umuligt at tage totalt suveræne økonomiske beslutninger på nationalstatens terræn, for den globale finanskapital bevæger sig hvileløst spekulerende fra land til land. Euroen kan dæmme lidt op for spekulationen, men det er næppe nok. 63.000 transnationale selskaber, hvoraf flere er mægtigere end mange nationalstater, afgør i vid udstrækning, hvilke nye varer og teknologier forbrugerne kan købe. Selskaberne har i mangel på effektive europæiske og globale reguleringer spillet nationale politikere ud mod hinanden, så de har sænket selskabsskatten ned til nye rekordlave niveauer. Heller ikke miljøet klarer sig godt i magtspillet, trods forsøg på at dæmme op for forureningen via internationale miljøkonventioner. Ulighederne er på globalt plan afgrundsdybe, mens vestens bistand falder, og de vestlige fagbevægelser forlanger nye lønstigninger i de nationale overenskomster. Det er måske logisk, for der er ingen globale institutioner, som man kan stole på sikrer retfærdig omfordeling af goderne.

MULIGHEDERNE for ulandene er begrænset. Men deres situation er ikke håbløs. De kan som strategi vælge at globalisere endnu mere og åbne deres nationale markeder. For som Verdensbanken har dokumenteret i rapporten ’Globalization, Growth and Poverty’, så har de mest globaliserede ulande oplevet den største vækst i 1990’erne, mens de meste lukkede markeder har tabt terræn. De isolerede nationale strategier er dog ikke nok, hvis der skal skabes et demokratisk modspil til de transnationale selskabers magt og dominans.
Hverken EU eller handelsorganisationen WTO er udstyret med magtbeføjelser, der effektivt kan regulere de løsslupne markedskræfter. Slet ikke til at sikre monopolkontrol eller sociale og miljømæssigt ansvarlige investeringer. Demokratiets råderum indskrænkes dag for dag. På enkelte områder er der stadig regelsæt, men selskaberne drager maksimal fordel af, at den politiske grundenhed stadig er nationalstaten. Sådan vil gammel- og nynationalisterne have, at det skal være i al evighed. Men det er en illusion at tro, at det redder demokratiet – stærkere populistisk følelsespolitik bare rykker ind i tomrummet.

OG IMENS tror en flok af inter-nationalister på den såkaldte venstrefløj, at de kan fremme demokratiet og skabe større international solidaritet ved at satse på nationalstaten som grundenhed. De vil kun vil være med til et mellem-statsligt samarbejde i EU og WTO. Men det er hovedløs gerning. Luxemborg og Østrig vil ikke opgive bankhemmeligheden i EU, selv om kun det kan dæmme op for skatteflugten. Og Frankrig forhindrer EU i at liberalisere landbrugspolitikken via WTO, selv om det kunne give de fattige ulande en ny chance. Den såkaldte internationalisme leverer pæne festtaler og lejlighedssolidaritet, men i praksis overlader den magtspillet til de nationalstatslige særinteresser. Det er illusionsmageri at bilde sig ind, at det er en holdbar strategi for en moderne venstreorientering. Eller for demokratisk politik i det hele taget.

SKAL den demokratiske forestilling reddes i globaliseringens tidsalder, så må alle kræfter – uanset om de ser til venstre eller til højre – engagere sig i at udvikle tidsvarende demokratiske institutioner i Europa og globalt. Det er en krævende omstilling, for der skal gøres op med rodfæstede ideer og findes nye modeller for demokratiske valg og politisk repræsentation i institutioner som EU, WTO og FN. Det er ikke et umuligt projekt, selv om nationalister og internationalister ofte forener kræfterne for at forhindre fornyelsen. Der er i dag kim til udvikling af et engageret civilsamfund hinsides byerne og nationalstaterne. De globale NGO-netværker har vist, at man via internettet kan mobilisere borgere i grænseoverskridende kampagner. Nu er det op til fagbevægelserne at bevise, at de ikke vil underordne sig de transnationale selskabers del-og-hersk politik, men faktisk formår at forvandle de internationale faglige sekretariater til stærke globale organisationer. Det bedste svar på demokratiets og solidaritetens krise er ikke at sige ’nationalisér’, men at sige ’globalisér’.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her